Tvivl & Undskyld

På en måde har jeg lyst til at sige undskyld. For at være hysterisk og opgivende. Undskyld.

Og nu et lille pip om hvorfor.

Min spring-ud-som-trans-på-en-blog-rejse havde lige fra starten et eneste mål: jeg ville prøve at give den sære, ofte misforståede snak om transer og kønsblanding et “folkeligt gennembrud”. Ville stå frem og pifte frygt-og-fordoms-ballonen med nålen på min broche og et koket lille smil.

Så jeg kastede mig ud i det, som du ved. Og har nydt det. Og er blevet mere og mere stolt. Og har været skide glad for at have nogen – dig jo, fx – at fortælle om alt det nye og spændende og angstprovokerende. Men i løbet af forgangne uge gik det op for mig, at jeg er alt for langt fra at nå mit mål. Jo, jeg har en blog som jeg holder af at skrive på. Men den skrumper jo, for Gods sake. Og selvom du og 3-4-500 andre stadigt læser med, så var det ikke dét,  jeg mente med et “folkelige gennembrud”. Realistisk set er vi en eksklusiv klub og selvom det er rart, så hjælper eksklusiviteten hverken trans-sagen eller mig, sagde egoisten. Og ikke nok med det. Siden den stor stolthedsrus i sensommeren, hvor jeg sgu gik rundt på Vesterbro i nederdel som om jeg slet ikke var bange, så er hverdagen blevet til cowboysbukser og hættetrøje igen. Skuffende.

Så jeg blev så skide sur på mig selv, både over manglende indsats på bloggen og IRL. Fik den der pisse nederen følelse, som kan vælde op i en når der er noget man ikke kan finde ud af. Fik den også da jeg var 10 år og bare ikke fattede et eller andet åndssvagt regnestykke. Kunne tude-skrige af raseri. En vrede fyldt med afmagt og alt for nær på selvhad. Den kommer når man giver op, fordi man ikke tør eller føler sig presset eller forkert, selvom man inderst inde ved, at man godt kan. Tror de fleste kender den alt for godt. Æv.

Jeg prøvede altså, men turde og orkede ikke. Og så gav jeg op. Det føles usselt og slapt. Men det er dog også en lettelse, fordi der jo SKAL en justering til. Jeg vil – som allerede sagt – ikke kun snakke transeri med alle jer som er skidesøde og allerede er med på acceptvognen. Jeg vil blive ved med at møde – om ikke andet via skærmen – nye mennesker som endnu ikke har tænkt trans-tanken. Dem, som når de møder mig og min historie forhåbentligt kan se, at vi der er kønsblandede trods alt ikke er helt idioter. At vores eksistens på gader og stræder og i børnehaver vel er et røvsundt bevis på at vi har et frit land.

Men hvis det skal ske, så er det ensbetydende med at jeg skal arbejde for at gøre mig selv kendt. Ellers kan de jo ikke finde mig, alle dem jeg gerne vil møde. Fy for en muggen narcissist-snaps! Det huer hverken Jakob, Jacobine, Transen eller mig at skulle være selvpromoverende. Og bare når jeg skriver om det, så kan jeg mærke svaret: tak, men nej tak. Der er linselus nok i denne tid.

Så nu skrider transen til Californien og kører rundt i en Dodge med flammer på siderne. Måske sender jeg en hilsen. Og når jeg komme hjem, så er valget taget. Så får du enten et sidste farveller og jeg nyder at være mig selv i nye, men private, klæder. Eller også går vi all in. Også dig, hvis du vil. For så vil jeg Satanhakkemig på TV og i bladene med skæg og nederdel og et kæmpe smil. Og ud og holde foredrag i fine sko og på arbejde med neglelak og op på mors hat. Enten nyder jeg livet i privatens fred eller også træder jeg rigtigt frem. Ikke det her midt-i-mellem-pisseviskeri.

Men jeg kan ikke gøre sidstnævnte alene, hvis det er. Har brug for hjælp til at komme ud over rampen, fortælle historien og vise ufarligheden. Har brug for dig hvis du er lærer eller den slags, og det er i din magt og lyst at hyre en trans til et foredrag. Har brug for dig hvis du kan sprede ordet på Nettet. Har brug for dig hvis du arbejder med medier og måske kunne lave en historie om køns-revolutionen (den kommer, bare vent og se!). Har brug for dig hvis du har ti venner du tror vil blive gode jacobine-venner. Har brug for dig hvis du opdager noget som vi alle bør vide, godt eller skidt. Hvis altså du gider, seføli.

…G-sus! Nu får jeg alligevel lyst til at stå frem for alvor, selvom tanken lige før var ubehagelig. Tvivl! Gyngende grund! Ukendt fremtid! Ubehag ved at kvitte og ubehag ved at stå frem! Frustrationen er total.

Hmm, ikke andet at gøre end at køre ud til The Joshua Tree og tænke lidt over sagerne. Hvis jeg sender et vinke-billede derfra i nederdel og stiletter, så ved I hvad klokken er slået.

Advertisements

19 thoughts on “Tvivl & Undskyld

  1. Uh, du skal fanme frem i verden med kjole, skæg og høje hæle! Jeg hjælper gerne, for du er kommet for langt til bare at give op. Selvfølgelig skal der kæmpes for det, det er utopisk at tro, en blog alene kan gøre det, men det er altså en god start!! Jeg har måske 150 læsere på min blog- det er ingenting ved siden af dit antal. Men så længe der er læsere, giver det mening!! Du har et budskab! Og ærlighed kan der kun blive for lidt af. Jeg hepper videre! God tur til the States! Nyd det, for pokker. Saml energi og kom tilbage i kampen, tak.

  2. Kære Jakobine,

    Halleluja for at du kan genkende og afmontere skrækken, og lede efter dit valg med et klart sind.
    Du har flyttet på min forståelse for transer. TAK!

    Malene

    1. Det er også noget rod at det ene er med C og det andet med K. Men i disse numerologitider er det dog alligevel ok.

  3. Ja – du må endeligt ikke give op. Jeg er selv en af dem, der hver eneste dag eksponerer mig selv for at vise at transkønnede findes og at de faktisk kan være helt fornuftige mennesker. Vi har brug for at du er med i kampen for at skabe accept om dem der er anderledes. Så ikke mere tvivleri – fuld skru frem og ud i verden med dig som den person du gerne vil vise frem. Ikke alene gør du så noget godt i en god sags tjeneste – men du vil også opleve et kæmpe boost af dit personlige mod og selvtillid. At være anderledes og være stolt af det, er en fantastisk form for personligheds udvikling!

    1. Hej Madi

      Du er sej! Og tak. Det er nu ikke fordi jeg regner med at lægge mig selv på hylden (den kvindelige del, altså). Mere om det skal foregå i spotlight eller bare i privaten.

  4. Jeg melder mig gerne i kampen og gransker mit bagland for ideer til du igen har fødderne på dansk jord, forhåbentligt stolt i høje hæle :) Go tur…

  5. Hej :)
    Jeg melder mig gerne ind i kampen til at kæmpe for “folkeligt gennembrud”. Så hvis vi skal hoppe på tv med stiletter og kjole så er jeg med ;)

    God tur :)

    1. :-)

      Det kunne sagtens være. Kommer jo meget an på hvad sammenhængen er, men pas på, måske ringer jeg en dag på med et tv-hold i ryggen. Det er jo så moderne.

  6. Tak for en god og oplysende blog. Du har rykket ved min forståelse – og det selvom jeg ellers altid har været såkaldt frisindet. Jeg ville til hver en tid forsvare folks ret til at klæde sig som de vil – men først nu FORSTÅR jeg din (og andres) kamp.
    Jeg vil desuden lige pointere at 3-4-500 læsere ikke kun er det – altså 3-4-500 læsere, men også skaber ringe i vandet. Du har i hvert fald plantet et frø af forståelse i dine læsere, som forhåbentlig vokser med tiden. Og smitter.
    Men du skal selvfølgelig ha’ dig selv med i det du gør. Al respekt herfra og tak for en god blog.

  7. Jakob, vi har stadig en aftale om at du skal holde foredrag for mine elever engang i fremtiden – når du er tilbage fra det der udland og jeg igen har hår! Go tur fra lisbeth

  8. Det med en tænketur lyder som en rigtig god ide. For der er jo ikke så meget ved at stå frem, hvis det ikke er det du inderst inde har lyst til.
    Med det sagt, så vil jeg hjertens gerne hjælpe alt det jeg kan hvis det kommer til det. Jeg har tænkt mig at dele din blog på FB, og ellers fortæller jeg allerede om den til højre og ventre. Men ak, meget mere kan jeg ikke gøre. Jeg er blot en sølle studerende (som dog har tænkt sig at undersøge mulighederne for transe-foredrag og andet, i div. studenterforeninger), men hvis du får brug for noget, så sig endelig til.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s