Yes! Sådan.
Rudekuverter: 0
Jakob: 1
Sådan da. For hold nu kæft hvor er jeg dum. Eller måske nærmere sat i knæ. Hvad er det lige jeg har gjort ved mig selv? For Helvede, Jakob, sig dog undskyld til Jakob. Ak, det er skamfuldt at indrømme elendig styret privatøkonomi. Men jeg er jo ikke alene og desuden er jeg lige sprunget ud som trans, så jeg kan vel modstå pinligheder. Men alligevel: fogeden har mit navn på listen.
Her er undskyldningen:
Jeg har været pisse-godt gammeldages ked af det i et års tid. Af det hele. Som jeg allerede har klynket over gjorde det nederen ondt at blive alene. Så døde min mor pludseligt og min far blev ensom og sorgfuld. Og at have en café der gik ad Helvede til var frusterende og hårdt. Og det hele kom væltende næsten samtidigt efter nogle år der var fede og sjove og ikke sjældent lykkelige.
Først var jeg vist i chok. Sidste forår er mest en tåge. Var nok ikke engang ked af det, bare apatisk og alligevel tvunget til at knokle i cafeen. Men i løbet af sommeren og efteråret gik jeg sgu helt ned. Og engang i november måned holdt jeg op med at åbne de der rudekuverter.
Hvorfor? Ja, hvorfor dog? …åååhh, jeg ved det simpelthen ikke. Men nu hvor hvor rudekuvertbunken er åbnet, kan jeg melde at der var nasty shit imellem, som nemt kunne være undgået. Heldigvis nåede jeg at få de fleste regninger betalt inden det mentale mørke sænkede sig. Men fuck, skattemor er sur. Uha-uha. Vi taler fogedsag og politiet lige om lidt og nu-skal-du-satme-give-livstegn-ellers-så!!! Du milde kineser, de voksne er efter mig.
Jeg vidste det godt. At den var gal. Måske ikke helt SÅ gal, men dog gal. Og jeg går der over idag og får det ordnet og får en afdragsordning. Skattemor ligger nemlig kun 800 meter væk fra bopælen! Kunne have hoppet baglæns med samlede ben derhen any day. Det er helt tosset. Faktisk irrationelt: hver eneste dag siden efteråret har jeg haft dårlig samvittighed. Talt hårdt til mig selv. Lovet at NU skulle der styr på det. For blot at give op og lade stenen i skoen gnave endnu hårdere. Dybest set er det selvpåført smerte. Som at trykke sig op af et rustent søm med vilje.
Ved faktisk også hvorfor, tror jeg. For det første er privatøkonomi en af de ting man absolut helst skal være god til, sådan helt generelt. For så er man en der har styr på sit liv, og det er flovt at være det modsatte. Rudekuverten er en hånlig påmindelse om fiasko. En grønhakker lige i fjæset på taberen. Hvem har lyst til det? …Og så er der noget andet, kom jeg til at tænke på i aften. Kan det være at man ønsker at dække over noget andet der gør mere ondt, men som er langt mere skjult og dybt? Som vi ikke orker at fikse? Eller slet ikke kan se?
Tror at det er den samme sang for alle os, der ikke kan få lortet til at virke: helt nede på bunden i det dybeste mørke står vi på en sokkel der er lidt skæv. Noget med at vi i vores egen undergrund ikke tror på at livet også er til for os. Måske slås vi med det periodisk, måske mere permanent. Men vi kan ikke sætte ord på og ikke set det, kun mærke at det gør ondt. Og når noget gør ondt prøver man at lindre. Så det får os til at over- eller underspise, være kontrolfreaks eller drop-outs, angste eller iskolde, drikke ned eller pumpe jern. Ikke sjældent kombinerer vi et par stykker. Alt sammen noget skod, men det kan på sin egen usunde måde erstatte den egentlige smerte. Eller måske endda på subtil vis udtrykke den? Psykologiske overspringshandlinger er det vel, som skåner os for at fikse det dybere problem. Er du bange for livet? Så gør noget dumt der holder det væk.
Det er helt banalt: han æder for at dulme sorgen, siger vi. Eller: hun bærer et iskoldt ydre for at skjule sin usikkerhed. Eller: han fjoller for at dække sit mindreværd. For vi når vi tænker os om, så ved vi at der er en grund til andres skævheder. At de er ramt. Kunne egentligt godt tænke mig at det var mere OK at sige: han fucker sin økonomi for slippe for sin fremmedgjorthed.
Officielt bedste kur: gå smerten og sliddet igennem og prøv at få den sokkel på plads.
Min egen kur: undgå ethvert job med moms og bilag i fremtiden. Kig på soklen hvis du gider.
Men nu: skattemor.
Jacobines Blog 
skattebasse
Så rammer du hovedet på sømmet igen, Jakob. Der har du sgu lige beskrevet mig de sidste par år. Men dejligt at høre, at du gør noget ved det nu. Jeg har selv lavet en ikke-tv-udsendt udgave af Luksusfælden på mig selv, så udgifterne er blevet skåret helt ned, så de nogenlunde kan bære en svingende indtægt (ikke høj) som selvstændig. Og så skal der også bankes gæld af her i butikken. Selvom det stadig ikke er et smukt syn at gå på netbank, så giver det ro at vide, at man har gjort noget. At man har ændret det, der kunne ændres lige her og nu. Og man er tilbage ved rorpinden og styrer skuden med let slagside så godt, man kan, i stedet for at lade skuden flyde uden besætning på broen. Held og lykke + de bedste tanker herfra.
Uhhhh, den sang kender jeg godt. Har haft den som soundtrack til det meste af mit voksenliv, og ofte ønsket at folk som de nu er flest kunne gennemskue elendigheden og give hinanden den plads og empati der skulle til for at erkende sagernes rette sammenhæng.
Lidt off-topic og så alligevel ikke:
En klassekammarat døde da jeg gik på HF. Sådan helt pludseligt og mens hun sov. Det var noget med slankepiller og en skjult hjertefejl, men altså – vi var alle i chok. Dagen kom, hvor vi holdt tre minutters stilhed, og en af mine andre klassekammarater begyndte pludselig at grine. Surrealismen ved situationen var for meget for hende – bægeret var flydt over… Men en af de toneangivende tøser i klassen var TOPforarget, for hvordan kunne hun dog grine, når der skete noget sørgeligt?
Jeg husker bare, hvordan alt i mig strittede imod den udtalelse, for krisereaktioner er IKKE logiske “2+2 giver 4, og man græder når man er ked af det” størrelser. Krisereaktioner er uforudsigelige, sgu… Og menneskelige!
Og for nu at vende tilbage til rudekuverterne og din reaktion/manglende reaktion er der også tale om krise hér – så jeg håber og tror at der vil tilflyde dig lidt empati fra skattefar, hvis du forklarer dem det du netop har forklaret os.
Al mulig held og lykke her fra!
Elsker bare hvordan du går fra totalt hverdagsplan til dybeste identitetsplan i få, få sætninger – på en måde så man nærmest fysisk kan mærke sig selv gå hele vejen ned igennem lagene sammen med dig… KH Lisbeth
Godt du sørge for at holde snruen i vandet, selv om det bider lidr
Sådan – så tog du magten over rudekuverterne og de er ikke farlige længere!
Så gjorde du det igen, Jacob! Jeg bøjer mig i støvet for dine vise ord, der rammer (mig) lige i solar plexus. 110 % respekt og opbakning herfra <3!
http://www.d-a-d.dk/lyrics/makinfunofmoney/
Og når det så er sagt så er der lys for enden..har selv været igennem tunnellen og kender udemærket det med at ignorere tingene….
Fantastisk indlæg!
HØRT! Har en klump i halsen over hvor rigtigt, du rammer. Phew..
Kære Jakob
Æres den som æres bør! Jeg har arbejdet med litteratur i mange år, på forlag og andre steder, og har dermed et professionelt forhold til skrifteligt sprog og kommmunikation. I mit arbejde er det sjældent at se nogen der skriver så godt som dig, for du har en klarhed, et billedsprog og en signatur der er ganske sjælden.
Mange tak for det!
Tak for hep! Og ros, for Hulan.
Skattemor havde lidt rigeligt glitterstads på, men var meget sød og venlig. Og seføli kunne det fixes.
Så gælder det bare om ikke at komme helt så langt ud en gang til.
Elsker at du skriver skatteMOR og ikke skatteFAR, som de fleste andre ville gøre :-)
Jeg er fast læser hos Maren, og som mange andre er det jo nok årsagen til at jeg nu er fast læser af din blog. På trods af dine bekymringer, så virker det nu som om, at du har rigeligt at skrive om, men hvis du en dag mangler noget at skrive om, så synes jeg det kunne være ret interessant at høre din holdning til at flere af de store modehuse er begyndt at bruge androgyne supertynde mandlige supermodeller til at fremvise kvindetøj i deres modeshows. På en måde synes jeg egentlig at det er meget fedt, men omvendt synes jeg også at det giver problemer i forhold til pigers/kvinders kropsideal.
Mange hilsner Camilla
Åhhh, ja, transsupermodeller. Fuck de er lækre.
Har allerede overvejet et pip. Men bliver nødt til at kigge lidt mere på dem først.
Tænker umiddelbart at det (u-)sunde kropsideal har været ude af tuben i tusinder af år. Korsettet, omskæringer, indsnørende fødder, rigdomsfedme, tatoveringer, tallerkenlæber, silikonetilbygninger… er nok en del af prisen for at have et sexdrive.
…Skulle måske begynde skriveri. Har du navne på spændende modeller? Andre tanker?
Jeg tænker nok især på Andrej Pejic (som jo i øvrigt er super flot). Blev lige mindet om ham, da jeg læste følgende forleden – http://www.information.dk/294868. Artiklen handler dog mest om kvindekroppen…
Har alle en skæv sokkel? Nogle gang tror jeg det altså. Hvis alle var åbne om deres problemer, var de helt normale og bare en slvfølgelig del af livet, ligesom at vi ikke kan flyve. Ikke at jeg selv er en skid åben… :-) Jeg regner nok mere med, at folk da kan forstå og bære over med, at jeg skalskalskal være den bedste, fordi det har rod i, at jeg ikke kan holde mig selv ud.
HAr været der hvor man ikke turde åbne breve med bankens logo, ikke turde logge på netbank, lukkede ned for øjne, ører, følesansen, hyperventilerede når jeg kom til at tænke på det, købte alt hvad jeg faldt over af røde sko, blev iskold når tanken ramte mig – alt i alt lidt som du beskriver dit forhold til rudekuverter. Endte med at få sat stolen for døren, krøb til bekendelse, bad om hjælp og har nu en hardcore bankdame der gør sit bedste – både for at holde mig ansvarlig og for at hjælpe. Benhårdt men nødvendigt og jeg lærer faktisk noget.
Godt at du fik talt med skattemor!