SOLSORT RESISTANCE

Kører som det eneste levende menneske gennem den iskolde by klokken to om natten på en cykel lavet af granit og modvindsmagneter. Kroppen finder selv vej, for hjernen – eller i øjeblikket nok nærmere “Den kognitivt udfordrede havregrød” – er ikke særlig solidatrisk med os andre. Jeg skal virkelig kæmpe, bare for at få den til at holde LIDT øje med de røde lys. (Sød rom og rød marok, du ved.)

Kun en ensom taxa swisher ind i mellem forbi og Vesterfælledvej, med de klumpede 70’er-blokke på den ene side og det gamle Carlsberg på den anden, er ren marv-og-ben-tortur forklædt som offentligt rum. Alligevel sker det mirakuløse – ud for ALDI af alle steder, på vintervåd asfalt og midt i en ekstra ond vind – at der er en lille, usynlig fugl rundt om et hjørne, der synger et par korte strofer a la en solsort. Wow, tal om at falde på et koldt sted: fuglesang i vinternattens hjerte, dét er en opkvikker.

Men hov, der er jo ingen fugle i Danmark, der synger midt om natten få dage før jul. De gemmer sig bomstille for kulden og hader alt ved verden. Ingen rom og marok til dem.

Tænker for mig selv, at det må være den ørkesløse cykeltur, der får mig til at hallucinere, og at vi hurtigt skal hjem i varmen, kroppen, hjernen, cyklen og jeg. Men så – lige ved Enghave Station, der hvor byen engang havde det hele på eet sted: kollegium, fængsel, kirkegård og bryggeri – er der igen en der fløjter. Nææ sgu, der er to. Eller tre. Sært, men altså rigtigt: Solsortene synger midt i den onde nat. Og dét ved jeg dog – efter virkeligt mange hårde vinterture i zigzag i over 25 år – at de ikke har moret sig med tidligere. Bevares, de har altid stået tidligt op, men ikke klokken to.

Helt chokerende er det nu ikke, for jeg har faktisk hørt et sted, at solsorten en gang var en genert skovfugl, men at den på et tidspunkt spidsede næbbet, skrabede lorten af røvfjerene og fløj ind til byen. Og at alt det dejlige lys herinde med tiden har gjort, at den har ændret vaner og er begyndt at være mere nat-aktiv. Ikke farligt for kræet, for så kunne den ikke overleve. Bare en ny vane.

Ja, klart! Erkender at det er nørdet med den slags ornitologiske trivia. Og husker det også kun, fordi solsorten er det tætteste jeg – og helt sikkert mange andre – kommer på en yndlingsfugl. Ikke fordi den er noget særligt, og som vi ved hverken truet, flot eller farlig. Har osse triste madvaner. Men den kan jo synge så nice, så nice. Og gøre det allermest gribende på det eksakt rigtige tidspunkt: lige når foråret kommer og der er orlov fra fængslet. Åhh, hjerte-like.

Men nu er solsortene altså faldet for storbyens lokkende natlys. Stort velkommen i klubben! …Og lige i nat bliver de ved hele vejen derudaf mod Sydhavnen. Han efter han pipper territoriet af, og hunnerne er med på en lytter. Også jeg – endda også til dels hjernen – nyder showet, uvant som det er. Cyklen og kroppen passer deres imens.

Men så indser vi, at det syngeri bliver solsortens forbandelse. Vi kan allerede høre pæne mennesker råbe i flok: “Det er unaturligt! Sådan gør normale solsorte ikke! Den parringsleg er forkert! De må være syge! Det er synd for deres unger!” Og de ser så alvorlige ud imens.

Kun en vej frem: træner nu i smug på at få rævene til at danse twist og rotterne til at synge kor.

Reklamer

4 thoughts on “SOLSORT RESISTANCE

  1. Sådan en cykel har jeg også, altså lavet af granit og modvindsmagneter :-) men det er fin fin motion… sidst jeg undrede mig over fuglesang kom den inde fra skunken..og viste sig at være et lidt specielt vækkeur der vækkede med fuglefløjt og som åbenbart er blevet skubbet til i sin kasse derinde i mørket..mens jeg læste dit indlæg tænkte jeg: ” det er jo nok telefonen i lommen som pipper ..” men det var det jo så ikke :-)

  2. Jeg kender den cykel!
    Jeg hørte solsorten midt i børnejuletivolihelvede, jeg stoppede op og undrede mig. Et øjeblik.
    Tak for forklaringen.

  3. Hvis man vil have eksorbitant go’ parringsleg ka’ man altid læse Direktørens sekretærer af N. Johansson:) Der er der leg for en hver, der har nætterne til rådighed…!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s