Tak er kun…

Hold da kajkage for en masse søde tilråb. Der er før blevet heppet, men i går var sgu overvældende alligevel.  Godt nok tænkte jeg at mange ville gi’ en virtuel krammer, for der er altid glæde når folk kommer i mål på den ene eller anden måde, især fra dem der har heppet og holdt øje.

Men alligevel… Altså… Åhh… Piv… Og tak. Hvis I ikke siger det til nogen, så ja, der løb en tåre.

Og fordi et stort skridt blev taget da jeg i weekenden gik rundt og var stolt i mit feminine look, så virkede det rigtigt at fortsætte med de store armbevægelser, også på Nettet. At holde fast i noget “Pride” og se verden i øjnene som Jacobine. Så derfor røg de gode nyheder også ud på min helt almindelige, gode gamle helt private og noget forsømte FB-profil.

De fleste derovre har godt nok længe vidst at jeg gik til søndagstrans, men meget snak har der ikke være om det. Det kom der sgu nu. Fra alle kanter og så gennemført dejligt. Et eneste “like” eller hjerte eller tilråb mere, og jeg havde sunget noget virkeligt smukt fra Jodle Birges sangskat. I falset. Mine venner er the shit. Flere tårer stod i kø.

Yup, det var en vild dag i går. Føltes lidt som at have krydset et eller andet ukendt, hajfyldt farvand, komme forpustet frem til klipperne på en fremmed kyst, kravlet udmattet op. Og så – bang! – er der konfetti og pindemadder og blitzlys og ingen tvivl at spore: tossen gjorde det! Se selv, hun står lige der!

I eftermiddags sket der også noget, for en god og klog ven ringede til mig. Hun er blæst for fordomme, men hun er også en smule konservativ. Privatsfæren er vigtig for hende. “Hvor banker du dig selv sådan ud over det hele?”, spurgte hun. Ikke anklagende, men fordi hun ville høre et fornuftigt svar. “Må jeg ikke lige ringe til dig om et kvarter?” svarede jeg.

Selvfølgelig kendte jeg det godt, svaret. Havde bare glemt det.

Det er fordi jeg er – eller i hvert fald var – vred. Vred over at jeg skal føle mig så forkert og bange. Men til alt held havde jeg en ide om, at den bedste både at transformere vreden til noget brugbart måtte være at stå helt frem. Ja, selvfølgelig er det med en undertone af desperation. For det ER kraftædemig en nederen ting at være mandlig trans. Og ja, man risikerer nemt at komme til at lugte af reality-tv når man råber sine private tanker ud. Men gevinsten overskygger det totalt. At bruge sin vrede og angst til at bane vejen – både for sig selv og andre – er at vinde big fucking time over lortet. Ha! Got Ya!

Vrede og angst transformeret til Stolthed. Jeg lover jer, det er mental recycling der gør en glad i låget. Men det kræver nogen der ser og anerkender stoltheden. Tak for det.

Reklamer

6 thoughts on “Tak er kun…

  1. Jacobine….Du er et fantastisk MENNESKE….Er da skråt ligeglad med hvad tøj du har på….Det er det inde bag klunset det handler om og se, dét er stor stor karat….

  2. “Et eneste “like” eller hjerte eller tilråb mere, og jeg havde sunget noget virkeligt smukt fra Jodle Birges sangskat. I falset. Mine venner er the shit. Flere tårer stod i kø.”

    Så, jeg har lige like’t på facebook – så kan du godt komme forbi og synge Jodle Birge schlagere.

  3. Apropos det der med reality – jeg hader lortet og kunne ikke drømme om at se nogle af hverken “Paradise” og “Linse og en homo”, jeg så faktisk ikke engang Fangerne på Fortet dengang det var der, og har det endda svært med Bonderøven, nå men at dette for at sige, at jeg ikke synes du er spor “se mig reality”. Du er ægte og som du selv siger vil du ses, fordi du også kæmper en ideologisk kamp (uh det lyder måske lidt for stort, men det er det jo faktisk også) som har brug for et skulderklap og som jeg fuldt ud kan støtte op om, og derfor (og pga dit fantastiske sprog) har jeg fulgt dig hele vejen fra Maren – så knep Janteloven og se at komme derud, hvor du gør en forskel :-)

  4. Spørgsmålet til din veninde kunne være, hvorfor du skulle lade være? Uden vrede eller fordømmelse, men af nysgerrighed? Ligesom det sikkert undrer mange, at du og jeg og andre blottere (ja ja, bloggere) har lyst til/brug for at dele så meget af vores indre med fremmede, ja lige så meget undrer det mig, at så mange mennesker har lyst til/brug for at holde kortene tæt til kroppen. Vi vil jo gerne fordomme til livs. Vi vil gerne et åbent samfund med respekt hele linjen rundt. Vi vil så meget. Men vi tør så lidt, for der er dælme ingen der skal se, den grimhed/forvirring /angst man går rundt med.
    Jeg er med dig hele vejen; nogle skal jo åbne for godeposen og fortælle om de tanker, der følger med fx angst, stress, at være trans, at være aleneforælder, at være syg,…. you name it. Tag nu bare stress. Det er enormt udbredt, men den almene viden om det er stadig psykopat lille. For der er ikke nok, der deler deres oplevelser. Og så kan man sgu ikke forvente, andre kan forstå det……
    Så halleluja for at du tør forandre verden med din åbenhed.

    1. Tak. Og jeps, det er for hulan meningen med udbasuneringerne at vi kommer lidt videre hver gang.

      Frygten for reality-grøften er seføli at der netop ikke er noget reelt brugbart i det man skriver. At det bare er “se mig lir”. Kan være svært at gennemskue, synes jeg.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s