Berlin 3: valget er mit – desværre

Det er en floskel, men sandt: i Berlin kan du alt. Her er ubetalelig luksus. Gennemført økologisk livsstil for krea-familier inklusiv solfanger og egen bulgur-børnehave og naturlæge. Lesbiske sexbutikker med yndigt vagina-tapet på rulle og påspændingsdildoer monteret med rødt fløjl. Tyrkiske storby-enklaver med vidunderlig duft og kaotiske gadebutikker. Træer og parker over alt. Humørfyldt folkeliv i ølhaver og dansehaller. Benhårde bøsseklubber med labyrinter af dansegulve, kneppe-gynger, darkrooms og tis-på-hinanden-zoner. Beton-slum og trist fattigdom seføli osse. Og det meste har fået et twist af vanvid og er taget til kanten eller lidt over.

Har i mange år vidst, at Berlin ville være en dejlig bopæl, meeeen nu var der jo osse lige jobbet og kæresten og familien og pengene og vennerne og ikke mindst min egen tryghed at tage hensyn til.

I dag kan jeg i det store og hele gøre det. Ville kræve lidt aggressiv pendling af hensyn til papdatteren, men med planlægning ville det være muligt. Tænker at det ville være langt nemmere at leve hernede, hvor der er et stort miljø for crossdressers, transvistitter, transseksuelle og helt almindelige ualmindelige queers. Egne cafeer og natklubber. Og egne tøjbutikker med fikse sommersko til damer i en mandekrop. Ligesom en naturtro slap-pik-og-bløde-nosser-attrap til mænd i en damekrop da også lagerføres – lige til at bruge i underbukserne. Og allerbedst: mennesket bag disken er selv i samme forvirrende båd.

Men der er bare lige noget. Noget med at det også er utroligt rart at blive elsket og elske igen. At føle at man hører til lige præcis dér, sammen med mindst ét andet menneske. Og måske endda et barn eller flere.

Sidst jeg prøvede var jeg ikke god nok til det. For jeg var så frygteligt splittet, uden dog at være helt bevidst om det. At vælge familien og den stærke kærlighed betød et farvel til drømmen om at springe ud som Jacobine. En mandekrop i en kjole med et barn i hånden på en villavej er vi slet ikke klar til i Danmark. Det ville jeg hverken byde familien eller mig selv. Og jeg er meget sikker på at den uudtalte erkendelse – at Jacobine skulle leve i skabet – gjorde mig så trist, at den var med til at knække vores forhold. Som jeg elskede så forbandet højt.

Nu er jeg ved at skabe en plads til Jacobine. Og som jeg har pippet om før, så er det hårdt. Man bliver sårbar når man så tydeligt skiller sig ud fra flokken. Og så endda med noget, som mange tror giver ståpik og som de derfor synes er over stregen. Som I ved snupper transen en dyb indånding og prøver af alligevel.

Men jeg bliver ked af tanken om hvor svært det bliver at finde en kæreste der kan elske – ikke bare acceptere – Jacobine. Og som jeg jo vel at mærke også skal forelske mig i. Og selvom det er Pokkers sent, så har jeg pludselig hørt lyden af det biologiske ur. Er sgu klar til at blive far. Men det skal jo til at være, så.

Pis osse. Kan man aldrig få lov at blive hel? Hvis jeg går den ene vej er det farvel til Jacobine og en stor del af min dybeste identitet. Går jeg den anden vej er det farvel til en familie og med stor sandsynlighed goddag til et singleliv jeg føler er tomt på bunden.

Når jeg bliver helt dum, så tænker jeg at man måske kan have en uge i Berlin og en uge på en villavej med barnevogn. Men hvad er det for et liv? Og hvem gider lige deltage i det cirkus?

Så der skal vælges. Og selv når valget er overstået, skal der deales med tristessen over det fravalgte. Synes det er svært.

Reklamer

14 thoughts on “Berlin 3: valget er mit – desværre

  1. Det er modbydeligt svært. På den måde, var “skomager bliv ved din læst”-tidsalderen jo lettere at forholde sig til. Tristessen var der alligevel, men man havde ikke selv truffet valget og måtte bære dén byrde oveni…. Jeg håber og ønsker, du kan få i både pose og sæk! Om det er sandsynligt ved jeg ikke? Måske netop i Berlin?
    Gid det var oplagt herhjemme også.

  2. Pissesvære overvejelser du står i.
    Der skal mærkes efter helt ned, hvor der ikke er ikke er noget bullshit og dårlige undskyldninger at gemme sig bag, og så må du vælge det der er mest rigtigt (eller mindst forkert) for dig.
    Mht. kærligheden og det at blive far, så kan det vel ske både i Danmark og Berlin – det er ikke til at vide på forhånd. Så selvom det er et ønske, der gerne skulle realiseres indenfor en rimelig fremtid, så er det svært at planlægge efter; “Nu flytter jeg derhen/bliver her, så jeg kan møde den eneste ene”.
    Måske kan Berlin prøves af i et år eller to, inden du tager en endelig beslutning (som jo alligevel aldrig er mere “endelig”, end at du selv kan ændre den til hver en tid)? Så har du ikke “lukket” helt for Danmark og familien-tæt-på, men får samtidig prøvet Berlin af i praksis.
    Al mulig held og lykke med valget. Er spændt på at høre, hvad du ender med.

  3. Ja, livet byder ind med de der eksistentielle valg, hvor man føler sig screwed både på den ene og den anden side, og ikke på den gode måde. I mine udefrakommende øjne råber det dog nærmest til himlen, at du aldrig må vælge Jacobine fra. Du er kommet hertil, så langt, at du accepterer og fører den kæmpe store del af dig selv ud i lyset, og det skal du aldrig gemme væk igen. Jeg tror på, at Jacobine og far godt kan gå hånd-i-hånd. At hende/den/det der kan gøre dig til far, er derude. Det lyder som en floskel og der er ingen forsikringer og yada-yada, men jeg tror på det. Det vigtigste er, at du er dig. Med alt hvad det indebærer.

  4. Det er super svært det der og du vil selvfølgelig blive savnet i det daglige hvis du flytter sydover, men dem, der holder af dig vil altid dit bedste og du skal bo, der hvor du er gladest. For flytter du til Berlin betyder det jo ikke at du aldrig kommer til at se familie og venner. Så langt er der altså heller ikke hverken den ene eller den anden vej… og så nemt slipper du ikke!
    Mht. det biologiske ur, så er du jo da så heldig at du ganske vist render rundt med Jacobine, men den reproduktive del af dig er altså Jakob… Og han kan få børn til han dør.. Du skal selvfølgelig finde en at få dem med og hendes ur kan slå i slag før du finder hende… Sådan kan det gå for alle… om de så er crossdressere eller ej… Så jo, det er nok sværere at være trans på jagt efter en kæreste, men det er også svært at være andre tabubelagte ting når man skal det… Jeg er selv plaget af depressioner, angst og stress… og troede aldrig at jeg vil finde en der kunne holde af den dumme én jeg synes jeg er når jeg har det sådan… Men det har jeg… og hvis jeg kan, så kan du også!

  5. jeg vil bare sige, at her på min villavej (som mest er en skovvej i en…skov) er der god plads til en mandekrop i kjole med et barn i hånden. jeg er ikke klog – slet ikke når det er halvsent, men du skal bare vide, at NOGLE synes, at mandekroppe i kjoler og med barn i hånden (og også uden) har frygtelige modige hjerter gemt bag brystkassens ben og vi ville byde på en kop kaffe og en lille kage, hvis en sådan slog vejen forbi <3

  6. Der er atid nogle valg man skal tage, hvis man vi have børn – altid noget man vælger fra. Dit er måske værre end så mange andres, men alligevel. Hvis man fx synes at det med at rejse eller end arbejde er en meget stor del af ens liv, så kan det være svært at skulle undvære det indtil ungerne flytter hjemmefra, men efter min mening er der alt for få der reelt tager det valg – de tror de kan blæse og have me i munden og som regel er det børnene det går ud over og så lyver forældrene for sig selv og siger at “så længe vi har kvalitetstid sammen så gør det ikke noget det ikke er så tit” og når de bliver gamle og sidder på plejehjemmet, så undrer de sig over at ungerne siger det samme :-) og ikke kommer oftere. Altså det er ikke for at negligere dine vanskeligheder, men der er altså nogle ting man ofrer på børnealteret og nogle ting kan man jo bare nøjes med at drosle ned for og ikke lægge helt væk – der er i øvrigt også fint plads til en mand i dametøj med et barn ved hånden her på min villavej. Jeg siger ikke at vi ikke ville kigge, men vi ville også byde på en kop kaffe :-)

    1. Jeg er glad for at du skriver, fordi det altid er flot og ærefuldt når andre bruger deres krudt på en selv. Men jeg er altså ret uenig. Så nu får du mine absolut ikke sure eller vrisne tanker – vi snakker jo bare sammen på en blog. :-)

      At huske at prioritere sine børn (og dermed nedtone andet), er i min optik selvindlysende. Men for mig er valget mellem at være sin kønsidentitet tro eller være mere traditionel familiefar noget andet end fx. at slække på karrieren. For det er jo ikke fordi jeg mangler TID til at prioritere mine eventuelle børn at jeg skal droppe min kvindelige side. Heller ikke fordi at jeg så ikke har rum til at være kunstner i Toscana eller munk i Tibet. Det er jo fordi at det ville skabe alt for meget modgang for mine børn at far er en trans. Altså, det er ikke en drøm om ydre mål – stor eller lille – jeg undertrykker, men en reel del af mig selv, også i mit eget hjem og i min hverdag med mine egne børn.

      Hvad angår den kaffe-venlige villavej, så lyder det rart. Og jeg tror absolut at du ville byde indenfor. Tak. Næppe hele vejen, dog. Og som du selv siger: der vil blive kigget. Det kan jeg godt tåle efterhånden. Men et eventuelt barn skal ikke hives gennem det + kommentarene i skolen + tankerne i eget hoved. Det er for meget, siger en der selv blev mobbet.

      Langt svar, beklager. Synes bare at det var vigtigt at forklare at skoen trykker andre steder end hvor du tager fat.

  7. Hej Jakob. Din sidste kommentar til Anne, nuancerede lige for mig hvor det præcis er skoen trykker – for jeg tror du har så evigt ret: Far i dametøj kan IKKE gå upåtalt hen i DK – måske heller ikke i Berlin?!? Jeg tror frisind altid vil findes side-om-side med snævertsyn; bare ærgerligt at snævertsynethed i mange – særligt små provinssamfund – er comme il faut at italesætte – jeg bliver da selv stille i sammenhænge hvor jeg kan mærke at jeg vil falde udenfor, hvis jeg bliver alt for frisindet – adr, hvor jeg HADER at høre mig selv sige det, men det er desværre sandheden. Alligevel tror jeg en del af voksen-forpligtelsen, som træder i kraft SENEST når vi får børn – biologiske eller ej – er at sætte ord på verdens mangfoldighed og alles uindskrænkede ret til at være dem de er… så vores børn vokser op i en bredere verden end os selv. Det lyder bare – og er osse – lidt for godt til at være sandt… For dilemmaet er jo, at når dit barn kommer i skole/børnehave/i Netto, så er det dit barn der skal stå alene med at forsvare at far har neglelak på… Skide fucking uretfærdigt! Nå, det er blev vist ikke så samenhængende – opsummering: jeg forstår dit dilemma og ville bare sådan ønske at verden (=DK) var mere frisindet og åbent. Jeg tror du har en mission der går ud over dine egne overvejelser – du er jo på mange måder med til at vise frisindet og alle dets aspekter, begrænsninger og dilemmaer. Bliv for guds skyld ved! KH Lisbeth

  8. Noget af et dilemma, Jacob.

    No freakin way du kan spole tilbage til tiden før Jacobine. Du har prøvet glæden nu, friheden og de første spæde skridt til at være hende også offentligt. Oplevet hvor fedt og rigtigt det var for dig.
    Man skal som bekendt følge det der føles rigtigt (oftest da, i hvert fald), ellers slæder man sig op.

    Er det mon reelt, dit behov for at være far? Eller fordi du – helt korrekt – kan resonere at kjole og ligustervej ikke er så skide kompatible?
    Vi vil jo alle gerne passe en smule ind, og skabe trygge rammer for vores afkom, hvor de også passer ind og oplever tryghed nok til at finde sig selv hen ad vejen.
    Og det betyder jo nok at her og nu, så kan dit nye jeg og villa-vugge-vildskaben nok ikke hænge sammen.

    Nu er det ret nyt for dig et her springen ud, hvad med at give dig en deadline; køb en svinegod champagne, og sæt et kryds i kalenderen feks. 1.3.13. Der sætter du dig og finder ud af hvad du vil. Og skåler på din mavefornemmelse og beslutning.
    Indtil da prøver du det af du har sat i gang. I Berlin

  9. (crappy små taster på telefonen….sorry)

    ….Eller hjemme.
    Og du kan jo godt knappe champagnen op før, hvis du kan mærke at en eller anden beslutning og form for valg trænger sig på.

    PS: hvad gør andre transer? Har du overvejet at opsøge svaret her, hvis du kan lokalisere en, du kan relatere dig til situationsssigt?
    Det må være et kæmpe issue for alle i situationen.

    Puha, dybtfølt kram og held og lykke!

  10. Kære

    Jeg ville være skide ked af hvis du forsvandt til Berlin – men jeg ville også 100% kunne sætte mig ind i det.
    Da Mr Grumpy Ex Husband og jeg brød var min plan faktisk at flytte teltpælene til Berlin indenfor et års tid efter, fordi jeg føler mig bedre tilpas der. Jeg kan godt lide, at jeg der kan slappe helt af, folk er drønende ligeglad med hvor mærkelig jeg vælger at se ud den dag, og der er en enorm kreativitet.
    Men så rendte jeg ind i drømmeprinsen på den steampunkede goth clockwork krikke, og så lagde jeg planen på hylden. Ligesom han lagde planen om at emigrere til Canada på hylden… Vi fandt ud af der var en del ting, vi bedre kunne gøre her i DK først, men drømmen om at forsvinde er der stadig, hos os begge. Vi ved bare ikke hvornår.
    Nå, hvad jeg ville frem til; jeg føler mig sindssygt meget bedre tilpas i Berlin. Jeg har ikke valgt crossdresser/trans vejen, og ser jo efter min mening ikke engang ekstrem ud – jeg har bare valgt at barbere mine øjenbryn af og tegne Tim Burton snirkler i stedet, gå i sort tøj og have kapow-rødt hår – i en alder af 30 år, hvor man bør se lidt mere konform ud åbenbart. Det burde efterhånden ikke forbavse folk her i København. Men jo, det gør det. Jeg kan ikke tøffe ud og shoppe uden at minimum én ekspedient læner sig frem over disken, stirrer udforskende og siger “det var godt nok nogle specielle/anderledes/sjove/spøjse øjenbryn, du har dig der” (undtagen i Irma og Brugsen hvor jeg bor, her kender de mig, og det er Sydhavnen, alle er lidt sære) og unge følger-seneste-Paradise-Hotel-mode tøser og midaldrende damer _glor_ og snerper munden sammen… Og jeg synes altså helt ærlig ikke jeg ser farlig ud. Eller specielt sær. Så jeg tør ikke tænke mig hvad du kan komme ud for… Det er jo ikke fordi det som udgangspunkt generer mig, det bliver bare lidt tungt at skulle forklare minimum en gang om dagen, til vildtfremmede mennesker, at nej, mine øjenbryn er ikke tatoverede, og nej, det tager mig ikke ½ time hver morgen at tegne dem, og ja, det er da godt nok en sjov idé. Kort sagt – føler med dig. Og vil fandme ud at shoppe med dig. Sgu.

    But guess what? I Berlin – ingen reaktion. folk er helt og aldeles ligeglade. Jeg har altid, uanset hvilken stilmæssig periode jeg har været i, kunnet slappe helt af i Berlin og bare se ud som jeg ville, uden at folk kommenterer, eller løfter øjenbryn eller snerper munden sammen. Og det er SKØNT! Så jeg forstår dig sgu godt… Og tror på du sagtens ville kunne få det hele til at fungere =)

    *kram*

  11. Uha en masse reaktioner. Lange, eftertænksomme, empatiske.

    Jeg kan ikke følge om med så Helvedes meget end at sige “Tak!”, så det gør jeg i den grad. Tak! :-)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s