Sådan blev jeg trans

Intro_blog_3

Jeg blev skilt. Og så gjorde jeg det. Fortalte på Facebook at jeg havde en kvindelig side og at jeg var næsten dødsangst for at vise den frem. Og begyndte så at blogge om den mentale rejse, der startede i den tidlige vinter i 2011.

Ret oplagt at det medført en del hardcore navlepilleri. Og som den rene terapi delte jeg ud af oplevelser og tanker til de få hundrede, der fulgte med på bloggen. “Verdens Bedste Heppekor” kaldte jeg dem.Dengang var jeg skrækslagen for at købe et stykke tyggegummi på Shell hvis jeg havde neglelak på. Idag går jeg på café med fuld make-up og ser faktisk overraskende lækker ud. Når jeg selv skal sige det.

Men der er masser at gøre endnu. Jeg kan starte med at råbe til alle der gider høre, at det ikke handler om sex. Så hvis du møder mig (eller en anden trans) en dag, så behøver du ikke få sådan en klam fornemmelse af at være ufrivilligt publikum til en ekshibitionistisk sexleg.

Jeg kan også prøve at forklare det uforklarige: “Hvorfor dog?”. Eller endnu mere skarpt: Hvad får du dog ud af noget så kæmpe-kikset og socialt handicappende? Hvorfor gøre det mod sig selv? Well, det endegyldige svar har vi alle til gode, men hvad der driver netop mig, dét ved jeg dog lidt om. Og jeg deler som sagt gerne, omend nervøst.

Allerførst: Mon ikke de fleste kvinder kender glæden ved at gøre sig lækre og vide at andre får en lille smule lyst til dem? I hvert fald i perioder af livet. Eller omvendt – hvis de slås med mindreværd, deller, alderdomstegn, braktud eller et fjernet bryst – at de kender til sorgen over at føle at de ikke vækker begær. Som en klog veninde sagde til mig: ”hvis man ikke engang imellem bliver kigget på med både begær og kærlighed, så kan man alt for nemt dø af det”. Hun har sikkert stjålet citatet, men det virker ikke dumt.

At ønske at blive begæret handler om at nyde at være genstand for andres erotiske lækkersult. At vide at man er appetitlig, sådan rent på overfladen. At blive set og anerkendt for det som seeren ser. Så vi er i seksuelt territorium nu, omend i den subtile ende, hvor også flirt, forførelse og fantasier holder til. Det er visuelt lir, som damerne på en hverdag antyder med en god røv i bukserne eller som nytårsaften får hele kavalergangen inklusive langt lys og ingen trusser. Men som ikke er andet end det. At gøre sig lækker er (som regel!) ikke en lovning på et knald, det er en nydelse i sig selv. Det har sin egen vigtige plads som en rislende understrøm i hverdagen. Og det er lige dér, at det med dametøj falder i hak for mig, for inderst inde nyder jeg at være fin. At være lokkende, elegant og ikke mindst begæret. Det føles som en stor og livsbekræftende luksus.

Når jeg ser ned af mig selv, ser jeg en ganske almindelig mandekrop. Hår på brystkassen, en mave der godt kunne være lige en lille smule slankere, velfungerende forplantningsorganer, et par fine slanke ben og som afrunding to smalle fødder med nogenlunde lige tæer. Og lige nu, helt ude for enden, en lille hemmelighed som gør mig glad hver eneste morgen: Ti velplejede negle med flot rød neglelak.

Det lyder sært – ved det godt. En mand på 40 der nyder synet af neglelak på sine tånegle. De fleste hankøn ville hellere tørre sig med sandpapir. Jeg synes det er elegant og mægtigt feminint. (Men jeg er ikke særlig glad ved tanken om at min eventuelle mandlige venner finder vej til dette indlæg og nu fniser sig ihjel. Men hvis nu det sker, så: Hej med jer, drenge! Husk det bare er maling.)

For det handler seføli om at være fin. Når jeg barberer mine ben, så fjerner jeg helt konkret det maskuline og får til gengæld en glat feminin hud. Når jeg lakerer mine negle forvandler jeg mine ellers ligegyldige fingrer og tæer til noget fint. Når jeg ruller de lækre strømper op ad benene, mærker jeg at de er sarte og besværlige. Når jeg tager de højhælede sko på bliver mine ben endnu flottere og fornemmelsen af behagelig hjælpeløs forfinelse endnu større. Og når jeg til slut står der i nederdelen og den tynde skjorte føler jeg mig langt mere elegant og attraktiv end jeg nogensinde vil gøre i Karl Lagerfelts skarpeste jakkesæt.

For et jakkesæt er en fortælling om magt, styrke og kontrol. Mens sarte strømper, nederdel og lange negle hvisker om sensualitet, delikatesse og skrøbelighed. Det er tyndt og besværligt og koldt og krævende i sammenligning med mandetøj. Men jeg nyder netop at det kræver en indsats og føler en helt særlig tilfredsstillelse ved at gøre mig lokkende, elegant og værd at begære. Det er netop den følelse jeg tror de fleste kvinder kender så godt, men som mænd praktisk taget aldrig smager. Og taget et skridt videre: for mig – men jeg aner ikke om det gælder alle mænd i dametøj – så handler det om at få lov at være hjælpeløs midt i elegancen, ja faktisk lidt sårbar. At smide det skjold af mandetøj, som vores kultur gennem årene har udviklet, og i stedet lade den bløde, sarte krop træde frem.

Ja, selvklart ændrer jeg karakter når jeg er feminint påklædt. Er mægtigt glad inden i og med et smil der er ved at flække. Måske er det bare nyhedens glæde, men den er i såfald også dejlig. Og lad mig haste med en ultra-vigtig understregning: jeg får ikke ståpik af det. For det er jo den tanke, som gør at de fleste bliver skeptiske: han bliver jo bare liderlig af det pjat og nu bruger han hele verden som publikum for sine sære lyster. Men det er et fejlskud. For som sagt, der er ingen liv bag gardinerne.

Desværre er al den gøren-sig-lækker ikke meget værd i ensomhed. Hvad skal man dog med det fine og frække og elegante, hvis der ikke er nogen til at beundre det? Det handler jo netop om at blive set og anerkendt, det ved kvinderne allerede alt om. Og det er der kæden desværre hopper af: I de flestes øjne er jeg hverken lokkende eller elegant. Jeg ser jo helt forkert ud med mit mandeansigt, brede skuldre (sådan da), bryggerhest-gangart og manglende talje. For slet, slet ikke at tale om det udprægede fravær af både barm og langt, fyldigt hår.

Så når jeg slår fornuften til, så kan jeg sagtens se det: At jeg ligner en menneske-variant af en gravko med sløjfe… og det føles pænt uretfærdigt. Havde besløjfede gravkøer dog bare været nogenlunde almindelige, så ku’ vi trille rundt og være glade og ikke flove. Men jeg insisterer på at gøre forsøget. Tænker at hvis jeg gør mig umage nok, så kan gravko og sløjfe nok komme til at klæde hinanden. Og jeg er ret sikker på at det er denne nødvendighed for at blive set – og måske bare et splitsekund blive anerkendt som velklædt – som tvinger de modigste transer ud i offentlighed. De kan se kiksede ud i paryk og konet tøj og store sko, og derfor svære at begære. Men de er de modigste mænd, jeg kender.

Men hvorfor? Hvorfor er der nogen mænd der har det sådan? Og sandsyneligvis lige så mange kvinder, bare med lyst til mandetøj? Det er der endnu igen der ved for alvor. Kun at kønsbytteri findes i alle kulturer og kan spores tilbage til oldtiden. Personligt tror jeg – uden at kunne bevise det – at årsagen er ret simpel. For lige som der findes kloge og dumme, hurtige og langsomme, høje og lave, så findes der jo tydeligvis også meget feminine og gennemført maskuline kvinder. Og ditto mænd.

Det ved vi jo godt. De ligger helt ude i hver sin ende af den helt naturlige variation, hvilket skyldes et stadigt uforklaret mix mellem det medfødte og opvæksten. Men selv de mest feminine mænd har en pik og selv de sejeste macho-damer har en kusse. Hvordan lader den modsætning sig gøre? Fordi – hvad enhver der har smagt trans-æblet kan fortælle – kønnet først og fremmest findes som en identitet i hjernen og først derefter er defineret af kønsdelen. For de fleste af os er vores “kropskøn” og “hjernekøn” af samme karakter, men for mig og mine er der forskel. Det er pisseirriterende, men det er de kort vi har fået. (Så giv mig nu bare de strømebukser og sig at jeg ser pæn ud.)

Der er mere i det end det, selvfølgelig. Genetik. Moral. Mod. Undertrykkelse. Manglende viden. Men i det store og hele tror jeg ikke at jeg kan forklare det bedre end ovenstående. Gad vide om det lykkedes? Om det giver mening? Jeg har selv svært ved at forstå hvorfor jeg er skruet sådan sammen, så det er vel ikke fair at kræve at andre kan. Men det er rart at sidde trygt derhjemme og ganske selv-terapeutisk sætte ord på bøvlet. Og med alle de penge jeg pt. bruger på tynde satinskjorter, røde skindhandsker, glimtende øreringe, sarte duffelcoats, Ole H-creme, sexede støvler, knælange strømper, fede striktrøjer og kiksede vabelplastrer, så har jeg under alle omstændigheder slet, slet ikke råd til en psykolog.


Det er blevet til MANGE indlæg om at springe ud. De er samlet her.  Og nedenfor er et udvalg af dem der er mest gods i, med det ældste først og så derud af:

Organdonation og queer party – om at længes (på Marens Blog – åbner i nyt vindue)

Overset – den urimeligt pinefulde dag, da jeg skrev på FB at jeg er trans (på Marens blog)

Hov, sprang jeg lige ud, dér? – og pludselig var det gjort (også på Marens blog)

Skal? Skal ikke? – gå ud i verden i den fine nederdel

Perfekt bytur – aubergine-farvet neglelak kan føre til meget

Jacobine nyder livet – første gang i dametøj i sollys midt på Istedgade

Transen erkender noget – hvorfor er det lavere status at være kvinde?

Mit bedste spring-ud-råd – giv tid

Advertisements