Farvel til mig selv – II

Der tog I sgu røven på transen. Jeg havde slet ikke overvejet, at gårsdagens deprimerede pip ville give så empatisk respons. At gå på facebook er pludselig det rene terapi, så jeg er nærmest lidt chokeret og blufærdighedsramt over al den opmærksomhed. 1000 x 1000 tak. Det betyder overraskende meget at blive taget så seriøst.

Og som nogle af jer skriver på forskellige måder: selvfølgelig kan man være trans-produktionsleder hvis man virkeligt vil og tør. At stå ved sine lakerede negle og sin identitet som transvestit kræver dybest set kun en ting: mod. Og nej, selvfølgelig skal man ikke arbejde på en travl tv-produktion iført stiletter og de dyreste fra Wolford. Jeans og gummisko er et klogere valg, som også fødte damer vælger, hvis de har lidt respekt for egne knogler. Så måske kunne jeg lede efter modet og øve mig på ikke at være bange. Også selvom jeg ved, at for frygten for ydmygelse og ubehaget ved at være anderledes end alle andre – ALLE jo – vil være store modstandere. Måske kan jeg, måske ikke.

Desværre er tanken akademisk, for vi skal jo alle sammen ansættes før vi har et job. Og i en freelance-verden som min skal man ansættes igen og igen og igen, ofte mange gange på bare et år. På det punkt er jeg noget mere pessimistisk, for selvom diverse musikere synger og rapper om frihed, kærlighed og medmenneskelighed i et uendeligt soundtrack, så er det stadig mænd med slips/AUDI eller læderjakker/Raybans, som sætter holdet. De er selvfølgelig hverken onde eller dumme (de fleste af dem), men heller ikke ligefrem queer-fanatikere eller regnbue-flagere. Kan faktisk hilse fra bagscenen og sige at skurvogns-hørm, små-homofobi og konservative kønsroller lever glimrende og velnæret i skyggen af peace-tegn, androgyne forsangere og Anne Linnets frimodighed.

“Men kan du så ikke bare skrue ned for transeriet når du er på arbejde?”, spørger nogen. “Hmmm og tjohhh”, er svaret. Det kunne jeg godt, ligesom jeg allerede gør det når jeg skal hente unger i institutioner, besøge familie eller venner, tigge i banken, klæde om i svømmeren, gå udenfor alene om aftenen eller flyve en tur. Hvornår skal jeg så skrue op, egentligt? Derhjemme bag facaden og til lidt fest? Det er ikke det som er målet med at springe ud. Drømmen er jo at blive set og anerkendt som den jeg er, ikke så elegant som de rigtige damer, men dog OK. Netop i den sammenhæng er arbejdslivet en enorm faktor, for her bruger vi store dele af vores liv og henter masser af identitet. Hvis jeg skal “koble mig selv af” hver eneste arbejdsdag vil det være et endnu større nederlag end at finde en anden måde at tjene til føden på. Synes jeg.

Men pyt nu med det, for hvor meget der er min egen angst og hvor meget det er samfundets skyld er seføli svært at gøre op. Faktum er, at jeg har besluttet ikke at gøre forsøget, og at det er den beslutning der er fyldt med vemod og ærgrelse. Men forhåbentligt er den rigtig. For det er mere end rigeligt hårdt at springe ud som trans ned på gaden, hos lægen, i banken og rundt i privatlivet. Ville helst være fri, jo, hvis jeg kunne. Så jeg orker ikke oven i hatten også at have nervøsiteten og forkertheden med på arbejde hver dag. Ved godt at fantastiske Kirsten Mols i en sen alder vedgik sin transkønnethed og under den flerårige kønsskifteproces beholdt sit lederjob i COOP. Hatten dybt af og smilet helt frem for det, men det slag er for hårdt for mig. Og følelsen af at være en quitter kan jeg styre.

Så det ER et farvel til den verden der har været en meget stor del af mit liv og det ER min egen beslutning. Vemodigt og ærgreligt, men altså også realistisk og med ret stor sikkerhed bedst for sjælen. Det var det jeg prøvede at sige i går. At Verdens Bedste Hepperkor så lige siger “hey, er du sikker?” er den vildeste luksus.

Og SÅ gider vi ikke tude mere over det. Næste gang vil jeg fortælle lidt om en kalender jeg har fået. Og DET er en positiv historie fra transland.

Advertisements

3 thoughts on “Farvel til mig selv – II

  1. – men det behøver vel ikke være en permanent beslutning? Det lyder sådan lidt af “alt eller intet”, og jeg tænker bare, at ting jo skal modnes, så måske ser det hele anderledes ud om noget tid?

  2. og hvorfor ikke gå med neglelak på arbejde? i en kreativ verden som din, kan man tillade sig mange ting. Jeg synes det er lidt sejt når mænd har neglelak på – rouge noir fra Chanel ser fantastisk ud på alle hænder – selv en mandehånd! Vær anderledes og skil dig ud fra alle andre – måske det giver dig jobbet næste gang…?

  3. Du ser stadig hamrende godt ud i kjole og stiletter!!
    Godt nytår til dig og på med vanten!!

    Lotte :O)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s