Sam-fund

Vi ved godt at død og ulykke kan ramme os alle. Men det er nærmest lige så svært at forstå som universets uendelighed, at vores allernærmeste kan miste livet helt uden varsel, omend meget mere iskoldt forfærdeligt at tænke på. I går læste jeg ret tilfældigt lille stump af en kvindes beretning om tabet af sine to teenagebørn, der omkom i en trafikulykke. Lige nøjagtig den stump der beskriver timerne omkring ulykken, fra hun ikke kan forstå hvor børnene bliver af, over politimandens sorte budskab til turen på hospitalet for at se deres lig.

Det er i sandhed en tung historie, og bare at fortælle om den balancerer på følelsespornoens skarpe æg.

Men ud over den knugende kerne, var der en lille flok detaljer som jeg bed mærke i. Flere gange fortæller hun hvorledes de to politimænd hjælper hende med praktikken. Første gang da de griber hende i entreen fordi benene giver efter, og ellers med “bare” at være der. Faktisk bruger de to-tre timer eller mere på at være tålmodigt tilstede og køre lidt frem og tilbage. På ingen måder strengt nødvendigt, men vi kan vidst godt alle se fornuften alligevel.

Og på sygehuset er de to lig gjort pæne. Hun ser at hendes søn har haft blødninger ud af både øre, næse og mund, men at han er gjort så ren og pæn som muligt bagefter. Et ukendt menneske har – for nu at være helt konkret – vasket størknet blod af en død menneskekrop for de efterladtes skyld. Og så lover personalet at de to søskende, bror og søster, vil blive ved at ligge ved siden af hinanden, fordi det betyder meget for deres mor.

Well, det er ikke hverdagens helte jeg vil hylde her, selvom det er fristende. Men derimod det samfund vi har skabt. At betjentene får løn for afdæmpet og uden hastværk at være der for en knust mor, og at hospitalets rutiner og praksis som en selvfølgelighed også rummer en ærefuld overgang fra liv til død, og dermed en dyb respekt for de efterladte.

Det er bare IKKE en selvfølgelighed. På ingen måde. Se ud i verden og erkend. Det er resultatet af mange, mange års arbejde på at skabe et menneskeligt samfund. Og dermed en udmøntning af velfærdstanken når den er allerbedst. Der findes ikke en stor nok like-knap.

.

.


Bliv fb-ven med en trans:  følg med på Facebook og få besked når der er nyt

Reklamer

6 thoughts on “Sam-fund

  1. Helt enig!!! For det er de små ting, der gør os til hele mennesker.
    Hav den dejligste torsdag i denne uge!!

  2. Smuk reflektion der.
    Jeg arbejder selv på et sygehus, hvor der dør mennesker dagligt( yngre og gamle) og det er magtpåliggende for mig ingen dør alene, får en værdig afsked, og bliver respektfuldt gjort i stand. Det er normal praksis (der hvor jeg arbejder!) at have respekt for den afdøde, og derfor tales der også til den afdøde imens vi gør ham/hende, som vi ville gøre hvis personen var i live.

  3. Hvad ville et samfund være, hvis vi ikke mere tager os af den næste, som lider i vores nærhed?
    Desværre er vi nok ved at blive overmandet af for meget n¢d i den store verden, og vi syntes at være magtesl¢se når n¢den banker på i nærheden.
    Men netop her har du bemærket, at vi med lidt opmærksomhed og respekt kan underst¢tte og være tilstede, hjælpe, ved ikke at lade den lidende være alene.
    Jeg håber, at vi aldrig glemmer det, men i stedet agter og bevarer vores mulighed for at være der for hinanden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s