En trans gik i land

Det er sørme lang tid siden, hva’? Altså at transen har skrevet et pip. Og især længe siden at han har fortalt om hvordan det er at være hende.

Men altså… der er sket det, at transen det meste af foråret (eller hvad vi skal kalde Onde-Marts & Den Knoglekolde Omegn), forlod sin lille husbåd, og gik på land i en helt personlig mission. Så vigtig, at det virkede forkert at afsløre den undervejs; jeg ville prøve være transvestit for alvor. Vågne op, anlægge krigsmaling, hoppe i damet tøj, udvælge smykker og leve livet. Prøve hele moletjavsen.

Tænkte, at nu skulle al den snak og alle de tanker Satme stå sin prøve IRL. Og at det ubetinget ville være nemmere at gøre med adgang til badeværelse, MATAS rundt om hjørnet og storbyens anonymitet, end på en lille båd langt ude på en træbro i Sydhavnen. Så jeg slukkede for pillefyret, tjekkede at den automatiske lænsepumpe var funktionsdygtig (skulle hun springe læk i mit fravær) og forlod så Elizabeth Med Det Gyldne Hår, slæbende på tre store IngenKanEjeAndet-poser og to kufferter, det hele fyldt med dametøj. Fornemmelsen af at være 17,5 og flytte hjemmefra var nærværende. Der var sgu sommerfugle i maven på en 40-årig havnebums.

Mit mål var klart: jeg ville gå 100 procent ind i opgaven. Ville se hvor langt jeg kunne komme med at transformerer mit udseende og måske endda mine selvforståelse til noget kvindeligt. Ville gøre det ordentligt, som de seriøse transer man ser på gaden. Eller netop IKKE ser, fordi de er så dygtige og ved hvad de laver. Både dem der er damer og dem der er fyre.

Så meningen var altså ikke at dimse lidt rundt en aften i en nederdel, eller gå med lidt eyeliner for frækheds skyld. Nix, målet var at lave en personlig arbejdslejr, hvor det at være mig som trans skulle uddybes, opleves og forstås døgnet rundt. Det ville ikke blive nemt, for klunset skulle syes om fra damehofter og barm til drenge-ditto. Der skulle læres seriøse tricks om consealer og foundation. Der skulle arbejdes med kropssprog og mod. Der skulle findes en løsning på problemet med at være skaldet. (Paryk? THE HORROR!). Der skulle faktisk arbejdes målrettet på sagen.

Og ud over det praktiske ville jeg mærke efter undervejs. Ordentligt efter. Føre dagbog. Tænke mig om.

Beslutningen om at gør det for alvor tog jeg en tirsdag aften. Vidste da, som med en kniv for struben, at der ikke var anden vej frem end at adlyde ordren fra mig selv: gør det NU – ikke flere undskyldninger. Der er aldrig et godt tidspunkt at slå op med kæresten på og aldrig et godt tidspunkt at se trans-frygten i øjnene. Tænkte, at jeg ville leje et skod-hotelværelse i 10-15 dage, og så skide på at jeg heller ikke havde de penge. Eller måske snuppe et eller andet fremleje-halløj, hvis det var muligt at finde noget her-og-nu.

Men allerede dagen efter havde verdens sødeste kæreste sagt, at jeg selv-fucking-følgelig skulle bo i det værelse der stod ubrugt i hendes lejlighed. Jeg var glad. Og forbeholden. Kan vi holde til det? Og kan min blufærdighed overkomme at dresse op og dulle rundt og se helt fantastisk kikset ud med et menneske som evig tilskuer? Kan hun – sej eller ej – klare at se mig sådan? Kan man overhovedet være kærester, når den ene part er under stærk personlig forvandling? For hvad er den anden så egentligt kæreste med? Og hvad nu hvis jeg bliver til noget, som hun ikke kan lide?…vi aftalte, at løbende evaluering og ret til øjeblikkelig nødbremse (altså at jeg flyttede ud igen) var vigtigt.

Nu er det halvanden måned siden jeg gik ind ad træbroen med den mission foran mig. Og jeg lover jer: det har været en vild rejse. Jeg har været hos eksperter i skægvækst. Eller rettere: udryddelse af samme. Jeg har trevlet internettet i smadder, har lagt make-up så tyk, at en murerske var bedste værktøj. Jeg har eddermuggemig købt og båret en paryk (en oplevelse der i sig selv kan kaste 80-90 blogindlæg af sig). Og jeg har været fuld-blown trans op og ned ad Istedgade i fuldt solskin en søndag eftermiddag. Inklusive cafe-besøg.

Angst! Paranoia! Livsglæde!

trans
Foto: Cecilia Sejer

Alt det er ikke gjort fordi jeg partout VILLE skifte til kvinde-status, men fordi jeg i det mindste ville have seriøse erfaringer og greb om udfordringen. Research på personligt plan, kan vi kalde det. Nu sidder jeg her, på den anden side af en af de suverænt mest flippede perioder af mit liv, og har netop læst dagbogen igennem. Er stadig “Jakob” iført slidte jeans og stadig i tvivl, men på et langt mere erfarent niveau.

Så nu har I forklaringen på blog-tavsheden. Og på billedet et klart bevis på vanviddets omfang.

Og ja, jakken var en nødløsning (hvorfor Helvede er vinterjakker til damer så håbløse?). Jeg kan selv se cirka 1200 ting, som gør mig flov og opgivende, men sådan er det vel altid, når man optræder på scenen med sit nummer for første gang. Og nå ja, så er jeg vel osse lidt stolt.

Reklamer

20 thoughts on “En trans gik i land

  1. Hallo i skuret, du er sej, Og cool. Og ser pissegodt ud.. Jep, det er en udfordring at finde smart OG varmt vinterovertøj til damer. Især hvis man ikke er et lille nips. Så jeg har tilbragt vinteren (6 måneder…) i en armygrøn parka (her i huset kaldet overlevelsesjakken). Sgutte superfeminin, men fanme varm:-)

    1. Jamen, den prioritet kender jeg så sandelig godt fra livet som mand. Overlevelsesjakker skal man ikke kimse ad.

      Men når nu hele halløjet handler om at være pæn og velklædt, så er det altså nederen, at de fleste damejakker/frakker ligner noget konet tilbudsfidus.

  2. Jep, afslappet holdning og grin på fjæset, med praktiske overvejelser og eksistentielle erfaringer…. DET kalder jeg livet og bekræftende!!!!!

  3. Fedt indlæg. Som altid flotte ben og støvler. Hvis jeg var dig, ville jeg gå efter en anden læbestift. Synes den på billedet er lidt for mørk og dyster. Og måske endda endnu bedre med lipgloss eller lignende, så make-uppen bliver lidt mindre hård og i stedet en lille smule rouge på kinderne. Og ja, som du selv er inde på, så en jakke der er lidt mere formet. Lige op og ned klæder ingen kvinder. Stort held og lykke!

  4. (Nåh nej, få et forlag til at udgive dagbogen senere, sammen med resten af historien, så du kan score noget penge og frihed)

  5. Lige meget med jakken – du ser p****** godt ud! – og vi andre af hunkøn har også trasket rundt i knap så klædelige overlevelsesjakker – det har været alt for forbandet koldt til de mere fikse af slagsen – og du har endda formået at finde nogle smarte støvler – jeg har hele vinteren gået rundt i mine Wolwerine, som var de eneste jeg kunne holde varmen i :-)

  6. Kære Jakob
    Jeg har “været med” dig siden de gode gamle dage hos Maren, og selvom dine indlæg kommer med ganske ujævne intervaller læser jeg dem altid med stor interesse: du er kvik, skarp og velformuleret, så alene derfor er dine politiske analyser interessante at følge. Dertil er det spændende at følge dig og “transeriet”, fordi det ganske enkelt er elementært spændende at blive klogere på noget, som man slet intet ved om, og som jo også er meget underbelyst i vores samfund.
    Jeg har lige læst det indlæg, der hedder “Trans-tanker” fra marts, men der kunne man ikke kommentere under, så derfor kommer min kommentar her.
    Det der for mig til at skrive er at der er et eller andet der skurre hos mig i det du skriver. Altså ikke forstået sådan at jeg ikke anerkender, at du oplever virkeligheden sådan som du beskriver den. Men det er noget med, at jeg oplever den måde du beskriver kønnene på som meget stereotyp. Det du forbinder med kvinde, og som du også almengør, som noget du antager er gennemgående kvindelige erfaringer, de minder ikke ret meget om den måde jeg oplever at være kvinde på. Jeg kan godt se at de rimer ret godt på en dameblads-kvinde (den lidt hjælpeløse kvinde, der ikke kan hverken løbe eller gå ret langt fordi hendes høje hæle og snævre nederdel forhindre hende i det, og for hvem morgen-toilettet ikke sådan lige er klaret med lidt koldt vand i ansigtet og en kam i håret).
    Hmrrr, jeg ved ikke rigtig hvad det er jeg vil med det her indlæg, eller nok nærmere, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal formulere mig. Det ville klart egne sig bedst i tale, fordi nuancerne er så vigtige og fordi det er meget vigtigt, at jeg ikke skriver det for at hverken kritiserer dig eller såre dig men nærmere fordi der er en problemstilling omkring vores kulturelle normer omkring køn, som jeg tror er medvirkede til at skabe afvigelser, og den samtale tror jeg kunne være interessant at føre med dig. Det jeg tænker er, at hvis de kulturelle normer for hvad kvinder og mænd, drenge og piger er, er meget snævre, så vil folk der ikke passer 120% ind i kasserne være presset ud i “afvigerkategorier” (som eksempelvis trans), hvorimod hvis kønsnormerne var bredere, så ville man også kunne være en rigtig mand, selvom man klædte sig i bløde og sarte tekstiler og havde langt og velplejet hår.
    Jeg ved jo godt at man som ene person ikke kan bestemme at nu skal kategorierne gøres mere rummelige, fordi kategorierne jo er kollektive og dermed bestemmer man ikke selv, hvordan man bliver opfattet. Men når jeg høre dig beskrive dine trans-tanker, så slår det mig at du beskriver de kategorier, du er spændt ud imellem som påfaldende stereotype, og det undre mig, fordi jeg ikke kan tro andet end at vi to deler ønsket om rummelighed.
    Argh, for fanden jeg synes ikke helt jeg har held til at få mit budskab frem, men nu trykker jeg ‘send’, så må jeg se af dit eventuelle svar om mine pointer gav mening, intentionen var refleksion og dialog, ikke kritik, bare lige for at slå det fast igen!

    1. Hey, det kalder jeg sgu da respons. Tak.

      Og jeg tror absolut godt, at jeg ved hvad du mener. Har selv masser af overvejelser af den karakter, men er, som du selv er inde på, ikke i stand til ene mand (kvinde?) at svømme imod paradigmet. At skifte “kasse” er hårdt nok. At opfinde sin egen er lige rigeligt.

      Og har alligevel lyst til helt bare at være mellem to køn, uden stereotyper som forbillede. Undrer mig over, hvorfor jeg synes at det at være en feminin mand – som du fx. beskriver ham – er sværere end at være transvestit.

      Måske er en af årsagerne til at jeg bruger stereotypen det simple, at jeg også selv skal hitte ud af hvor jeg står, og hvad der ligger skjult for mig i kønsparadigmet. Kønsteori er ret nyt halløj for mig, og jeg har aldrig studeret noget der bare ligner. Work under progress.

      Er derfor på ingen måde afklaret om hvad jeg vil og orker. Måske bliver jeg også træt af den stereotyp jeg selv sætter op, og måske indser jeg så, at den feminine mand – i mangel af bedre udtryk – er meget bedre for mig. Virker absolut som en mulighed.

      Når det er sagt, så kan jeg godt lide stereotyperne. Synes der er noget sexet over at gøre sig “svag” i kraft af sit tøj. Og noget uhyre energisk og livsbekræftende. At gøre sig svag og skrøbelig og elegant er grundliggende i modsætning til fornuftigt og praktisk. Det er ødselt og dekadent. I like. Og det kan godt gøres for de samme penge som herrekluns, så det er ikke som sådan forbruget, der er fedt. Men symbolikken.

      Sidst men ikke mindst: jeg tænder på lækre kvinder. Det gør langt den største del af befolkningen, om end med vidt forskellig smag. Det kan – igen håbløst normalt – være vidt forskellige kvinder, selvfølgelig. Men en fællesnævner er, at de gør noget ud af sig selv, at de kan og vil bære en flot strømpebuks, make-up eller manke. Eller masser af andre ting, som jeg synes ser flot og lækkert. Og hvis jeg skal være dame, så gælder de “regler” seføli osse for mig. Jeg vil da være lækker, stereotyp eller ej. :-)

      1. Hej igen
        Ja jeg forsvandt så lige et par dage efter jeg sendte min kommentar, men super dejligt at du svarede og forstod den i den rette ånd.
        Jeg kan godt følge det med at når man udfordre kategorierne, så er det nærmest nødvendigt at de i det mindste er faste og til at få hold på, for ellers er alt flydende. Det er måske det, der bevirker at den måde du beskriver kønnene på (det er jo ikke sikkert at du tænker det helt sådan) at den er en smule unuanceret.

        Noget andet der slår mig er, hvordan kategorierne virker forskelligt på os. For dig fremstår den der dekadente sårbarhed, symboliseret ved de porøse tekstiler, som attraktiv og svært opnåelig, mens den for mig mest opleves som et åg, som en irriterende men uomgængelig ingrediens i den traditionelle udgave af kvinden – irriterende fordi man ikke kan undgå at skulle finde sig selv i relation til det billede. Gøre op med sig selv som kvinde, om det med reference til den forestilling om det kvindelige, at man vil vise sin kvindelighed, eller om det lige netop ikke er.
        Man kunne nærmest sige at det biologiske køn driller. For når elegancen og dekadencen tiltrækker dig, så handler det jo (formentlig) også meget om at det er en selv-fremstilling som lige netop ikke er indeholdt i forestillingerne om manden og det maskuline, det er en selv-fremstilling som ikke umiddelbart er tilgængelig, og omvendt for mig som kvinde, er den ikke bare tilgængelig, den opleves nærmere som et krav,og det gør den, i hvert fald for mig, meget mindre attraktiv.

        Det slog mig i øvrigt lige nu da jeg skulle til at svare dig, at jeg i første indlæg skrev “Hej Jakob”, nu har jeg bare skrevet “hej igen” fordi jeg blev i tvivl om, om du er Jakob eller Jacobine? Når jeg tænker på dig, så tænker jeg på dig som en mand, der eksperimentere med dit kønsudtryk, men jeg tænker dig ikke som “kvinde i en mandekrop”. Det handler måske om at du så gavmildt har inviteret os med på rejsen og indenfor i dine overvejelser frem og tilbage, så måske er det ganske enkelt ikke helt klart endnu, hvor du ender?

  7. Hej Line

    Selvfølgelig er der et kvindeligt “åg”, som du og andre kan irriteres over. Og et mandligt ditto, der er lige så nederen, og som jeg slås imod. Køns-ågene!

    Men der er også “smag”, som er et helvedes komplekst begreb. Og smag er en klar indikator på hvor rig man er, hvilke politiske holdninger man er under indflydelse af, hvor man er født og hvorledes man er vokset op. VI har ALLE en smag, som kan udfordres og forandres, men som altid er stærkt udgangspunkt for vores væren og fremtoning. I min optik findes der ikke god eller dårlig, fin eller forkert smag. Kun forskellige måder at udtrykke sig på. Og enhver smag er selvfølgelig lige stillet med andre.

    Min smag i kvindetøj og smykker er muligvis lidt old-school. Lidt sexistisk, ville kønsrevolutionære typer måske sige. Op i røven, siger jeg selvfølgelig, for der er min smag. Hvis jeg vil være en mørkebrun bimbo med store silikonebryster og skyhøje stiletter, så er det mit valg.

    Og derfor har jeg det fint med plastik-operationer på teenagebryster. Mennesket har altid skåret i sig selv. Jeg synes det er glimrende med håndværker-mænd der dyrker deres macho-verden. Jeg har ingen problemer med stærkt opdelte kønsrollemønstre, hvis blot deltagerne er glade. For mig må folkekirken nægte at gifte homoer i al evighed, men de skal så bare ikke være en del af staten. Og så videre.

    Jamen, de der teenage-bryst-operationer er jo kommet ud af et forkvaklet kropssyn, vil mange sige. Skabt af Hollywood og enormt usundt at leve op til. Korrekt, siger jeg. Helt korrekt. Jeg kan sagtens se masser af problemer i CULT-reklamer og fotomanipulerede mode-fotos. Og alle mulige andre køns-åg. Masser.

    Men alternativet: at alle lever i en slags køns-askese og kun udtrykker den “rigtige” u-sexistiske smag (og hvem skal definerer den?), det er for mig et langt værre scenarie. Ægte mangfoldighed er et rent bonanza af dårlig smag og usunde forbilleder. Men hvad der virker dårligt/usundt for mig er godt for andre og vice versa. Vi kan skrue på moden og påvirker udviklingen, men at dømme andres smag/livsstil ude, den går seføli ikke.

    Smid dit kvinde-åg, hvis du hader at leve op til det. Dine kolleger, venner og familie vil synes, at langhårede ben, forvaskede jeans og islandske sweater er OK. Kun nogle få vil finde dig sexet (som kun nogle få finder mig.) Men det er din smag og dit behov.

    Slutteligt: Du har ret i at jeg ikke er en “kvinde i en mandekrop”. Tror jeg nok. For du har også ret i, at jeg stadig er på opdagelse. Men når jeg så meget af tiden er en “mand”, og dermed “Jakob”, så er det ikke fordi jeg har lyst. Det er bare så meget nemmere. Et klart nederlag, faktisk, fordi jeg HELT sikkert ville være trans 24/7 hvis ikke det var så anderledes og udgrænsende. Så jeg føler ikke selv at jeg vælger at være “Jakob”. Det er resignation.

    Og det er selvfølgelig et HELT andet aspekt and alt det ovenstående: hvad vil det sige inden i – bag den ydre “smag” – at føle sig kvindelig eller mandlig? Har man et særligt sind eller livsmål som kvinde eller mand? Hvad betyder det, at kvinder kan føde og mænd er fysisk stærkest? Føler vi forskelligt? …al den slags aner jeg ikke, og jeg er også ret ligeglad. For jeg tror ikke at det giver mening at undersøge det, uden at have det ydre med. At føle eller overveje sit køn, helt uden at vise det frem eller se det ifht til andres og eget begær og accept, det giver kun meget lidt mening for mig. Køn er i allerhøjeste grad noget, der skabes i interaktionen mellem mennesker. Og der er absolut ingen facitliste (lissom med smag), selvom alle mener, at netop DE har det korrekte svar. Men det har ingen.

    1. Haha, jeg ser det for mig, alle går vi rundt i politisk korrekte ikke-sexistiske løsthængende gevanter i ubleget hør… et temmelig usexet mareridt!

      Der er jo adskillige spændende diskussioner i dit indlæg – men jeg har ikke rigtig tid til at gå ind i dem alle, men særligt den med brystoperationerne synes jeg er spændende. På den ene side følger jeg fuldstændig din indstilling, hvor du siger – alt skal være muligt, for hvem har retten til at definere normerne? Men jeg tænker, at den tanke giver mest mening, hvis det var en udbredt indstilling, men det er det ikke, for der er jo lige præcis mange, der gerne vil definere normer, eksempelvis folk der vil sælge noget, der passer til de normer. Så der er jo ikke tale om at mennesker bare træffer frie og lystbetonede valg, de træffer valg, hvor der er stærke spillere på banen i forhold til at forme deres lyster. Jeg synes at stigningen i kosmetiske operationer af skamlæber er et eksempel på dette, som viser, at det sgu ikke er lige meget, hvilket normer der hersker og hvilken forestilling om køn og krop, der får lov at stå uimodsagt igen.
      Ja, mennesker har for vane at pynte sig, og at skære i kroppene, men trækker man den indstilling langt nok ud, så er den mest indgribende kvindelige omskæring jo også bare er valg…og så kommer spørgsmålet om, hvad der er frie valg, for vi bliver nok hurtigt enige om at der er megen kvindelig omskæring som kan betegnes som ufri, men hvad er da de danske unge pigers kosmetiske indgreb på deres skamlæber – er det lystbetonet eller er det kropsforskrækkelse, mindreværd…? Og hvem bestemmer hvad det er – og ja så er vi tilbage ved de gode meningers ublegede hør-gevanter!

      Det her kører ud af en tangent – og jeg burde forberede ph.d.-forsvar til om to dage, så jeg har ikke tid. Men jeg synes du er spændende at tale med – og super sej (og selvfølgelig i din gode ret til at have, hvad du kalder en old-school smag i dametøj).

  8. Åh, Jakob, du er så sej! Og hvor er det ærgerligt at du ikke bare kan være trans – eller hvad du nu end lander på du er. Jeg ved jo godt at det ikke er noget der er “bare lige”, men alligevel får jeg lyst til at sige “smid dit mande-åg, hvis du hader at leve op til det”
    Du er ikke ene mand/kvinde/trans om at beslutte at vi bare kunne lave kønsnormerne om. Jeg er ret sikker på langt de fleste af dine læsere fx ikke ville løfte et øjenbryn over hvis du blev Jacobine i stedet for Jakob.

  9. flotte stænger og flot hår – men enig med en af de ovenstående; en mere blid læbestift farve ville være mere klædelig, i det mindste til dag-brug og så måske en kraftigere farve om aftenen til fest. Min mand siger ofte til mig at “du ligner en trans” når jeg har en mørk læbestift på, måske kan jeg næste gang sige til ham, at hvis det er Jacob så er det OK :-) vi havde en snak om hvorfor det med mænd i kvindetøj virker så stærkt på mange mænd, og han mente at det er fordi det gør de fleste mænd utrygge. Han siger at han jo ikke har noget som helst imod homoseksuelle eller transvestitter, men han bliver utryg, hvis de vil give en krammer. Egentlig er han lidt flov over det, men det er svært at gøre noget ved, hvordan man føler jo…. ved ikke helt hvad jeg vil sige med det her, men måske bare at jeg synes du er enormt modig, og at du har rykket meget ved mit syn på kønskategorier og fået mig til at diskutere emnet ved mere end én social sammenkomst med dig som reference, og på den måde fået budskabet ud til mange flere mennesker end dem der læser med her, så YOU ROCK!

  10. Hej Jakob
    Jeg nåede ikke at fortælle dig forleden dag på Aller, at du ser godt ud både med fuldskæg og jeans og med nylon og stilletter. Nu har jeg læst din blog og nydt dit sprog.

    Tillykke med dit modige spring. Det slog mig, da jeg læste om dine trans-tanker, at vi alle vel er en smule køns-blandede. Eller at vi alle er hver vores version af vores køn. Selv er jeg sådan en kvinde, som hader pynt i form af smykker, palietter, perler, fjer og den slags. Jeg føler mig som en gammel kone, hvis jeg tager smykker på. Så hellere slips og overskæg.

    Dine betragtninger har rusket op i min egen køns-bevisthed, og det har været ret ínspirerende. I flere dage har jeg gået og ruget på de spørgsmål, som din blog har inspireret til. Og da det altid er dejligt at blive rusket lidt og få ændret sit udsyn, skal du have en stor tak.

    Vidste du, at jeg har arbejdet som stylist og make-up artist? Jeg giver gerne et kursus, hvis du giver en kop kaffe. Find mig på facebook, hvis du får brug for/lyst til det.
    Knus Louise

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s