Smil

I dag har jeg smilet så meget at det nu til aften gør ondt i kinderne. Ikke noget pis, d’rigtigt.

Det startede med at jeg ikke kunne sove i nat. Og først efter en timelang brydekamp med dynen gik det langsomt op for mig: jeg er sgu ved at nå i mål. Jeg er ikke nær så bange. Frygter ikke fremtiden. Glæder mig faktisk til at komme videre, som Jacobine.

I sidste uge sprang jeg jo ud en gang til. Det var vel en slags “konfirmation”, hvor jeg i et balstyrisk overload af Pride stod ved den sære påstand, som har været fremme i et års tid: jeg er trans. Også i den rigtigt verden, og ikke bare til skjulte fester. Og siden “konfirmationen” er jeg bare blevet gladere og gladere. Alle – som i ALLE – der overhovedet betyder noget for mig ved det nu. Og de ved at jeg mener det, ikke mindst. Og de har alle været voldsomt søde. Det er optur der river i tårekanalerne, er det.

Og det var altså tanken om konsekvenserne af al den optur, som ramte mig i nat. Det er nu, du! Var nærmest som om der blev tændt et neonskilt lige over knolden på mig: “GENFØDT”. Ja, det lyder melodramatisk. Men der ER vel punkter i livet hvor de højstemte kort gerne må spilles, og jeg synes i nat var et af dem.

Så tog Pokker ved den spæde trans. Sprang op og skænkede mig en smøg uden filter og tændt en stor rom, og tænkte på hvor fedt det bliver at gå rundt og være mig. Forestiller mig at det bliver et flot syn, for jeg ser jo mig selv indefra, uden skægget og de brede skuldre og de store fødder. Og herindefra jeg ser en som er fiks og glad og velklædt og stolt. Det glæder jeg mig til og det var temaet for den spontane fest. Så kom bedstehavnevennen forbi, og jeg fortalte ham uden omsvøb at et skarpt hjørne var rundet. Han bad fornuftigt nok om rom og vi ævlede til lyset kom tilbage på himlen.

Og så var det altså at jeg – Jacobine – vågnede i morges efter får timers søvn. Med et smil der satme ikke vil gå væk hele dagen. Prøvede med lidt stress på freelance-jobbet. Ingen reaktion. Så en pinlig konstatering af at jeg vidst lugtede lidt af sved. Stadig smil på. Så gloede jeg i spejlet på arbejdspladsens toilet, for det skæggede mandeansigt plejer at få mig ned på jorden. Ikke at jeg hader mit udseende, men det er unægteligt 100 pct. mand-på-40-agtigt, så derfor minder mig eget fjæs mig ubønhørligt om trans-udfordringen. Men jeg smilede sgu da bare til mig selv, gjorde jeg. Fucking stædigt smil, der.

Så nu har jeg ondt i kinderne. Seriøst. Men hellere det end fodvorter.

Advertisements

8 thoughts on “Smil

  1. SÅDANNNNNNNNNNN DÉR! Fulgt dig fra de første spæde blogskridt henne hos Maren og til nu. Fra tid til anden heppet når der skulle heppes. Hele tiden vidst at du ville nå i mål. Jo det har jeg. Udfra alt hvad du har delt med os. Ved sgu da godt jeg ikke kender dig i virkeligheden. Men det sælsomme ved blogging er jo at man alligevel kan få fascinerende indsigt i andres person-univers på måder som kun blog-mediet gør det muligt (kræver blot et skvæt ærlighed fra den der blogger. Og daaaar vil jeg da mene du er ret godt kørende). Smil fra mig.

  2. Sådan vil jeg da totalt tænke og gøre når jeg om få uger skal gennem lidt af et feminint mareridt: at ofre alt håret til kemo! Så du kan altså sagtens fungere som inspirator for alle mulige kvinde-typer…ikke kun dem der er født som mænd :-) jeg hepper fortsat på jacobine når hun skridter broen af i stiletter og tyl og hva har vi! Kh lisbeth

    1. For Helvede da osse, Lisbeth! Jeg har jo set at du har fået brystkræft. Røv.

      Og jeg har tænkt over hvor vildt det er, at man kan være bekymret og ked på vegne af nogen man kun har mødt på Nettet. Pønser faktisk på at lave et indlæg om hvad blogging osse kan, fordi det har være noget af en overraskelse. Så det selv som en navlepillercentral uden værditilvækst. Not so.

      Når du bliver rask – og det er den eneste brugbare tanke, det ved jeg af erfaring – så skal vi sgu mødes til mere end bare en gæstelærertime.

      Forresten, et banalt men godt råd der ikke står i alle pjecerne: når du og din familie for brug for hjælp i hverdagen – og det gør I hvis der også skal være et strejf af overskud – så bed dine hjælpere om selv at koordinere og tænke. At købe ind uden at blive bedt om det. At komme med tre gode gange aftensmad i beholdere, at skovle sneen osv. For det er RIGELIGT at være projektleder i sin egen sygdom.

      Knus herfra til en kommende med-skaldepande.

  3. JA, vi skal klart mødes til BÅDE gæstelærertime og snak om alt muligt andet vigtigt – livet generelt og blogging specifikt f.eks. Jeg er helt enig med dig mht blogland og den uventede værditilvækst – og glæder mig til at læse dit indlæg om det – hvis ikke jeg stjæler ideen og skriver det først ;-) Og tak for det gode, og ikke i mine øjne særligt banale, råd – jeg har allerede mærket hvor hårdt det egentlig er at vende tilbage på alle folks velmenende og kærlige “sig til hvis der er noget vi kan gøre”-tilkendegivelser. Det bedste er dem der bare GØR – kommer forbi, gider lave kaffen selv, ringer igen og igen – og finder sig i at jeg ikke orker at tage telefonen hver gang… De mennesker er guld for sådan en Kemo-Kusse som mig! Vi høres så meget ved! KH Lisbeth

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s