Tak for friheden

Transen gjorde det sgu. Gik for første gang ind ad broen i fuldt dagslys iført lang, sort nederdel og neglelak. 150 meter walk of shame (or pride?), på en to meter bred træbro der kan ses af enhver i den lille, lokale havn, fyldt med fiskere, sejler-nitter og andet kedeldragtklædt godtfolk. Mennesker som jeg kommer til at møde igen og igen, fordi jeg bor i en kombi af Christiania og Korsbæk. Løb dog kun ind i en enkelt. Han stod midt på broen, og jeg hilste som om jeg altid gik sådan klædt. Han hilste pænt igen.

Skulle i biffen og se “Hvidstengruppen”. En alt for sand historie om hvordan et par familier og en flok venner går ind i modstandskampen under Krigen. Almindelige mennesker med livsglæde og stolthed. Mennesker der elsker hinanden og som har børn og koner og mænd. Som har alt at miste, og umiddelbart ikke meget at vinde. Og de mistede alt, også selvom de historisk set – gudsketakoglov – var på det vindende hold.

Man bliver så lillebitte af sådan en film. Det virker pludselig slemt egoistisk og pylret at gå op i neglelak og nederdele. Men det allersorteste er, at Hvidstensgruppen ikke er historie. Det er nutid. Over alt på jorden forfølges, indespærres og torteres mennesker af totalitære regimer. De sidder indespærret i fængsler hvor vold, drab og grusomt hierarki er hverdagen. De slider sig ihjel som tvangsarbejdere 16 timer om dagen året rundt. Eller de overfaldes, tæskes og voldtages i deres hjem. Eller de forsvinder slet og ret.

Lige nu, et sted i en kælder, sidder et uskyldigt menneske i en mørk celle. I sit eget lort og skidt, på randen til at miste forstanden. Resten, inklusiv det meste af synet og følelsen i hænder og fødder er mistet for længst. Uretfærdigt dømt, umenneskeligt straffet, tortureret, syg og helt alene. Men måske netop i dag vil en udsending fra Røde Kors eller Amnesty International langt om længe få lov at tilse fangen et kort øjeblik. Måske har de endda fået lov til at tage lidt med; et brev fra familien, en tandbørste, en tættekam, lidt tøj. Dog kun ti minutter, og bam!, døren er smækket igen, og hvem ved hvor længe der går til næste gang. Men et uvurderligt budskab er nået frem: du er ikke glemt.

Ja, det fængsel ligger langt væk. Eller… nej det gør ej. Det ligger ikke længere væk end de fleste fede feriemål. Og historien viser at det frygtelige fængsel engang kommer til at ligge i Danmark igen. For er der noget vi kan lære af menneskehedens tusindårige historie, så er det at krig og ondskab viser sig over alt. Igen og igen.

Alligevel går transen op i sin nederdel og sin neglelak. For det er mit liv og mine problemer. Latterligt små i forhold til de forfulgtes, men netop det er jo på en måde en sejr. For du og jeg skal ikke føle dårlig samvittighed over vores rige og trygge liv. Det er jo faktisk sådan livet burde være for alle. I stedet skal vi føle taknemmelighed og ansvarlighed. Vigtigst af alt skal vi huske at det er nemt at hjælpe. At vi uden afsavn eller fare kan give en hånd til de forfulgte. Det tror jeg ofte vi glemmer, når vi føler at de frygtelige fængsler og dødspatruljer er uden for vores rækkevide.

For menneskelig grusomhed er et barn af fattigdom, ringe uddannelse og svage samfund. Det kan bekæmpes med våben – og det kan være nødvendigt når skaden for alvor er sket. Men det kan også bekæmpes og forebygges med viden, tryghed, mad og håb. Hvilket er urimeligt svært når man selv stå i fattigdommen og intet har.

Men det har vi. Vi har rigeligt. Og hvad enten vi stemmer Venstre eller Enhedslisten kan vi finde en organisation som vi stoler på og som hjælper hvor behovet er større end du og jeg kan fatte. Og vi kan næsten alle undvære en hundredekroneseddel eller fem om måneden til deres arbejde – og ikke så få af os kan give 1000 eller mere, bare vi vil.

At deltage i kampen mod fattigdom og uretfærdighed er ikke aflad eller nytteløst eller en dråbe i havet. Og slet ikke en små-sur pligt. Det er respekt for den frihed der gør, at en smånervøs trans kan gå i biffen og se en film om modige mennesker der kæmpede for den. Hvor er det fedt at vi kan få lov at hjælpe. Jeg gør det med stolthed og glæde.

.


Forleden opfordrede jeg til at dele et sjovt formuleret indlæg om homofobe præster. Det var der VILDT mange som gjorde. Men egentligt ville jeg nok hellere have brugt krudtet på ovenstående – det er lissom en hel del vigtigere. Så del hvis du gider. Og lad endelig være hvis spamknappen allerede blinker.

Reklamer

6 thoughts on “Tak for friheden

  1. Nej, det er hverken neglelakken eller det italienske terrazzo-køkkenbord med nedfældet thyristortændt gaskogearrangement jeg har noget imod.
    Det er den prioritering den slags får i en bestræbelse på at vende os væk fra den grumme sandhed, der udspiller sig for millioner af mennesker.
    Det er, at disse grumme skæbner bliver brugt som argument for, at de dårligst stillede her i landet ikke har nogen ret til at beklage sig; og at det er glemt lige så hurtigt når de bedst stillede beklager sig over ikke at have nok til sig selv. Det er når en teenagepige føler det SÅ uretfærdigt, at hun ikke har råd til den nye parfume fra Diller d’Alleur og det er når den skæve eksistens på banegården bliver jaget væk fordi han skæmmer gadebilledet. Det er når vi brokker os over starthjælpen til “de fremmede” hvorefter vi rask væk bevilliger over en halv milliard til det kongelige. Men mest af alt, når vi sidder og har så pisseondt i rumpetten fordi “marzin” ikke gik videre i X-factor og at vi går mere op i om Bitterfissen Bethany kalder Morten Resen for en klynke-klunke eller en eller anden tilfældig fremtrædende og i princippet ligegyldig person for spelt-kusse. Vi lever nok i den for bevidstheden mest formørkede og forvrængede tidsalder. – Og hvor er det dog herligt, når en eller anden bryder igennem den matte hinde af kollektiv uvidenhed og ignorans, og giver et klart blik om på den anden side…… i dette tilfælde dig.

  2. Dit indlæg om homofobi i Folkekirken er blevet det af over 260. Men det her er blevet delt af 16 indtil videre. Hvad sker der for jer?????????. Kom igang, Jakob har skrevet noget helt vildt vigtigt som vi åbenbart har glemt.

    Kære Jakob, hvor er jeg glad for din blog. :-)

  3. tak for et tankevækkende indlæg…
    jeg kan selv gribe mig i selvmedlidenhed fordi jeg har handicappede børn og en far der er ved at dø, men så tænker jeg også i taknemmelighed på at vores land er et af dem, hvor man heldigvis får hjælp til den situation jeg står i og at mange ikke er så heldige. Vores land og værdier er i den grad værd at kæmpe for, om man gør det ved at give penge, ved at deltage i den demokratiske debat eller værne om vores frihed ved at dele sit behov for at gå i det tøj man mener udtrykker sit selv er for mig altsammen en del af det at kæmpe, så thumbs up endnu engang Jacob(ine)

  4. Det føles egentligt lidt mærkeligt at sige tak for ros.

    Altså, fordi det på en møde er så banalt og indlysende at man ikke skal har ros for at sige det. Men tak for Helvede alligevel! :-)

  5. Det her er satme et indlæg der skulle i TV-avisen! Med bådebro og neglelak og hele kahytten! Smid det på. NU! Jeg har i ca. 12 år givet kr. 100,- fast hver måned til unicef og giver gerne her og der hvor folk smækker en sparebøsse i næsen på mig. så er DET da også sagt! For ja gu fanden har vi rigeligt! – De fleste af os ihvertfald…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s