Umulig at ignorere

Hvis en eller anden unge drøner rundt og bliver ved med at sige noget dumt, kun for at provokere, så ved vi godt hvad der virker: ignorer. Og når en kværulant kværulerer på generalforsamlingen, så ved vi det osse: lad være med at tale til hende, for hendes mål er selve dramaet og opmærksomheden. Når et selvfedmefyldt menneske masturberer i egen berømmelse på flimmeren, så ved vi det vel dybest set også: vær stille! Tal ikke om det, så holder knaldperlen op af sig selv.

Men det vil ikke lykkes for os – tydeligvis – at holde kæft. Vi skal alle over og lugte til den lort han har lagt. Og fortælle vidt og bredt hvor meget den stinker bagefter. Vi kan seføli forsvare os med, at vi jo med fuld ret imødegår mandens latterlige nedgørelse af begge køn. At vi ikke vil tie overfor sådan noget pis.

Fordi det rådne program er så herremandsgammeldags, at det eneste der mangler er, at kvinden også tænder d’herrers cigarer og varmer deres tøfler. To beskuende og begærende mænd i lag på lag af tøj. Og en nøgen kvinde der får 15 minutters berømmelse som stumt objekt. Som skal løfte armene, når ham den skallede beder om det, så han kan se om hun er barberet i armhulerne. Og kun svare når hun bliver spurgt.

Ingen tvivl om at det er en fræk leg at sidde på en stol og se på et nøgent menneske der viser sig frem. Som man oven i købet kan kommandere med. At mærke sin tøj-skabte magt, når mennesket foran viser sig helt; sårbart og så man kan lugte det. Osse virkelig frækt at være det menneske, der bliver set. Ekshibitionisme er en berusende bekræftelse: jeg er lækker! Jeg vækker begær! Så alt i alt en nydelsesfuld, polariseret leg for voksne, der nydes bedst med respekt. Men som Helvedes sjældent er værd at kigge på udefra.

Desværre påstår jazz-musikeren så, at han faktisk KAN tale-improvisere over emnet “Liderlighed ved beskuelse”, så det bliver givende for os andre. At han behersker samme sprog og teknik, som når han spiller trommer sammen med virkelig dygtige musikere, som har øvet sig i årevis, og som kan alle jazzens små beskeder og detaljer udenad, så improvisationen bare flyder og flyder.

Det kan han ikke, ser man tydeligt af programmet. Den talende improvisation, hvor parterne skiftes til at føre snakke-melodien videre, den spiller simpelthen ikke. Fyldt med fejl og tøven og mangel på mod og ærlighed. Det er top-banalt: de har ikke øvet sig nok i at tale og tænke, så vi får ikke en skid ud af at lytte til deres snak-snak-snak. Dilletanteri, selvklart.

Men det egentlige mål lykkes til fulde: han er det mest perfekte, eksplosive brænde på mediebålet. Og det er jo dét, der er hans kunst. Han er en ultra-troll, er han ikke? Der får os alle til at flyve durk op i råbe-alarm, selvom vi godt ved, at vi burde lade være. For det MÅ da være hans egentlige mål: at se sit navn flest steder og med de største typer. At være den største han-elefant på scenen, med den tungeste pik og den rammeste lugt.

Han gør jo intet andet end fremhæve sig selv. Giver os intet, der ligger uden for egen person, for eksempel i form af et stykke gribende musik, en stykke vigtig fakta eller en klartlysende indsigt. Han spiller kun konservative, ufærdige og selvglade ord-melodier når han åbner munden. Og han lytter ikke til sin egen gæst. Sikke en elendig ord-improvisatør. Han lytter ikke! Geez.

Men fuck det, for al snak om ham er god snak, netop fordi det er OM HAM.

Han ved godt selv, at han er perfekt brænde. Trækker giga-kliks. Siger at anmelderne spiser af hans hånd, hvilket er rigtigt: mange lønkroner er hevet hjem på at skrive om netop ham som fænomen, nar eller geni. Og han giver dig og mig noget at proppe i vores status-opdatering. Giver brændsel til det jeg skriver/du læser lige nu.

Så på en måde skylder vi ham alle lidt, ik’? Hvad skulle vi ellers have jamret over idag? For ikke at tale om, hvad Ditte Giese ovre på Politiken eller Dansk Kvindesamfunds blog eller Anne Sofie Hermansen fra Berlingske skulle gøre. Han kaster en fin og lokkende flue, og vi hugger til.

Surt alligevel, at han valgte jazzen, når nu han skulle have været en selvglad rockmusiker og stået forrest på scenen med spredte ben og tydelig ståpik bag rødt læder. Et af de eneste steder, hvor mænd faktisk MÅ lade sige begære. At han ikke tør, men er nødt til at beholde både tøj og kontrol, det går nu ud over os alle.

Advertisements

2 thoughts on “Umulig at ignorere

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s