FAKING NEWS

Nej, jeg har ikke set en skrækfilm til morgenmad. Ej heller meldt mig ind i kampen mod Illuminati eller sniffet poppers i et darkroom i Nordvest (for nyligt). Så det er ikke konspirations-noia der driver værket, når jeg forestiller mig plyndrede supermarkeder, lange køer ved pengeautomaterne, gadekampe og bytteøkonomi. Også i Danmark, med lidt god vilje.

Og vidste du det ikke allerede selv, så prøv at google noget a la “When the Euro falls apart”. Og se så, at det er de HELT store finansanalytikere, der længe har talt åbent om at euro’en risikerer at blive værdiløs. Fx. Nobelpris-vindende økonom og NY Times-blogger Paul Krugman. Eller George Soros, en af verdens mægtigste finansmænd. Og masser af andre. Mange taler endda ikke om, at euro’en MÅSKE knækker, men om HVORNÅR. Og den britiske nationalbank forbereder sig fysisk på panikken, skrev seriøse The Guardian allerede i 2012.

En euro du kan tørre numse i? Farvel pensioner. Farvel jobs. Farvel opsparing. Farvel sikkerhedsnet. Goddag kaos. Men ikke noget, som danske andedamsmedier gider rappe om, selvom kronen osse vil få det ebola-agtigt, hvis storebror euro dør. No news i DK, som altid.

Sprit-nyt er det til gengæld, at den medicin, som skulle redde os fra ovenstående sammenbrud, viser sig at være falsk. De enorme spare-programmer, som på forskellig vis er indført i Grækenland, Spanien, Portugal og Italien med Merkel som dirigent, bygger på en forkert analyse. En simpel fejl, faktisk. Og de har højest sandsynligt gjort ondt værre.

Det lyder tosset, men er sandt: to Harvard-professorer  – Carmen Reinhart og Kenneth Rogoff – har lavet en fejl i et regneark, hvilket har direkte, nådesløs sammenhæng med, at millioner og atter millioner af mennesker i Sydeuropa nu lever i hård krise. Fejlen er ikke alene om at bære ansvaret, selvfølgelig, men den spiller en vigtig rolle som brændstof i at vælge spare-modellen.

I 2010 udgav professorene nemmerlig et meget berømt “paper”, der “beviser”, at når et land har rigtigt meget gæld (som de sydeuropæiske), så går dets økonomi i stå, nærmest som ved en naturlov. Og den eneste vej ud af den “naturlige fælde” skulle så være – siger Harvard-genierne – at spare som ind i Helvede. At “spænde livremmen ind”, som politikerne siger.

Livrems-ligningen er bare forkert, for nationaløkonomi må aldrig sammenlignes med privatøkonomi, selvom masser af politiske noksakker gør det. For i nationaløkonomien er vi fisk i samme akvarie, så hvis alle gør det samme på samme tid, så tilter balancen. Ikke skide på en gang, fx. Heller ikke købe alt gær. Eller som ovennævnte Krugman, der altid har været kritisk over for spareplanen, forklarer det: “Dine udgifter er min indtægt. Og mine udgifter er din indtægt. Så hvis alle skærer deres udgifter ned, så har ingen af os indtægter”.

Men professorene påstod noget andet i 2010: spar til benet! Alle sammen! Og EUs top-top-politikere (læs: Merkel) valgte den kurs. Alternativet var at stikke Sydeuropa – samlet set et af Tysklands allerstørste eksportmarkeder – nogle skejser, men nej, for den gik ikke overfor de tyske vælgere. Dumt af dem.

Resultat: syd for Alperne er de offentliges pengekasser hermetisk lukket. Så nu er store dele af samfundet gået totalt i stå, fordi staten næsten ingen penge bruger på sine egne borgere. Fiskene i akvariet får ingen foder og arbejdsløsheden kommer over 25 procent. Vupti, landene har det endnu værre, end før sparekniven kom. Og slutregningen for Merkel & Co. bliver nemt MEGET større.

Professorens regnefejl blev fundet af Thomas Herndon, en studerende. Han havde bedt om at få deres gigantiske data-materiale til at lege med til en opgave. Og han kunne ikke få det til at gå op. Klog fyr. Mon ikke han har jobgaranti.

Og det er IKKE peanuts, det her. Fejl-spare-øvelsen rammer nogle af de største EU-lokomotiver, der nu i flere år har balanceret på randen af konkurs. Og de truer hårdt en møntunion, der er så skrøbelig, at top-level økonomer som sagt diskuterer, hvornår euro’en går ned med flaget. Og når/hvis det sker, så taber EU trilli-fucking-arder af kroner. Børserne kollapser, lån og opsparing i euro er helt eller delvist tabt, pensionerne smuldrer, aktier bliver værdiløse, bankerne lukker i ugevis, lønnen kommer ikke og varer sælges for dollars. Eller byttes for guld, cigaretter, sex eller fem æg. Kaos-krise i halve eller hele år. Og midt i det hele: en regnefejl i et goddam excel-ark.

Men som sagt, de store danske medier gider ikke fortælle historien om fejlen. Kun Information har den, men først syv dage efter den brød ud på CNN, Reddit, BBC, Financial Times, Twitter og alle de andre. Og ganske interessant var artiklen den meste læste på deres site i hele to døgn. Men ingen andre pipper løs i DK*. Den er sgu da ellers ikke kedelig, den historie: Studerende ydmyger Harvard-eksperter! EUs redning bygger på en fejl! WE ARE ALL DOOMED! …fine overskrifter, skulle man mene.

Så nu må man stille spørgsmålet een gang til: hvad Fanden laver danske redaktører og journalister egentligt? Hvad får DR sin licens for? Hvad får vi stakler for mediestøtten? Hvad pik laver de med deres åndssvage “Breaking News”-skilte om ællinger på gåtur og en stakkels vinder af X Factor?

Spørger man dem, der flikker nyheder på dansk, er svaret altid noget i retning af, at folk ikke gider læse om EU-krisen. At det ikke trækker kliks. At det er uvæsentligt for danskerne. For indviklet.

Sært så, at du og jeg mødes her, ved slutningen af et helt almindeligt blogindlæg om den åbenbart så kedelige historie.

.

.

FAKTA

Måske har andre danske medier skrevet om historien et eller andet sted. Men jeg fandt det ikke, selv efter målrettet googling. Så der er ikke meget dk-snak, der er sikkert. Her er i grove træk hvad jeg fandt:

Onsdag den 18/4: BBC, CNN, NY Times og MANGE andre bringer historien første gang. Ofte på forsiden. Og i dagene efter mange opfølgninger. Se fx. her http://www.bbc.co.uk/news/business-22198809

Torsdag den 25/4: Information bringer historien som første større danske medie. http://www.information.dk/458543

Lørdag den 27/4: Politiken bringer et politisk blog-indlæg, der tager udgangspunkt i historien. Altså ikke en journalistisk behandling. http://politiken.dk/debat/profiler/hummelgaard/ECE1955662/de-oekonomiske-sadomasochister-har-taget-fejl/

Reklamer

2 thoughts on “FAKING NEWS

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s