Man ved det godt, man ved det godt: de fleste har intet valg og tvinger sig op hver eneste vintermorgen og skuer durk ud i selvmordssortheden. Tænder lys, der gør ondt helt ind i hjernen og vrider gang i knoglerne og accepterer trist, at selv indendøre og i eget hjem hersker MØRKET. For ikke at … Fortsæt læsning Intet nyt fra Sydhavnen – 8
Er det bare mig, der er en lidt for depri transvestit? Eller er der mon andre af jer typer, der osse er så trætte af det politiske show, at I ikke orker mere? Fordi man er skuffet ind til benet. Og tværs igennem knoglen og ud på den anden side, endda. For er vi ikke … Fortsæt læsning Ned med osohn-laget
JEG VIL GERNE FORTÆLLE OM SKOLEN PÅ MIN VILLAVEJ DER VAR SVALEREDER OG SØLVPOPLER DER VAR EN PÆDAGOGISK GODKENDT LEGEPLADS OG MAN KUNNE SE HEN TIL KIRKEN OG KIOSKEN OG EN TYK INSPEKTØR DER HED PREBEN JEG VIL GERNE FORTÆLLE OM EN DRENG PÅ MIN SKOLE DER FIK BANK MED ET KOSTESKAFT AF SIN MOR … Fortsæt læsning SYV BØRN I MIN SKOLE
Taxaen stopper på Østerbrogade og noget af nervøsiteten afledes, mens jeg fikser betalingen. Alligevel er min mave stadig en stor, kold knude og verden føles uvirkelig og langt væk. Stiger ud, lige efter en forårsbyge er sejlet væk, til mennesker i pænt tøj, trippende duer, trafikstøj og en duft af fugtig by. Det hele er … Fortsæt læsning Helt privat
Hej Alle Jeg har tænkt over det, og sagen er klar: jeg gider ikke mere. Og det er der ingen i familien der gør, forresten. For I er blevet så dum-egoistiske at høre på, at vi får den vildeste kvalme. Mig! Mig! Mig! Jeg! Jeg! Jeg! Man skulle sørme tro, at I alle var med … Fortsæt læsning *** Dronningens Nytårsbesked ***
Kører som det eneste levende menneske gennem den iskolde by klokken to om natten på en cykel lavet af granit og modvindsmagneter. Kroppen finder selv vej, for hjernen - eller i øjeblikket nok nærmere “Den kognitivt udfordrede havregrød” - er ikke særlig solidatrisk med os andre. Jeg skal virkelig kæmpe, bare for at få den … Fortsæt læsning SOLSORT RESISTANCE
Cathrine klapper den bærbare i, løfter kanden og skænker te i vores fælles kop. Hun smiler stort og ser mig i øjnene: “Så, din forføreske, nu er den købt og betalt. Er du så tilfreds?” Den forsigtige efterårssol luner en smule og en krydret lugt af havens visnende grønt og våde jord når op til terrasen, … Fortsæt læsning I balance
