Vaskeråd til transer

Hvis jeg for bare få år siden havde fået at vide at jeg ville ha’ en blog hvor fremmede skrev nedenstående om mit undertøj, så…

Jeg synes 95 grader er lige lovlig hårdkogt. Hvis du stadig vil have noget behageligt stof, så er der altså meget der holder godt og er dejligt at gå med men som max tåler 40 grader…. Men ellers super fin undertrøje, jeg synes den er tilpas tøset og sporty og ikke for overdrevet sexy og damet til dig :-)

…så …så …så ville jeg nok være sprunget ud som trans noget før. Det er jo for sejt. Og rart at blive taget alvorligt med noget der også er komplet fjollet.

Og til Anne: “ikke overdrevet sexy” læser jeg straks som “lige tilpas sexy”. Og tak for at give gode råd, for I født-som-damer-typer ved mærkeligt nok mere om alle de dyre dimser og sære cremer og vidunderlige tekstiler. Men bare rolig: de 95 grader var kun en test af de forskellige typer klude inden jeg køber 10 af hver slags til fucked op overpris bare fordi der ikke er lavet plads til bryster, men til gengæld til – øøøhh – mandens forplantningsorganer. Kan de overleve at blive kogt som kartofler, så klarer de nok også 100 ture på 40.  Trusserne, dat is.

Har forresten også købt to fede par sko med halvhøje hæle. Måske lidt kedelige på en almindelig dame, men på en mandefod så cool, at jeg taler som Prince bare jeg ser dem. (Hvad siger du, Anne, skal jeg droppe at kogevaske dem, så?)

13 thoughts on “Vaskeråd til transer

  1. (Ja, jeg er så ikke dén Anne)
    Fede sko med halvhøje hæle – hey, dem vil vi da osse se billeder af, tak :-) Bare når du er klar, ikk’.

    1. Det jo det! Hvorfor har jeg ikke set det før?!?! En modeblog for transer! Med mig som eneste model! Nu rykker det.

  2. Har verdens fineste blå blondetrusser fra Sonia Rykiel liggende, som jeg aldrig har brugt. De gør bare ikke noget godt for min figur. Hvis du vil have dem er de dine. Send mig din adresse, så sender jeg dem til dig. De har elastik i benene, så forstiller mig de kan holde “pakken” indenbords. Str L/42

    Ps – sassy med de der Prince-hæle!

    1. Komplet lolleren! Hvis jeg for et par år siden havde vidst at jeg skulle få tilbudt blondetrusser via blogvenner, så… Forrygende. Og mega-tak for både tilbud og dagens optur.

      Synes det er lidt udfordrende, men på den anden side, hvorfor ikke? Og det er endnu et nyt dameaspekt jeg lige skal lære: man bytter jo tøj.

      Ku’ jeg lokke dig til at skrive til hamderjakob@gmail.com? For adresseudveksling og sådan.

      1. ‘så lidt. Ja vi låner og bytter gerne. Normalvis ikke undertøj, men de ER altså aldrig blevet brugt. Og de er drønflotte. Sender dig en mail.

  3. Så var jeg jo lige hende den kedelige, der MÅ kommentere og bemærke til dig og alle de andre, at det altså er vildt uhygiejnisk ikke at vaske sine trusser på minimum 60 grader… Hos mig holder blonderne så lidt kortere, men sådan må det være…
    Over and out – og god vind (og røv) med projektet ;)

    1. Så, NU bliver den stakkels trans forvirret. Nogen siger 30 ovre på FB, jeg sagde 40 (mest for at sige noget) og nu siger du 60.

      Nogen links fra en officiel myndighed, anyone? Hygiejnestyrelsen eller hvad det hedder.

      1. Ingen links. Men stof som bliver ekstra udsat for bakterier bør som minimum vaskes på 60 grader jævnligt. Det gælder strømper, viskestykker og underbukser for eksempel. Det er ikke farligt at lade væee, men kan give lugt og skjolder og det er ikke så læks. Klude og tøj med blod, afføring eller opkast skal koges.

  4. Jeg er så den stolte Anne som er fremhævet i dit indlæg – hvis nogen havde fortalt mig for bare få år siden, at jeg ville blive stolt over at have givet vaskeråd til en fremmed trans på en blog, så ville jeg….. i hvert fald have sendt dem et mærkeligt blik :-) men altså, sagen er den at du i den grad har ændret mit syn på mænd i kvindetøj. Ikke fordi det er noget jeg har tænkt synederligt over før, andet end “fred med det”, men jeg har bare aldrig anet, hvor meget frustration, nervøsitet og selvransagelse (og hvor lidt det har at gøre med sex) der lå bag, så jeg har virkelig fået (synes jeg) et helt andet syn på sagen, sådan en slags “sejt gået” og “hvor modigt” når jeg ser en trans. – og tilbage til vaskerådene; jeg er helt med på at en anden generation ville have sagt, at det var klamt og uhygiejnisk at vaske på 30 grader, MEN som en anden på FB nævner, så er de enzymer de putter i koldvandsvaskepulver nok til at dræbe, hvad dræbes skal i underhylerne (når de er taget af), så det er mest et udseendes og følelsesmæssigt spørgsmål om du vil vaske på 60 grader (og ja der skal 60 grader til sengetøjet stadigvæk, men det er pga husstøvmiderne, som jeg ikke går ud fra trives i dine underbukser). Jeg har sat mig meget ind i emnet, fordi jeg har allergi og fordi jeg har OCD hvad angår vask. Alt andet i mit liv er noget rod, men ikke mit vasketøj :-)

Skriv et svar til Anne Annuller svar