Transen sidder fast

Transeriet er gået i stå. Køber ikke nyt. Dresser ikke op. Og neglelakken græder sig ensomt i søvn i sine små flasker.

Ved ikke helt hvorfor. Eller hvad jeg skal synes om stilstanden. Men når jeg tænker tilbage på den tidligste del af udspringeriet er det tydeligt at forestillingen var en helt anden. Dengang, i den dybeste vinter, skrev jeg til nogle af mine nærmeste venner at jeg var transvestit. At jeg ville springe ud og eksperimentere med at gå i dametøj. Og at jeg var helt rundt på gulvet. Skrev endda at jeg måske fik brug for deres hjælp til at komme frem og tilbage fra bopælen i mine nye klæder, fordi jeg var bange for at færdes alene. Forestillede mig at jeg inden længe ville gå ret så feminint klædt, osse til hverdag.

Og det føltes seriøst mærkeligt at skrive til voksne mænd med bil og børn og skruemaskine at de måske skal hente og bringe deres skæggede ven iført dametøj. Men jeg havde brug for at slå fast at det var alvor. At udspringet også inkluderede en plads i virkeligheden, med den praktik som det nu måtte medføre. De stillede beredvilligt op – super som de seføli er. Men det har aldrig været nødvendigt at bede om et lift, for jeg gik slet ikke planken ud som jeg troede jeg ville. Det er kun blevet til nogle få ture ud i byen om aftenen iført nederdel og næsten-sort neglelak, men stadig med skæg og skaldet knold. Og så lidt dage hist og pist med neglelakken, et par smykker og ikke andet lir end det. Resten af tiden: sorte jeans, sweatshirt, sure tæer og sjusket skæg.

Købte osse for 1600 kr. basis-make-up og fik et grundkursus af sød veninde. Troede at jeg ville øve mig derhjemme, og at vi i løbet af vinteren skulle holde flere seancer hvor jeg kunne lære nye tips og få kritik efterhånden. Øvede et par gange, men hvor var det dog svært at få et halvgammelt mandefjæs til at være pænt. Eller i det mindste ikke ligne en parodi på en enten en stærkt kikset husmor eller en meget træt prostitueret. Havde – for at sige det mildt – ikke den store lyst til at blive set ude i verden sådan, heller ikke selvom jeg med tiden ville blive teknisk bedre til ansigtsmaling.

Og nu er der ingen tvivl: udspringet er gået i stå. På en måde rart. For jeg skal ikke konfronteres med at være anderledes hele tiden. Skal ikke overveje om jeg tør eller ikke tør idag. Om jeg orker eller ej. Og skal ikke igennem selv-terapeutiske tankerækker for at få mod til at gå ud af døren. Skal ikke kæmpe med hvor svært jeg synes det er at komme til at se bare OK ud. Det er så nemt bare at være den gamle Jakob.

På det seneste har et stort og landsdækkende medie et par gange spurgt om ikke jeg ville fortælle min historie i al offentlighed. På en måde noget jeg havde håbet ville ske, fordi det er så vigtigt at sætte ansigt på os der falder uden for. Fordi min angst og frustration sgu for Helvede ville være mere værdifuld hvis den kunne bane vejen for andre. Men når det kommer til stykket har jeg ikke lyst. Min fornuft siger “Gør det – det er ikke farligt, og det er vigtigt.” Mit hjerte siger: “Du kan ikke fortælle om dit udspring. For du tør jo ikke. Du hader tanken om at verden ser dig som en freak.”

Mit hjerte har ret. Jeg hader tanken om at være en særling. Om at mine nærmeste skal forholde sig til alt det mærkelige og måske være pinligt berørte i mit selskab. Jeg hader tanken om altid at være iført min “særhed” så alle kan se den og tænke deres.

Så er det heldigvis godt at der er mennesker som har langt mere mod og vilje. Jeg er ikke det fjerneste misundelig, men fuld af respekt og beundring. Mød Kirsten.

Advertisements

8 thoughts on “Transen sidder fast

  1. Ved ikke rigtig havd jeg skal sige. Måske fordi jeg ikke rigtig kan fornemme hvad du har lyst til. Men måske er udspring også noget der sker i etaper? Måske har du taget de skridt du havde brug for lige nu? Måske kan man godt være mellem trans og ikke-trans, ligesom man kan være mellem mand og kvinde?

    Jeg ved det ikke. Men jeg tænker meget over den undersøgelse fra the Guardian om hvad dørende mennesker helst ville lave om hvis de kunne: De ville helst have turdet være mere sig selv og have været mere ligeglade med hvad andre mennesker tænkte. Så måske du skal tælnke over hvad du på lang sigt vil have det bedst med?

  2. “Mit hjerte har ret. Jeg hader tanken om at være en særling. Om at mine nærmeste skal forholde sig til alt det mærkelige og måske være pinligt berørte i mit selskab. Jeg hader tanken om altid at være iført min “særhed” så alle kan se den og tænke deres.”….

    Men Søde Jakob. Sådan har det jo altid været. Også da du ikke gik i dametøj men med plastiktorsk i bukserne….. Nu kunne man godt tro at det var en dumsmart bemærkning, men faktisk mener jeg det. Netop fordi du er så sær(lig) er du stadig et af de mennesker som jeg jævnligt “kommer i tanke om”, ind i mellem fortæller anekdoter om og gerne kommunikerer med her 15-17 år efter jeg mødte dig første gang. Nu er det måske mig der er sær, men jeg synes faktisk det var en lettelse at du hoppede i dametøj Jeg ved ikke helt hvorfor, men det gav sgu bare så god mening :o)

    Bare mine ydmyge tanker om “emnet” :o)

    Kh.

  3. Jeg syns du skal takke ja til at fortælle det store, landsdækkende medie om det udspring – netop fordi din vinkel er så menneskelig, nuanceret, kke-frelst og u-“se-mig-hvor-jeg-tør-selvom-verden-vender-øjne-og-fuck-den”-agtig! Du kan jo netop få alle dilemmaerne med og vise sårbarheden, reflektionerne og frustrationerne… MHT det med ikke at gide krigsmaling etc. – det er vel lidt det samme der sker med os andre af og til, når vi bare har lyst til at gå rundt i gamle undertrøjer, fedtet hår, minus-makeup og natbukser i dagevis. Det er i mine øjne bare tegn på at der er en tid til smuksering og en tid til slap-af-ning. KH Lisbeth

  4. Heldigvis f¢lger du bare din egen rytme og tager dig den frihed som mand, som vi kvinder har opnået igennem de sidste 40-50 år: Vi må være kvinder med alt hvad det medf¢rer af make-up, den lille sorte og sexet undert¢j – og vi må være mænd med bukser, hængende shirts og hår, med skruen¢glen i hånden eller hvad man så ellers har lyst til.
    Men for det meste er vi alle bare os selv = med alle vores g¢remål, dagligdag og dr¢mme med frustrationer, som vi pr¢ver at udligne efter behov når det er muligt.
    Som dig.
    At være særling kommer jo mest an på omgivelserne! Er der ikke plads til individer, så er der mange der g¢r meget for at passe sig ind efter en given norm (man sp¢rger sig så hvem der giver normen). Accepterer omgivleserne, at vi alle har vores præg, vores ideer, vores problemer – så er det at være særling jo at være sig selv, med al den rigdom vi indeholder ( Så længe ingen mener at de skal ¢delægge andre med deres individuelle præg).
    Fortsæt med at f¢lge dine ¢nsker!!!
    (Og der er mange af os der ikke syntes at opnå det ¢nskede fjæs, med eller uden make-up. Derfor er vi ikke mindre sk¢nne!)

  5. Vi andre (der er medfødt hun-køn) er jo også bare nogle gange “os selv” uden make-up, uden neglelak, uden nederdel, men i jeans, T-shirt og sure tæer (dog i de fleste tilfælde uden skæg :-D) – Jacobine behøver jo ikke at være i fuld krigsmaling for at være Jacobine! Og med hensyn til “krigsmaling” – make-up i den diskrete afdeling ville måske være en mere naturlig hverdagsmake-up som kunne gøre Jacobine tilfreds? De færreste af hunkøn går jo all-in til hverdag: så en god fugtigshedscreme, måske en mineralmake-up pudder (spørg i Matas) til lige at jævne de værste nuanceforskelle, lidt mascara og lige et strøg med en diskret øjenskygge – og gode gamle Vaseline på læberne – og du har forskønnet dig, men har tilsyneladende ikke make-up på (google evt “naturlig make-up”) Jacobine har gjort noget ud af sig selv, men folk vender sig ikke om på gaden, for du er jo ikke en “mand med make-up” men bare dig, der ser lidt pænere ud :-).
    Forøvrigt – fortæl om dig selv på “et landsdækkende medie” hvis det er det, du vil eller lad være – bare vær tro mod dig selv og hold en pause fra netstrømperne, hvis det er det, du har brug for.

  6. Jeg tror sådan noget følger en indre rytme. Og hvis du ikke har behovet i øjeblikket så vil det jo være kunstigt og vil netop blive meget mislykket hvis du påtvinger dig selv et kvindeydre. Du vil jo komme i akkurat lige så meget uoverensstemmelse med dig selv som kvinde alter ego hvis du ikke har lyst til det som du gør som mand hvis du hellere vil have ydret som kvinde, dén dag.

    Så tag din tid og følg din egen rytme – og hvis du har lyst til at gå gennem medierne så gør det. Jeg håber du vil opdage at accepten fra både mandlige og kvindelige kolleger, venner og familie er større end du tror.

  7. som alle de andre kloge skriver, så går kvinder også i stå nogle gange – og nogle gange i MEGET lang tid, hvor den står på hængerøvsbukser og store tshirts man låner af manden og ingen makeup…. så bare tag det roligt, du er helt normal, og så er det i øvrigt fint at være en særling, jeg kender og elsker nogle stykker af dem :-)

  8. Hey, lidt sen tak for venligt ord.

    Tror at skoen trykker på mere end bare det med at gå i stå. Det kender de fleste af os jo godt – jeg gør i hvert fald. Og det her er anderledes. Har i hvert fald aldrig prøvet at gå i stå midt mellem to personligheder. Sært ingenmandsland.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s