Hurra, jeg er miljøbevidst

Hvor skal vi hen? Er vi glade for det miljø vores børn skal overtage? Er vi glade for vores indsats for at skabe et bæredygtigt samfund? Kan vi leve op til det vi burde?

Orker vi den slags spørgsmål?

Nej, vi fucking gør da ej. For vi forestiller os straks at bo i en hirsehytte og rent faktisk kun gå i økologisk tøj og spise lokalt-vegansk og vaske sine kønsdele med kartoffelskræller og selvopsamlet regnvand. Man bliver stikhamrende sindssyg af en slags. Sælger det nærmeste barn for sin egen frihed og stikker af for at smøre sig ind i selvbruner, foie gras og koncentrerede parabener mens man kvalmeæder bananskumslik og ryger crack, synger Boten Anna, boller med en iPad og nonstop-injicerer TV3 iført pink nylonbenvarmere og pvc-korset på en falsk lædersofa i et fly på vej mod Disneyworld. Mindst. Askese er og bliver en ubehagelig sindslidelse.

Men derfor er der ingen grund til at give helt op, vel? Måske kunne vi bare, sådan for fornøjelsens skyld, begynde at skubbe lidt til skuden. Sætte en dagsorden for nogle små områder af gangen. Se at lortet forhåbentligt virker. Gøre det samme et andet sted. Få tingene til at spille lidt bedre for samfundets skyld. Det er jo vores tur. Og hvad nu hvis vi nu kun gør det, der også er sjovt? Ku’ vi så?

Samfundsforskere sige at det jordnære, der fornuftige, det intime bliver særligt populært i krisetid. Hvis de skal forklare det med musik siger de at Amy Winehouse tilhørte opsvinget og Adele tilhører krisen. Eller at firhjulstrækkere tilhørte de rige tider og minibiler er for nutiden.

Transen vil klart foretrække Amy (for hun får ham ikke til at tude), men kan ellers godt se billedet. Og jeg kan li’ det. For kald mig bare rød eller pessimist eller bagklog, men de seneste 10 års tid har sgu være bitre at beglo: Individualiseringsmani, nyt-køkken-hjernevask, motorvejsliderlighed og ligegyldig popmusik. For ikke at nævne en uforståelig accept af pilrådden presseetik, privatiseringsonani, små-facistiske terror-love og fuldblodsrascisme.

Hvis en krise kan betyde at ovenstående kan opdæmmes bare en lillebitte smule, så kan jeg godt li’ krise. Især hvis snakken den næste dekade ikke handler om at lænse boligboblen og vise fotos fra den næste vulgære spa-resort-ferie, men om reelle livsglæder, intelligent ressourceforbrug, genanvendelse og styrken i fællesskab. Og ikke mindst glæder jeg mig til at det måske kan lade sig gøre at sige ord som “livsglæde” og “fællesskab” uden at det lyder skrækkeligt helligt. For det er det sgu da ikke.

For eksempel er der det med at ville det bedre for miljøet:

  • Jeg valgte en pillebrændeovn til at opvarme skuden. 95 pct. CO2-neutral.
  • Jeg bruger landjorden til destinationer som Berlin eller Århus. Og ville gerne også til London og Rom hvis det var realistisk. For hvad hjælper en pillebrændeoven når der skal bankes flere hundrede liter nasty jetfuel af for at løfte en enkelt trans? (Og kan vi så få ensartede afgifter på brændstof, så fly bliver dyrere end tog!)
  • Jeg er med i en delebil. Det er rigeligt.
  • Jeg vil markant hellere købe/finde/bytte brugte møbler/lamper/cykler/køkkenredskaber/computere end nye.

Det sære er at jeg synes ovenstående punkter er lidt pinligt at “indrømme”, de lyder småhellige og måske endda naive. Og er nemme at angribe, for transen æder importfrugt, ses også i IKEA og på McDonalds og bor på en båd hvor ultrakemisk epoxymaling er dagligdag.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det ikke super-højstatus bare at FORSØGE at passe bedre på børnenes arv, selvom man ikke er perfekt? Kunne vi måske springe ud som lidt “hellige” og ansvarsbevidste i fællesskab? Kunne vi gøre ansvarlig levevis mere moderne, nu hvor krisen giver os den rette stemning?

Hvad gør du? Er du stolt af det? Husker du at blære dig?

.


Er du glad for ovenstående? Går du ind for genbrug, også digitalt? Så del gerne.
Eller kommenter lige nedenfor. Eller smid noget på FB-væggen. Eller… naaahh, gør for Helvede hvad der passer dig.

Advertisements

10 thoughts on “Hurra, jeg er miljøbevidst

  1. Fantastisk opsang! Tak for den! Jeg har det med at drukne de gode tiltag i bølgerne af dobbeltmoral. Men du har ret: vi skal være glade for at gøre noget godt, uden at vi behøver leve i askese! So here goes: sorterer selvfølgelig affald, blade for sig, glas for sig osv. Holder ferier i DK, cykler en del og bruger offentlig transport, men har dog også en leasingbil. Elsker genbrugsmøbler, -tøj, -køkkengrej… Huset er fyldt af den slags. Arver en masse legetøj til ungerne, køber Gerne bambuslegetøj og trælegetøj, der holder. Låner film til ungerne på biblioteket i stedet for at købe og købe. Køber ALDRIG buræg!!! Osv. Der er sikkert masser endnu… ;-)

  2. Det er jo ikke muligt at leve et “vasker kønsdele med kartoffelskræller”-liv (hvor fåååår du det fra?? AAAhahaha!) med mindre man melder sig helt ud af vores moderne samfund og bosætter sig i et indianertelt. Alternativt flytter ind hos Jytte Abilstrøm!!!!

    Men er det så nok at have “gode intentioner” og gøre et forsøg? I really don’t know. Men jeg forsøger sgu da at sortere mit affald så meget jeg orker og spare på vand og el og bruge nul parfume og så øko min pengepung synes den vil være med til. Fordi jeg bare ved at vi ALLE i den vestlige verden har et forbandet ansvar. Og jeg er ABSOULUT ingen impulskøber henne i brug-og-smidvækland. Men bortset fra det – hvad blev der så af klimatopmøderne?

    1. Bortset fra det i Kyoto hørte man intet om dem før de kom til DK (Og gjorde os til en politistat). Derfor heller intet efter. We are all gonna die.

  3. Hey, du har ret! Jeg bliver muggen når jeg cykler til alt, også i regnvejr og mine venner så spørger hvorfor jeg gider. Så svarer jeg at det er sundt, men jeg gør det sgu også fordi privatbilisme er dumt. Der er bare ingen blærerøvseffekt i at være miljøbevidst fordi det virker som om man er nærig eller fattig, men jeg tjener faktisk over 500.000 om året.

  4. Jeg tror at en del af det der hæmmer lysten til at “blære sig” med sin ansvarlighed og forsøg på at hoppe af “forbrug-er-gud” bølgen er for det første: at man føler man så skal stå på mål for ALT hvad man gør, dvs at man straks bliver spurgt til om man ikke lige har købt en Nintendo til ungen i fødselsdagsgave, mit svar plejer at være at hvis man ikke forsøger at gå i den rigtige retning så når vi i hvert fald adrig derhen. For det andet: at det er blevet et fy-ord at være ansvarlig, folk synes det lugter af voksen og kedelig (og at der ofte sættes lighedstegn mellem de to), og det er åbenbart ikke så trendy som at være ung og uansvarlig. Derfor orker jeg ofte ikke at flashe mit øko-genbrugstrip, MEN for fanden du har så ret, hop op på bølgen og lad os omfavne krisen og ikke hele tiden tale om hvordan vi skal have VÆKST for at komme ud af krisen, hvad med for fanden at vi tænker på bæredygtighed i stedet for vækst og forbrug… (så nu var det måske jeg også kom til at lyde lidt hellig, men wtf)

  5. Når jeg laver, spiser og nyder mad går jeg meget op i hvad det er, hvor det kommer fra, hvordan det smager, hvordan det er lavet og om det er nødvendigt (og nogen gange er det overflødige stærkt nødvendigt!).
    Når jeg så siger nej til torsk, tun, tremmegrise eller burhøns oplever jeg ofte at folk ikke helt forstår det… For jeg er jo i den grad ikke vegetar… Jeg spiser ikke kød hver dag, det er slet ikke nødvendigt, men jeg elsker bacon og gode bøffer.
    … Og når jeg så siger at det er fordi torsken og tunen er ved uddø pga. overfiskeri og at almindelig-dansk-gennemsnitsgris og burhøns ikke alene er dyreplageri men klamt, så ser folk på mig og siger hm-hm… Ca. 50 % siger “men nu er tunen/torsken jo død. Så vil det være spild ikke at spise den”. Hvis hele verden sværger ved det, der er den enkelte allermest helligt at vi aldrig mere vil overfiske tun og torsk så kan jeg godt hjælpe til med at spise restlageret, men indtil da: Nej tak. Jeg skal ikke give dem grund til at producerer én eneste dåse tun eller torskerogn mere!

  6. Jeg er blevet vegetar… Startede for 1½ år siden og har ikke selv købt eller tilberedt kød siden, men spiser det (helst i små mængder) hvis jeg fx. bliver inviteret på middag og det ikke umiddelbart kan vælges fra.

    Som flere andre også skriver, så kommer man med det samme til at skulle stå til regnskab for alt muligt andet man gør. Jeg går bestemt ikke og skilter med det, men de fleste bemærker det jo hurtigt når man spiser sammen. Og så skal jeg til at fortælle at jeg virkelig ikke har lyst til kylling fordi de bliver opdrættet under forfærdelige forhold og fx ofte brækker benene fordi deres knogler ikke kan bære deres kropsvægt. Mens alle de andre ved bordet sidder og nyder nogle lækre kyllingebryster som en i selskabet har valgt at købe og tilberede. Det bliver meget let en nederen situation, så ofte starter jeg med klima-argumenter og nævner måske lige dyrevelfærd til sidst. Uden detaljer.

    Heldigvis har de fleste jeg kender vænnet sig til det, selv min familie, så det er blevet væsentligt lettere efterhånden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s