Nedtur-bytur-retur

I fredags skulle jeg til en af de sjove queerfester hvor nogen mænd er iført blomstrede kjoler og nogen damer nitter og karseklip og slips, men de fleste af alle køn har alt muligt andet på. Hvor man engang i et hjørne kunne se en muskuløs bodybuilder posere nøgen med hård biceps, stram brystkasse, sixpack og hår på kussen. Og en anden gang opleve mellemøstlige bøsser danse mavedans i flok og kysse om kap.

Men optakten først: Stod i styrhuset. Havde tøjkrise. Trans-style. På benene nye, sorte, ultra-stretch gamache-agtige bukser med pangfarvede blomster all over. Og er du sindssyg en lækker røv jeg fik i dem, så de SKULLE bruges – godt man har lange stænger. På overkroppen prøvede jeg derefter alt fra tykt læder til gennemsigtigt chiffon. Intet virkede og tøjet hobede sig op i bunker omkring mig. Forsøgte desuden også at få styr på tilbehøret samtidigt, så på den ene fod var en knæhøj militærstøvle, på den anden en sort stiletsko. På den ene arm et læderarmbånd med indbygget sado-lås og på den anden et pink plastikur og falske perler. Læg dertil et begyndende fuldskæg midt i fjæset. Ja, indrømmet. Lignede et mareridt udtænk af skizo-stylist et sted mellem Barbie, Rammstein og Hausgaard.

Og tiden gik og festen var allerede i gang inde i byen. Panik. Men endeligt kom der styr på det. Endte nytrimmet i sorte stiletstøvler, grams-på-mig-bukserne og en ålestram, glat, ultrafemi, sort læderjakke, garneret med bling-bling.

Helskindet frem, igennem rygerflokken, ind til en drink og så scanne danseflokken. Måske 150 mennesker i den gamle stald, ikke så få i vilde outfits. Ikke mindst de to labre, tårnhøje transer der kunne antænde de flestes våde sokker. Dog var en skudt forbi i sit i sit look, selvom alt principielt er tilladt, for han passede mere til en trediver-fest eller som kæk dreng i en old-school musical: Velproportioneret fyr på 25-30 år i kraftige mørkebrune fløjlsbukser med store lommer, mørke-gråblå flonelsskjorte med opsmøgede ærmer, seler og sixpence ovenpå på kort gyldent hår. Sådan lidt en Kurt Cobain som all-american arbejder. Så altså ret godt ud og kunne nok gøre mange lidt bløde i trussen – bare ikke meget queer eller natklub over ham. Men hov, hvad var det? Et par tykke, kunstige øjenvipper? Alt fik ny betydning. Det kalder jeg sgu rettidig omhu.

…Nå, hvad folk har på er deres egen sag, så frem til pointen, som desværre er skidt: at det ikke gik den aften. Kendte ingen og kunne ikke fald i hak. Blev der ikke så længe, for savnede en at være tæt med midt i festen. Til at snakke med midt i larmen og til at være den man skulle køre hjem sammen med. Måske stod han eller hun to meter fra mig derinde, men at snakke fremmede mennesker op har aldrig været en spidskompetence.

Trak på skulderne, drak ud og gik ud, tændte smøg, tæmmede jernhest og trillede hjem. Til en båd der var halvt sm-klub, halvt Hello Kitty, halvt ubetalte regninger. Hmpf, så meget bøvl for så lidt, hva’ Karl Smart? Eneste udbytte var en understregning af, at jeg savner en kæreste. (Men altså, med ovenstående outfit in mente, er det ret svært at skrive en datingprofil.)

…så jeg kiggede på bunken og vendte om i styrhuset, trillede ind ad broen igen og ud på den store fælled tæt på havnen. Skældte undervejs mig selv ud for ikke i det mindste at havde PRØVET at falde i snak med nogen. Hang lidt på cyklen og gloede på naturen i natten. Tog så de åndssvage støvler af, tændte en smøg og gik en barfodstur i det dyngvåde, kolde græs under fuldmånen og med udsigt til blankt vand. For det hjælper altid at peppe singlelivets ensomhed op med lidt excentrisk elegance, kun til ære for sig selv. Så har man da fået det ud af det. Og desuden feder/koster en smøg + vådt græs mindre end Ben & Jerrys. Sad så på ladet af cyklen og lod fødderne tørre en smule. Overvejede at køre tilbage til den glade fest der stadig var i gang et par kilometer væk. Men nej, drik ikke ud i den samme bar to gange, som romerne sagde.

Siden da har jeg ikke lavet en skid. I dag er det onsdag. Burde alt muligt. Men glor og glor. Hvorfor? For en måned siden skrev transen at hun var glad og iført neglelak døgnet rundt. Så var Berlinerlivet selve lykkens port. Så gik der kun et par uger, og så var han pludselig gået i stå. Og nu klynker jeg om ensomhed og kærestemangel. Og det er bare den smule jeg har delt med jer. Hvad samleje sker der? A-haaa, det hedder “humørsvingninger”. Almindelige eftervirkninger af en nedtur, siger du? Hvad er nu det for noget gammelsurt pis?

.


Fra samme pøl: Berlin 3: valget er mit – desværre + Perfekt bytur
Bliv fb-ven med en trans:  følg med på Facebook og få besked når der er nyt

Advertisements

8 thoughts on “Nedtur-bytur-retur

  1. Hvor ville jeg ønske det har var en fotoblog….

    Dernæst, sådan tror jeg livet bare er engang i mellem. Øvelsen er at finde ro i at det er der, du er ligenu. Men damn, for pokker, hvor er det svært. Ved sgu ikke hvad man gør.

    L

  2. Det er ikke ynkeligt at savne en kæreste – slet ikke når det er forår. Når man går og savner, ser det lige pludselig ud til at alle andre i gadebilledet går hånd i hånd, hvis man ønsker sig barn, ser alle andre (kvinder for det meste) gravide ud. Når man er ledig ser alle ud til at haste på job (i fantasien, er det som regel et fedt job) etc. Det er meget tydligere om foråret/sommeren fordi vi alle er mere ude. Desuden er det fedt at være to – det ved du jo i forvejen.

    Måske var du ikke i humør til at være den opsøgende i fredags – men jeg ved, at du kan. Du kan jo få alle til at føle, at de fortæller/er noget fedt og specielt. Jeg synes, at det er modigt at dele en morgentur i koldt, vådt græs med os, og på den måde udstille sig selv.

    Tænk, at du har fået en lækker røv, i gymnasiet havde du ingen – overhovedet! Din nuværende stilstand bliver ikke ved – I know.

  3. Men at savne, det er godt, og kan gøre det hele så meget bedre..

    Og alt godt kommer til den der venter ;)

    Ps : fik jeg sagt go blog ;)

  4. Hej Jacob. Har du læst artiklen om transen Pia i Q? Ellers prøv at tjekke den ud. Godt med fokus på dette tabubelagte og ømfindige emne. Jeg synes altid, at det er interessant og en øjenåbner at læse om minoriteter, og hvor svært det er at passe ind i vores samfund. Jeg tager altså så meget hatten af for jeres mod til at stå frem og udleve jeres inderste drøm. Det nemmeste ville jo bare være at lade være, men så ender man jo som et ulykkeligt menneske. Du er sej og skriver hulens godt. Det var bare det, jeg ville sige. Godnat herfra

  5. Ingen trøst at alle har vi været, er eller kommer der fra tid til anden. Det gør ondt – men fantastisk observans og evne til at mæke hvor du er og virkelig ‘blive’ i følelsen. Beskrive den. Dyrke den. For uden den evne, kan man vel heller ikke mærke de tusind små bobler, svimmelhed og hjertebanken som er på den anden side når vippen tipper op igen ligepludselig – når du mindst venter det.;-) Tanker og tak for unikke observationer og gode beskrivelser!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s