Kære Heppekor

Lige siden sommer har jeg skrevet den ene version af nedenstående efter den anden. Men de er alle blevet skrottet fordi… fordi… well, fordi jeg bare ikke var klar til at få det sagt. Altså få sagt… at… I ved… at jeg gav op.

Stod jo i mere end et år på kanten af trans-meter-vippen – og dén er høj – og råbte, at nu var jeg sgu så skide træt af at være den mand, som jeg aldrig havde bedt om at være. Men også møgbange for at hoppe. Heppekoret – måske dig? – var så pissesøde og råbte tilbage, at jeg seføli skulle spring ud i det. Men jeg gav altså op.

Hvor pinligt er det lige, efter alt det skum jeg fik pisket frem i opvaskebaljen? Efter alle de overvejelser?

Rundstyk. Med tyk nutella.

Eller, nu skal jeg også være fair over for mig selv: jeg sprang faktisk. Da alle havde råbt og råbt og råbt, og jeg havde gået rundt oppe på vippen med neglene fræset helt ned til kødet, så gjorde jeg det sgu. Sprang ud hele vejen ned ad Istedgade en solbeskinnet forårsdag i paryk og det hele. Smed endda det her på bloggen for at blære mig over for Heppekoret: Se, det var hepperiet værd! Transen er nu trans IRL!

Foto: Cecilia Sejer
Foto: Cecilia Sejer

Men før billedet blev taget, var vi også på cafe. Rystende, siger jeg jer. Al øjenkontakt blev undgået. Al tale var så lav så mulig, så stemmen – der er alt for dyb, jo – ikke gjorde mig helt til grin. Alle bevægelser var kontrollerede. Alle røde lamper var for længst sprunget i luften.

Drak en cortado og forsøgte at gøre mig usynlig. Havde jeg ikke vidst, at kæresten passede på mig som en rolige, men totalt kampklar løve, så var jeg flygtet før jeg kom ind. (Og ja, jeg ved godt at det IKKE er sådan man entrer et rum og får succes. Men hey, det var sgu svært.)

Og så var det slut. Kom hjem og tog parykken af og har ikke haft den ude af æsken siden. Været der. Gjort det.

Har selv-fucking-følgelig tænkt meget over hvorfor jeg gav op; skylder jo lissom både mine nærmeste, Heppekoret og mig selv en god forklaring. Men har ikke fundet den endnu. Den nærmest er, at det efter turen på Istedgade og café stod skræmmende klart, hvor hårdt det er at være anderledes. I hvert fald for mig. Og sikkert også for de fleste andre.

Måske satte cafeturen også streg under noget, som jeg allerede havde en mistanke om: opgaven var som udgangspunkt umulig. Den åndssvage stemme. Det enorme arbejde med at få make-up’en til at dække skægstubbene, men alligevel ligne hud og ikke beige cement. Og så mit hade-objekt nummer et – ydmygelsen over alle ydmygelser: parykken. Skulle jeg virkelig bruge et par timer på at få alt det fikset, hver dag? Og en time på at få det af igen? Mindst. Og så ALLIGEVEL være kikset med mande-fjæs, tung teatersminke, dyb stemme, elefant-gangart og brede skuldre? Så meget slåskamp, både med fysikken og med nervøsiteten, for så alligevel ikke at lykkes. Gider man det?

Det er over et halvt år siden nu. Og som sagt har jeg utallige gange overvejet, hvordan jeg skulle få sagt højt, at jeg gav op. Altså, jeg ved jo godt, at I godt ved det allerede. Men et ting er at alle ved det, noget andet er at få det sagt. Nu er det gjort.

Nå, men selvom jeg altså gik i stå, så fortsatte DF og Klaus Riskær (han ER bare en idiot, er han ikke?) og Joan Ørting og mange andre med at skvaldre op om, at mænd er mænd og kvinder er svagere. Noget pis, selvklart, som er synd for både herrene og damerne og drengene og pigerne og alle os midt i mellem.

Så offentligt trans eller ej, nu håber jeg at få tid og mod til at blogge mere om køn og seksualitet, lige op i fjæset på de moralske og patroniserende. Mon ikke der også kommer en røvfuld noveller og andet fri fantasi? Og lidt fra de sjoveste ture i byen, bare for sjov? Jo, selvfølgelig.

Og ja for Helvede, jeg håber at der følger et heppekor med fra starten. Du er i hvert fald mere end velkommen til runde to.

Reklamer

8 thoughts on “Kære Heppekor

  1. Kære J

    Pis med det. Vi kan jo lide dig som du er. Uagtet om du har det ene eller andet tøj på. Men fordi den du er inden i er sjov, klog og sød.

    kys fra Forstaden

  2. En af mine gode venner siger altid: “Tænk, at hver morgen når man vågner, så kunne man vælge at være hvem som helst. Og alligevel vælger vi altid at være noget vi kalder os selv. Er det ikke kedeligt!”.
    Jeg kender ikke mange – om nogen – der har vovet den opdagelsesrejse i kønnene og mulige selver, som du har. Ekstrem respekt for det! Og så egoistisk taknemmelighed fordi du har delt rejsen og overvejelserne og husket mig på forandringens mulighed… i alle mulige af livets forhold. Selv om den ikke altid ender der hvor man havde drømt om eller forestillet sig. Eller måske ender den ikke – forandringen, men bliver ved og anderledes. Det ville være det bedste :)
    God vind og jeg glæder mig til version 2.0

  3. Det vigtigste (for mig) er at du ikke opgiver kampen. Om du kæmper den i høje hæle og neglelak, er for mig underordnet. Du satte (sætter) fokus på et vigtigt, men glemt emne. Jeg havde ikke tænkt over hvor svært det er at være trans, og nok kigget skævt og grinet lidt over et par muskuløse ben i netstrømer. Men du gjorde det klart for mig hvor svært det er, og hvor stort et problem det er, at der er så mange fordomme i vores samfund. Tak for det!
    Jeg håber virkelig, at du vil fortsætte med at sætte alle de idioter, der prøver at presse os i kønsbaserede uniformer, til vægs. For du gør det både sejt og underholdende.
    Og, nåh ja, jeg glæder mig også til at læse noget mere af din fri-fantasi.

  4. Jamen, drejer det sig “kun” om at bære det “rigtige” tøj for at føle sig værende det køn man er i hjerte og sind? Of Corse not! Heldigvis lever vi i en tidsalder, hvor vi kan kombinere og lege med effekter, alt efter lune, kreativitet, mod og moral.
    Så lad du da bare den paryk blive i æsken og mærk efter om der er andre detaljer der skal afprøves, eksperimenteres med, udfordres, nydes eller prales med privat eller offentligt – du syntes nu at have haft det lidt sjovt derved ligeså (måske mere i USA end på stenbroen).
    PS: har savnet dine indlæg

  5. Mand jeg er træt af kønsknager, hvorfor skal alt hænges op der?

    Skal der være kasser? Kan man ikke bare være – sig selv?

    Kender en ung transkønnet og da min søn skulle have den store forklaring sagde han (15-16 år). Om det da ikke er ligemeget? Og fortalte om et par transkønnede venner.
    De har sgu fat i noget den generation – og så er mor her ikke fri for at være stolt af rummelig ung mand ;-)

  6. Kære J
    Jeg bliver så ærgerlig når en frontkæmper som dig må give op. Jeg bliver især bitter over at du må opgive noget du så stærkt har troet på og hvorfor?. Jeg havde faktisk troen på at det ville lykkedes for dig, men desværre måtte du give op. ÆV. Du har på din kønsrejse været en stor inspiration for os andre der også har den samme indre feminine gnist, men ligesom dig kender jeg også alt for godt det med at være bange, bange for at blive genkendt i det feminine dress, når man en sen aften time forsigtigt våger sig udenfor. Jeg håber at du senere hen i livet får gnisten og håbet tilbage til at være det du inderst gerne vil være. Stor tak for at du gav mig troen og håbet på at det kan lade sig at være forskellig, noget jeg i stort omfang havde brug for da jeg startede min kønsrejse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s