SPIONAGE

Det er lige i den myldrende, kaotiske tid sidst på eftermiddagen, hvor allerflest byfolk skal fra A til B, og endda også nå at købe bananer og snørebånd på vejen. Himmelen er allerede sort oppe mellem husenes tage, men hernede er alting lyst, byen dufter sødt af bilernes ånde og de høje hæle klikklakker afsted i novemberkulden.

Og så når jeg Strøget, der blinker og glimter endnu mere. Trækker cyklen i zigzag mellem tiggere, embedsmænd og teenagere. Pæne damer i pels hist og pist. Et par svirrende svenske sutter, der synger falsk. En soldat. Forfrosne turister. Familier hånd i hånd. Vi myldrer i flok, alle vi mennesker.

Selv skal jeg ikke rigtigt noget, andet end at lade mig opsluge og danse med. Glor på de få dameben, der stadig vises frem i vinden. For det er en af de bedste ting ved Strøget: dameben i parade. Dér er et par. Og dér. Næsten alle har de støvler på eller et par tykke sokker op til cirka knæet for at tage den værste fodkulde. Lurer alligevel på, hvordan damerne klarer det, for de MÅ sgu da fryse. November er for ond til fine ben, skulle jeg mene. Men de sludrer og smartphoner med et smil. Vikingeblod.

Så er der pludselig et par rigtigt lange af slagsen. Slanke i flade sko og med en tynd, transparent strømpe hele vejen op – og op – og op – til en stram nederdel der først starter midt på låret. Omkring to meter næsten bare ben, hvis man lægger dem samme. Blå skijakke har hun på og sportstaske over skulderen. Kort, rød, blank page øverst. Og selvom jeg går bag hende er jeg sikker: hun er trans.

Følger med, mens hun tullende ser på vinduer. Og jeg holder øje med de mennesker vi passerer. Opdager de noget? Sender de et hurtigt blik for så at kigge væk? Umiddelbart ikke, så måske tager jeg fejl. Får mig lusket op på siden og kigget efter i et hurtigt glimt. Hun ER seføli trans. Ansigtet efterlader ingen tvivl og enhver kan se det, nemt endda. Parykken er for kunstig. Nederdelen lige frisk nok, vejret taget i betragtning (men jeg klager af princip ikke). Og det ansigt og den krop har engang været en mand eller dreng.  Måske ligger både hans jeans og herreskjorte i sportstasken over hendes skulder, hvem ved.

Men absolut ingen glor det mindste på hende. Ingen teenagere skubber til hinanden og peger fnisende. Ingen giver hende elevatorblikket, ikke engang bagfra. Tænk, er hun mon usynlig for andre end mig? Så jeg følger med, sådan tre-fire cykellængder bag. Hele fucking vejen ned ad Strøget hænger jeg på og ser, hvordan folk netop IKKE ser den usædvanlige kvinde.

Og jo længere vi går, jo mere forundret bliver jeg. For de ser hende virkelig ikke. Heller ikke når hun oser lidt i en butik og jeg venter udenfor. De ser hende simpelthen ikke! Hun går i fred selv for de mest skjulte skæve blikke. Også dem bag rygge. De ser hende ikke!

Vi når Kongens Nytorv og hun går hen mod nedgangen til Metro’en. Jeg vil med. For der er lyst som i en operationsstue dernede, og man skal køre på trapper i hundrede år midt i alt lyset. Nogen MÅ sgu da glo på hende der.

Fumler med cyklen. Skal af med lygter og på med lås, men lortet driller og det er der ikke tid til. Ikke tid, siger jeg! Har for Helvede en modig kvinde at forfølge. En fuldstændig uventet muse, der gratis og uden selv at vide det giver lektioner i mod og integritet. Hun er sej! Og jeg er hemmeligt forelsket og så må intet gå galt, fat nu det. Smider jernhoppen sammen med 100 andre og skynder mig mod jordens indre.

Fuck, hvor er hun? Lys og mennesker over alt, men ingen rød page. Afsted ned ad rulletrapperne, så. Men sæt hun tog elevatoren? Kigger både op og ned og frem og tilbage, men nej. Kommer helt ned på perronen, stadig uden held.

Nå, det var så det. Ville ellers gerne have haft slutningen med. Se hende stå blandt mennesker, der ikke har meget andet at lave end at prikke på deres mobil eller glo på hinanden. Se om de så hende nu. Men må bare søge mod overfladen igen, helt ensom efter sådan at have gået og nydt et andet menneskes modige boble.

Min cykel er væk allerede, men det er pisseligemeget. Går de syv kilometer hjem, mens jeg både taknemmeligt og misundeligt tænker på, hvorfor hun tør noget jeg ikke tør.

Reklamer

2 thoughts on “SPIONAGE

  1. Du er stadig sej, det andet er noget der nok skal komme. -altså det med modet osv, for det der med at forsvinde ud af den blå luft, er lige dele vildt fascinerende og pisse skræmmende!

    Ps. hvorfor dukker dine indlæg ikke længere op i bloglovin?

  2. Hov, fik jo ikke sagt hverken tak eller svaret at jeg ville holde øje med det ved næste post. Og nu læser du sikkert ikke med mere. Doh! Men altså: jeg får nemlig heller ingen mail. Og jeg går ud fra at det er det du mener?

    Hvordan hos dig? Har du fået mails om de nyeste indlæg?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s