Undskyld surhed

Undskyld at jeg lød så gnaven over konfirmationer i fredags. Altså, jeg mener hvert et ord og alt det der. Det er mere tonen jeg beklager. Kom vist til at lyde rigtigt mavesur og nu-tværer-jeg-sgu-lige-cigaretten-ud-i-askebægeret-mens-jeg-siger-sandheden-agtig: konfirmationen er en lortefest. Eller sådan kunne det i hvert fald nemt opfattes.

Men nej, er der noget en hashrygende trans med hang til pink og palietter ikke vil være, så er det festdræber. Det er kun det med, at mange af de finpudsede ynglinge siger “ja” til Vor Herre (Pænt ambitiøs titel, forresten) uden at mene det, som jeg ik’ kan lide.

Og der ud over: mon ikke der er masser af unge samfundsborgere der har haft en suveræn dag i dag eller i fredags eller sidste år, som de vil være glade for resten af livet? Og måske endda er der nogen af jer hårdtafprøvede bloglæserer, der har haft jeres helt egen teenager at fejre. Og som osse synes at det var en dejlig dag med store følelser og vild forundring over at pludselig er afkommet – det lille, kære pus der for få år siden duftede af barn og elskede at sove i ske – kommet så langt. Måske fik I endda våde øjne? Og måske endte I med at danse fulde rundt om et bål i haven? Måske kyssede konfirmanden med sin kusine nede ved søen uden at nogen så det? Måske fik farmand sagt lidt om følelser som han ellers ikke får sagt? Måske var det bare hyggeligt og stegen god? …ja, jeg håber absolut det har været en superdag i tusindvis af familier over hele landet.

Men husk nu med dyb alvor at jage dem i kirke på søndag. Bordet fanger jo. :-)

.


Facebook-venner har det sjovere!
Bliv ven på Facebook – d’hyggeligt, vi splejser om lidt snacks og du får besked om nyt på bloggen.


Speak up, damnit!
Hvad tænker du om det du lige har læst? …hold dig ikke tilbage, jeg er virkelig glad for liv og feedback.

Reklamer

6 thoughts on “Undskyld surhed

  1. Du er tilgivet. :-)

    Jeg havde verdens bedste dag da jeg blev konfirmeret. Min far havde haft kræft, men tre dage før blev han erklæret rask. Det er den bedste konfirmationsgave man kan få. Følte det som om Gud havde hørt mig, for jeg havde godt nok bedt meget til ham.

    Nu er far død og det er Ok. Jeg tror heller ikke så stærkt mere, men dengang var jeg helt sikker på at Gud fandtes som en gammel, rar mand i himmelen.

    Kh
    Pia

  2. Jeg syntes det er godt med sure opst¢d, for det kan sætte gang i eftertanken… Men jeg tror ikke at det ændrer ret meget…. en stor del af samfundets borgere (og de unge konfirmander bliver jo nu aktive borgere uden stemmeret, men en interessant k¢be-ret) f¢lger samfundets regler. Og vi danskere er jo kristne (og dermed sagt ikke muslimer) og man h¢rer jo til i samfundet, som består af kammeraternes og forældrenes, bedsteforældrenes, traditionens forventninger – og frem for alt resultatet af denne ret interessante position at være en god målgruppe for diverse indk¢b = gaver.
    At der altid er en undtagelse, bekræfter jo reglen. De der specielle unge, som tager standpunkter og udfordrer til diskussioner, eller dem som er enegænger og alligevel ikke h¢rer til, eller dem som mærker efter i eget sind meget tidligt og formår at stå uden alt vælte under presset – eller netop formår at bestå pga det.
    Sådan var det dengang hos mig.
    Jeg lod mig konfirmere, fordi jeg havde lige fundet et samvær i en baptist-kirke ( jeg var ikke så bevidst, at jeg valgte at blive baptist, men Gud er Gud, Jesus er Jesus og der var noget dejligt ved at h¢re til). Men festen i min forstyrrede familie var et marreridt, og min tro på at der existerede et samvær beskyttet af Gud forduftede meget hurtigt.
    Så meget om bevidst stillingtagen, samfundstraditioner og overbevisning.
    Jeg tror at de unge er lidt for unge til at være bevidste om deres valg… men de har behov for en form for velkomst i de ansvarsfulde rækker.
    Hvordan den proces kan underst¢ttes er nok en anden diskussion – eller?

  3. Arh så sort-hvidt mener jeg nu ikke man altid skal se på det. Det med at enten er man Kristen med hele pakken af kirkeritualer og shit eller også er man bare en religions-hykler. Der er jo nemlig lige et 3. element. Det med de dybtliggende traditioner og trygheden og genkendeligheden. Det er på en måde ret menneskeligt at holde sig til noget der har været sådan “altid” i vores lille familie eller samfund eller land. Uden man derved behøver skal lægge alverdens dødsensseriøse trosbekendelses-ritualer oveni for “elelrs er det bare zåå forkert og uægte og halvhjertet og tzomt (tomt, red.)”. Og således ser jeg intet fordækt i at de unge bliver konfirmeret uden de ellers frekventerer kirken ret ofte eller “har et forhold til Gud og helligånden og alle hans lam”. Synes og mener jeg bare. Som absolut ikke er folkekirkekristen på noget særlig dybt plan heller;o)

  4. Ja… Jo… det er rigtig. Og undertegnede bliver da også fra tid til anden rodet ind i kirkelige ritualer som jeg jo dybest set ikke burde deltage i, hvis jeg skal være så belærende over for andre. Du har ret, der findes selvfølgelig en blød zone. Det med at bordet fanger var også sagt med et glimt i øjet.

  5. jeg VIDSTE bare der ville komme en lille mavesur morfars-bøvs til sidst i dét indlæg- du ka jo ikke dy dig… Det er jo derfor du er så fornøjelig at læse. og tak for 1. Maj-talen. Den ville jeg SÅ gerne ha hørt i virkeligheden – så sku du ha set mig knibe en tåre af lykke over al den rigtighed! Kh lisbeth

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s