Farvel til mig selv

Jeg har været chef for store tv-shows. Har været boss på en musikfestival der omsatte for milioner og havde tusindvis af gæster. Har endda engang ledet et ungdomskulturhus. Har osse kørt rundt i Kongeriget og Europa som tourmanager for et stort orkester. Eller sagt mere generelt: at designe, planlægge og udføre halv- og helstore projekter er med årene blevet mit job. Hårdt til tider, overraskende kedeligt til andre. Indimellem ret sjovt.

Den salgs jobs kræver at man jævnligt viser lidt autoritet og stædighed, blot for at overbevise modparten om at man mener hvad man siger.  For når arrangøren prøver at løbe fra en aftale, når tidsplanen er voldsomt overskredet eller når teknikken svigter foran 20.000 tilskuere, så nytter det ikke noget at man lader sig trække rundt i næsen. Ikke at man behøver at være en skrigende hidsigprop, men lidt pondus og bestemthed er sundt.

Man kan gøre akkurat det samme som kvinde. No problem. Kan bakse rundt med for små budgetter og for store visioner, selvfede sponsorere og utjekkede musikere. Kan stå på scenen få timer før et kæmpeshow med en utilfreds brand-chef og en flok stressede teknikere og løse et akut problem. Kan tage magtkampene og øve sig på at tabe og vinde med samme sind. Der er faktisk en del chefkvinder i de store produktioner der ruller over skærmen eller scenen.

Men selvfølgelig ingen transer. Og no wunder: jeg har uendeligt svært ved at forestille mig at være produktionsleder iført høje hæle og dyb stemme. Kan slet ikke se hvordan jeg dog skulle kunne turde det. Hvordan skulle jeg kunne blive taget alvorligt? Hvordan jeg skulle kunne gå ind i et omklædningsrum til en selvforelsket hiphopper med gallopperende stjernenykker og få ham og hans berusede medløbere til at forstå, at de ikke kan få 200 m/k på gæstelisten og at deres ulovlige fyrværkeri aldrig kommer på scenen (been there)? Hvordan skulle nogen som helst ville hyre en trans som produktionsleder, når de lige så godt kan hyre en normal? Der er bunker af præstige, penge og magt på spil, så hvorfor dog give opgaven til en freak? Der er jo endda kamp om jobbet. Det virker helt umuligt.

Så jeg går rundt med en stor, tung farvelfølelse i kroppen. Trist og vemodig. For jo mere jeg skifter til min kvindelige side, jo mere er det slut – og det er en stor del af “Jakob” jeg så siger farvel til. Rigtigt meget af det jeg er god til og det jeg er stolt over. Og ikke alene siger jeg farvel, men hvad hulan skal jeg dog så leve af? Hvilken chef med ansvaret for at butikken tjener penge og fungerer optimalt vil ha’ en freak hvis hun kan få en normal?

Seføli er jeg vred på mig selv over ikke at turde prøve. Ikke at gøre forsøget og blive den garanteret første produktionsleder-transvestit i DK og Omegn. Men tanken er og bliver både for svær og for skræmmende. En transvestit med autoritet? Fniiis. Hvad med en sumobryder som balletchef, nu vi er i gang? Og det mest åndssvage er, at det ikke er mere end fucking fire dage siden at jeg havde en dejlig nytårsaften, som bekræftede mig i at trans-vejen er rigtig. I dag synes jeg at den er blind. Eller i hvert fald at prisen for at gå ned ad den er urimeligt høj.

Advertisements

5 thoughts on “Farvel til mig selv

  1. Ai…. Den er hård… Vil du forråde dig selv, hvis du gør som en anden kvinde i et udpræget mandejob: på med jeans og en lækker-ikke-så-sexet top, og stå med begge ben på jorden, fordi du véd at du kan?

  2. Altså! Når en topleder i Coop kan skifte køn fra nærmest dag til dag, hvorfor i helvede skulle du så ikke kunne det?
    Hvis det er fordi du ikke vil det længere, så er det en anden sag, men at gemme sig bag en frygt for ikke at blive accepteret, det synes jeg ikke er den Jacobine vi kender.

    Og så, fordi jeg har været lidt sur, så får du også lige en opmuntrende trutter sendt fra Amager. Gør så noget ved det!

  3. Tror du glemmer, hvor meget naturlig autoritet der er i at være sprunget ud. Nu arbejder jeg ikke lige i den branche, men jeg forestiller mig da egenlig at de fleste derover, kan værdsætte den snert af selviscenesættelse ligger i at klæde sig markant anderledes end normen.

    Fru F

  4. Der er da mange, der går på kompromis med deres dagligdags jeg, når de går på arbejde. Spørg en topadvokat om han/hun går klædt i neutrale businesssuits og snøresko/stilletter i privaten. Nej det gør de sjældent, men de er nødt til at “klæde sig ud” for at være troværdige i forhold til hvad der forventes, når de er på job. Først når man er virkelig, virkelig kendt for sin faglighed, kan man begynde at slække på det formelle og falde udenfor. Indtil da, kan man gøre det i det små. Du behøver vel ikke glemme transen, men bare nedtone, når du er i en arbejdssituation. Du kender Maren. Spørg hendes søster, hun ved en masse om det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s