Tunnelsyn

Først skulle bilerne holdes væk fra København, og nu skal de ha’ en gigant-motorvej under hele havnen. Sikke en snurretur. Men at bygge en havnetunnel idag er som at bygge en globalt system til udlejning af VHS-bånd i 2004. Eller satse milliarder på fastnettelefoner dagen før alle fik klarsynet og skiftede. “Ærgreligt” er et lille ord. “Fejlinvestering” er et andet.

For som vi ved, er der kun få år til bilerne kører rundt selv. Øserne forandrer sig mod det intelligente med lynets hast, det er gående mod faktum, selvom det er fremtidssnak. Det gør dem hurtigere, langt mere effektive og langt nemmere at dele. Og det vil ændre vores behov og dermed transportmønstre radikalt. Det vil få VILDE konsekvenser. Faktisk så uoverskuelige, at man ikke skal bruge 28 milliarder på noget som helst der har med den gamle bil-park at gøre. Risikoen for fejlinvesteringer er simpelhen for stor.

Lavinen vil udløses fordi et sæt dimser, der kan omdanne en moderne bil til selvkørende ditto om få år koster 10.000 kroner eller mindre. Fordi teknikken allerede testes i byer i USA takket være Google. Fordi Volvo og de andre så småt er på vej. Fordi det gik så pissestærkt med smartphonen (fem år mit alles) at vi må indse at digital teknik kommer som et meteor på en klar himmel nu om dage.

De virker, de selvkørende. De er simple i brug. De findes allerede. Når de bliver billige, så vil vi ha’ dem.

Men samtidigt skal vi huske, at bilen – den gode gamle slags – er vores bedste ven. Den er det tætteste vi kommer på at kunne tage et skelet uden på kroppen og blive til stærkere mennesker end vi er. Og det er en stor drøm i menneskehedens historie. Den giver os ferieoplevelser og mulighed for at vise os frem med flammer eller 2CV-hygge. Den udvider vores territorium og den gør, at vi føler os mere parate over for hvad livet må bringe os. En bil er vores tålmodige hjælper og regntætte ven. En utrolig maskine som gør livet som individ og familie mere behageligt. En forlængelse af os selv, der bringer os lidt tættere på almagt. We like. Sådan et forhold dropper man ikke for sjov.

Derfor er slåskampen om bilernes plads i samfundet pr. definition en skæv en. For bilerne er mere end blot en transportform blandt flere andre. De har en særlig plads i vores hjertet, bevidst eller ubevidst, som nødvendige for frihed og det moderne liv. Den drøm fortsætter selvfølgelig selvom bilerne kan køre selv, det er klart. Så de kloge biler løser ikke trængselsproblemerne hvis der kommer for mange af dem. Så er vi ligevidt. Derfor skal vi forelske os i dem på en ny måde. Ikke se dem som private, trofaste følgesvende lige som vores gamle mazda, men som en hær af tjenesteivrige flyvende hi-tech tæpper. Lidt som da vi smed CD’erne ud og gik på iTunes og Spotify.

Og sikke en kærlighed vi kan opleve:

1) Selvkørende biler ER sikrere end dig, din sjuskedorte. For du sætter ikke farten langt nok ned når det er glat. Du ser dårligt gennem mørke, regn og tåge. Din reaktionstid er håbløs. Du fejlbedømmer. Du tager chancer. Du bliver træt. Alt sådan noget gør de ikke. Og du behøver ikke engang frygte, at en eller anden central computer en dag hader menneskeheden og får alle bilerne til at køre 180 i timen i retning mod havet/Kristian Thulesen Dahl, fordi…

2) De er ikke styret af nogen central hjerne. De henter oplysninger om ledige p-pladser, vejarbejde og trafikpropper fra internettet, akkurat som du kan allerede, og så beregner de selv hvad der er optimalt at gøre. Derfor kan de selvfølgelig også køre når de er tomme. Og DET er smart. For så kan de sætte dig af foran hoveddøren/jobbet/gigoloen og selv finde den nærmeste p-plads. Men allersmartest er det, hvis de slet ikke parkere når du er sat af, fordi…

3) Selvkørende biler er FANTASTISKE at dele. Du klikker på din mobil, at nu vil du gerne ha’ en øse med plads til fire mennesker, en gryde ragout og en hund, og få minutter senere triller sådan en op. Når I er kommet sikkert frem, så kører den videre til sine næste kunder, som sandsyneligvis er lige i nabolaget. Og hvis ikke, så triller den ind til siden og tager en lur eller hen til nærmeste tank og får sig et skud strøm. Den fleksibilitet er super-smuk fordi…

4) En dag skal du på indkøb i IngenKanEjeAndet. Alene. Så du snupper en bus (selvkørende) og derude anskaffer du reolsystemet “Klumpan”, fire palmer og sengemiljøet “Skrumlan”. Du er helt rolig. For du bestiller nemt en kassevogn til hjemturen. Og fuck den er stor og høj, den bil som triller op ved læsserampe P7. Et ordentligt skrummel at køre, sådan en. Who cares, den gør det jo perfekt af sig selv, hvilket er godt, fordi…

5) Du har ikke noget kørekort og hvorfor også det? Bare du ved hvor nødbremsen er, så er du godkendt. Jo, der er nok et lille rat og sådan. Især i begyndelsen vil vi være utrygge uden, men det vil snart blive gemt væk under et panel. Så tænk hvad “selvkørende” betyder for kørekortløse. For blinde. For lamme. For spastikere. For dig selv når du er blevet så gammel at kørekortet ville ryge. Nice. Men nu gider jeg heller ikke remse flere ego-fordele op, fordi…

6) Resten handler om hvor fed den er for HELE samfundet fordi den kan køre med få centimeters mellemrum og derfor spare benzin og udstødning. Fordi de kan bruge de eksisterende veje. Og fordi en hel masse…

Men hvordan det præcis kommer til at gå med de selvkørende ved ingen selvfølgelig. Skal de have en nem fødsel, så skal der helst ikke være for mange der klamrer sig til deres gamle rat, hvor enhver god familie har en bil. Og helst ikke for mange politikere der derfor bruger 28 milliarder på en VHS-løsning. Hvis det sker, vil der gå længere tid. Måske 30 eller 40 år. Det vinder vi intet ved, men risikoen er der. Skal det går rigtigt stærkt (jahhh!), så ringer vi til Google og siger at vi er klar på at være testby. Nu.

Men i hvert fald: en havnetunnel understøtter de gamle bilers behov. Den bygger på tanken om at der kommer flere og flere, så vi må gøre plads til dem, velvidende at så kommer der endnu-endnu flere. Og den bygger på ideen om at privatbilisme er en menneskeret, også i en storby.

De selvkørende biler – og de kommer, for Satan! – kan meget vel blive det skub der flytter os væk fra de gamle øser. Over til at indse, at vi ikke kan leve uden biler, men sagtens uden vores egen. At det, der føles som en rettighed – private biler over alt – ikke er det. At vores eksisterende veje faktisk har gigantisk kapacitet hvis de blev brugt optimalt, men at det er chaufførene der er noget i vejen med. Og dem forbedrer man ikke med en havnetunnel til 28 milliarder. Så vent lige lidt med at bygge den, plz. Det vil I ikke fortryde.

Advertisements

One thought on “Tunnelsyn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s