SLAVEGEJL & FAMILIEHYGGE

I går blev Transen så hidsig at hun ikke kunne se stavefejlene for røgen fra tastaturet. Så det foregående indlæg er bombet til i slå- og stavefejl. Hvor jeg dog hader når det sker, men heldigvis er en skaldet transvestit på 40 og 180  – som I allerede ved – godt hærdet mod statusfald. Der findes værre. Jeg skal alligevel beklage, især over for korrektricen Diana Ringgaard, som må bløde fra øjenhulerne nu.

Og se-fø-li sker stavesjuskeriet i et indlæg der ryger rundt ovre på jacobine-Facebook med stor hast og hvor “fremmede” kan se elendighederne. Suk. Som at gå rundt hele dagen med bumser man ved er midt på næsen, men ikke kan fjerne. Der ud over mega-nice, at så mange deler og dermed er enige i, at man gerne må bruge skrap lud mod slambertinder som fru Dencker. At være  politisk aktiv kan se ud på mange måder i 2013 og den her kan jeg lide.

Transen har dog fået hele tre mails der i forskellig grad udnævner mig til Satan selv, fordi man mener, at han hader kernefamilien og det må man åbenbart ikke. Beklager stærkt misforståelsen. Kernefamilien rummer mange sociale og psykologiske funktioner der luner, det ved jeg. Den kan være knald-hyggelig, dejligt tryg og skide sjov. Og jeg har skam selv prøvet, både som glad dreng og lidt mere beklemt voksen. Det er fru Denckers indsnævrede, næsten perverterede forsøg på at gøre den til selve “sandheden” og ikke mindst til noget der kun kan udføres at et hetero-par med sunde, danske navne, som udløser vreden. (Og bare da jeg skrev hendes navn dukkede der en bunke slagfejl op. Jeg siger der jo: blindt raseri!)

Som sagt: har selv været i noget der mindede om en kernefamilie, også som voksen. Med baghave og ferier og en vidunderlig, elsket papdatter til at give mening med det hele. Blev endda gift og var så glad. Men så smuldrede det. Dengang fattede vi ikke hvorfor, for vi skulle jo blive gamle sammen, og hvad var nu det for en trist fjernhed til hinanden? Vi frøs og græd. Nu ved jeg, at i hvert fald en af de alvorlige knuder var, hvor svært det er at være transvestit og familiefar. Jeg var i den tidlige erkendelse dengang, skræmt og småstædig på samme tid: Tør jeg? Kan jeg? Må jeg? Tør jeg bare en lillebitte smule? Åhh, jeg vil så gerne være hele mig og ikke bare det halve! Nej, glem det! …For en ting er at nedkalde anderledesheden og fordommene over sig selv (angst nok), men over et skolesøgende barn? …det nænner man jo ikke. Så jeg blev dep og så mit ægteskab smuldre. Fru Dencker & Co’s skyld og skam havde gjort sin virkning: selvom landet er frit og tolerant på papiret, så stak vores kernefamilie piben ind og var “naturlige”. Det er nok derfor at der dukker så mange slagfejl op den dag i dag.

Well-well, tude og klynke, det kan man altid. Men den sejr skal fru Denckers uvidende hjerte ikke have. Pride og tak for at sprede stavefejlene.

Reklamer

One thought on “SLAVEGEJL & FAMILIEHYGGE

  1. haha ja jeg bløder også lidt over stavefejl, men det er bare min indre irriterende fru lærer, der kommer frem – hende smider jeg lige over i skammekrogen, for indholdet er jeg 100 % enig i. Og jeg så nu heller ikke dit indlæg som en kernefamilie-hader, lever selv i én af slagsen og nyder det, men synes det ville være kedeligt, hvis alle var ens, og vi har da også vores skævheder, nemlig et par handicaps som der også gerne må være plads til, hvilket man kunne få på fornemmelsen, at fru Dencker også ville udrydde for normalitetens skyld…..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s