En transvestits nytårslærdom

Barberede stængerne, fingrene og armene i stresset tempo lidt for langt ude på eftermiddagen. Hoppede i et par skrigpink strømpebukser, en kort, tæt og flaskegrøn pailletkjole og garnerede med lige så pink boa, sorte halv-porno-stiletter og lidt blingbling. Rullede tre joints, gik så iført halvlang hvid pels  og med kæresten i hånden ned ad Istedgade i retning mod en fest med en røvfuld ukendte mennesker. Som alle var søde og rare og helt hetero-normale, ofte iført jakkesæt eller smækre aftenkjoler. Et klassisk partyyy med velkomstdrinks, for lidt plads i lejligheden, ryge-politik som med tiden ikke bliver overholdt, popcorn over alt, klap-stole, papirsduge og hummersuppe i kaffekopper fordi der ikke er dybe tallerkener nok.

Ja, det bliver seføli bemærket når man(d) kommer i sådan et antræk. Osse selvom andre dame-gæster var klædt på i en grad så de faktisk var klædt ud.

Men det flippede er, at jeg faktisk ikke var nervøs. Det troede jeg ellers på  forhånd at jeg ville være. Havde endda advaret kæresten om at det var en stor social udfordring at dukke op i gennemført og uden omsvøb kvindekluns til en pæn og ukendt fest. Ikke bare en lang sort nederdel til en sort jakke og hvid skjorte. Ikke en kilt som man kunne påstå var købt i Skotland og skam da lavet til mænd. Ikke noget med at mikse så det ikke rigtigt gælder. Nix, hard on transvestit var jeg igår, bortset fra skægget og skaldepanden. Til en fest hvor jeg kendte to ud af tyve.

Det gik umanerligt nice. De var skidesøde, kom med passende positive kommentarer og enkelte flash’ede endda dybere, empatisk og velment interesse. Følte mig velkommen og at jeg faktisk endda så ret lækkerflot ud. Det kunne jeg godt vende mig til. Meget godt.

Alligevel er der liiige et par ting som skal rettes…

1) Som alle andre damer droppede jeg selvfølgelig trussen for at undgå den livsødelæggende trussekant. Men når så det der øjeblik sker, hvor man sidder i en dyb stol og kjolen glider lidt op, så kan de andre sgu ikke bare se ind på noget mørkt et sted derinde der måske er en kvindelig kønsdel. Næ, de kan sgu se pikken som ligger flot ned langs låret. Uha. Nogen kunne tage skade. Må for det første lære at sidde som en nonne og for det andet holde skarpere øje med om strømpebuksen er paparazzi-sikker.

2) Som aktivt menneske m/k må man acceptere, at man sommetider skænker verden udsynet til en butt-crack. Fx når man okser luft på cyklen, plukker jordbær eller ligger på hulkende knæ for sin 23-årige bankrådgiver. Så stikker der ofte lidt baller op over buksen og det kunne være kønnere, men pyt. Dog, jeg skal lige lære at kort kjole med slids bagpå ikke kryber ned fra oven af, men den anden vej, nedefra og op. Så man (jeg!) sådan set afslører hele røven – i nat fint indpakket i pink strømpebuks – hvis man bøjer sig ned. Og altså står næsten nøgen fra ankler til lænd, med røven som højeste punkt. De andre gæster tog det pænt.

Ja-ja, det hedder statusfald og det er kun noget det sker mellem ens egne ører. Kan bearbejdes med ti-tyve konsultationer hos terapeuten og lidt cutting.

Nå, men det jeg ville sige er: her gik det urimeligt godt. Håber I andre også kom fornuftigt ind i næste afsnit af en tidsregning som starter med fødslen af en  mand der tydeligvis var kultleder og som senere blev torteret ihjel. Men tak til både ham og de mange andre som med tiden har forfinet traditionen til at man nu må rulle sig i narko, afbrænde et spin-off af våbenindustrien og klæde sig ud som en imbecil. Sådan starter jo ethvert godt kapitel.

Advertisements

4 thoughts on “En transvestits nytårslærdom

  1. Ud over at du er mega cool, i en grad så det kan jeg slet ikke stave til, så vil jeg da lige anbefale laserskåret trusser/hotpants. De ses (næææææsten) ikke, især ikke hvis man har dem i hotpantsudgaven :)

  2. Jeg hader nytårsfester, men den fest ville jeg gerne have været inviteret til!
    At kunne opleve dig dejlig extravagant med alle overraskende detaljer :-)
    jo, en god start i et nyt spændende år til al udfoldelse…. Godt nytår!

  3. Hej Jacob

    Faldt over din blog ved et tilfælde, og lod mig rive med at dine ord og din hudløse ærlighed. Det har jeg den allerstørste respekt for.

    Jeg tror, eller rettere jeg VED, at rigtig mange mennesker går med en lille uopfyldt drøm inden i, som af forskellige årsager ikke kommer til udfoldelse. Jeg selv inklusiv. Selv om min drøm, eller mit kald som det rettelig manifesterer sig i mig, hovedsaligt er begrænset til det der foregår på indersiden, så vil det i et eller andet omfang have konsekvenser at leve efter det man kan mærke man skal. I relationer, arbejds- og kærlighedsliv. Altså over hele linjen. Men den frisættelse der ligger i at give los for drømmen og være hudløs, ærlig og tro mod det man skal, kan ikke undervurderes.

    Den anerkendelse der umiddelbart kan høstes ved at lægge kortene på bordet; støttende og opmuntrende kommentarer og likes på facebook, har det med at skabe en form for afhængighed, oplever jeg. Her tror jeg det er vigtigt at man parallelt med, prøver at finde den årsag, eller drivkraft, der rækker ud over en selv. Således at frisættelsen, ikke kun kommer til at manifesterer sig som et “narcissistisk egotrip”, men noget der har betydning og værdi for andre end en selv. Ikke at det er sådan jeg opfatter dig eller din blog, slet ikke. Men som en indre motivation der kan holde en fast når det virkelig er svært.

    Dette blot til inspiration, og eftertanke….

    kh Søren

    1. Tak for kloge ord. Og du har inderligt ret, alle kan blive afhængige af terapi der nulrer egoet.

      Jeg kæmper selv for at omsætte tankerne til noget der kan bruges i den fysiske verden. Og jeg håber at om ikke andet, så kan de bane vej for andre der føler at de må leve skjult.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s