De er skøre, de amerikanere

Vendhjemt. Og det er OK og samtidigt mærkeligt. For det var en rigtig lille rejse, jeg fik lov at være på. Ikke bare en ferie. Og jeg blev skide forelsket i det tossede land med den vidunderlig natur og i al almindelighed søde og venlige beboere.

Der var den gale, halv-rasta-yo-dude-fyr, der havde vagten på det lille, alternative biludlejningsfirma i Los Angeles. Siddende i et lidt nusset kontor, der nok engang var butikslokalet i en bygning af mindre-bil-forhandler-typen. Ret stort rum med store vinduer, lavloftet, udstyret med et par skriveborde, grønt gulvtæppe, en sofagruppe, nogle støvede palmer og reoler med rod. Det var varmt og midt på dagen, og som noget af det første informerede han os om, at han havde tømmermænd (på en onsdag), hvorefter den næste halve times kontrakt-skrivning og indførsel i bilens mekaniske dele blev garneret med utroligt mange vandede vittigheder og finter. Af typen hvor han for showets skyld bagtaler chefen på det groveste, men til sidst afslører, at manden sidder inde ved siden af og kan høre det hele. Ta-daaaaa og brmmmm-tish. Men det var faktisk ret sjovt og hyggeligt at leje bil der.

Så til Halloween på bunden af Death Valley, hvor vi sad i den lune, sorte aften ude på patio’en foran den tåleligt nostalgisk-kunstige “49’er Saloon”, som er en del af et lille resort med småhytter, golfbane-biler, western-souvenirer-købmands-campinggas-turistbiks og eget postkontor. Eneste bar i oasen og derfor der hvor høj og lav mødes, for hvad skulle de ellers? Og den gas-drevne ild i det falske bålsted lunede os mens vi sad mageligt på den rundede sofa. Der var lidt koloni-stil over det, der under stjerner og palmer med beostære, fjerne bjerg-silhuetter og syngende insekter. Både inde og ude var der fyldt med stedets ansatte, der holdt en god fest som hekse, supermænd, Døden og et enkelt geni med et dækket bord om halsen. Vi så på i behørig afstand og lidt for os selv, men så – ud af halvmørket inde ved huskanten – kom en fin-fin klawn. I rød glimmer-sparkedragt, med stor krave, og godt med sminke i kajen. Anslået alder: 75. Mindst. Som vi faldt i lang snak med. Han var sgu gæst og ikke ansat, og alligevel klædt ud. Canadier, og noget ret højt på uni, måske professor. Og sjov, glad, venlig og klog. Og havde altså medbragt klovnetøjet hjemme fra, fordi han da selv-føl-ge-lig fejrer Halloween.

Mød James:

Er han ikke fantastisk?

Der var mange andre ærkevenlige sjæle. For eksempel den vidst ret unge udlejer af en halvanden-værelses lejlighed i San Francisco, som vi aldrig mødte, men som alligevel leverede 5-stjernet service: Udførlige forklaringer fremsendt på forhånd, en Mac sat op med gæste-login (inclusiv en browser loaded med gode links), bøger om SF lagt frem på bordet (inkl. indsatte gule sedler, der anviser særligt godt indhold), besked om at bruge ad libitum af alt i køkkenet fra kaffe over æg og smør til de andetsomtalte marihuana-trøfler. Badeværelse med kar. Udsigt over byen. For 500 spir om dagen?! For to personer?!

Og Carol, den lille, morsomme og ret nydelige dame, der har banket Center for Sex and Culture på benene i en kulørt del af San Francisco. Et lille, hippe-ish “medborgerhus”, der på positiv vis handler om sex. På ALLE måder. De har et bibliotek med et hav af erotiske noveller, gør-det-selv-bøger om fistfucking, tantra, dyrevenlig dyresex, hvad-som-helst og lesbiske gangbangs + diverse meget seriøse seksual-videnskabelige publikationer. Og en lille scene til foredrag og masterclasses om alt fra fodfetichisme til ny-finsk kønsteori. Alt sammen lavet af spånplader, hippieånd og loppemarkedsfund og nonprofit, så smid gerne en dollar eller ti i kassen, så er du sød. Men tag så til gengæld endelig et glas vin inden arrangementet begynder. Og altså ledet af en sej kvinde, som både er monster-entusiastisk og så sexpositiv og intelligent, at det lidt for tydeligt viser at Joan Ørting er sexologernes svar på Jørgen de Mylius.

Og så vil jeg spare jer for den tunge kleppert af en sko-bøsse-ekspedient i Nordstrom (Magasin på speed og hormoner). Men har var sgu også fantastisk. For ikke at nævne den uuuultra swag vagt i subway’en, som hjalp os med en venlig coolness der begyndte at lugte af Prinsen. Og… vi stopper her.

Ja, jeg blev sgu lidt forelsket i det hele. Nok fordi alle de venligt-skøre mennesker gør det meget nemmere selv at have rotter på loftet.

Reklamer

3 thoughts on “De er skøre, de amerikanere

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s