Perfekt bytur

Præcis 12.36
Ser på mine auberginefarvede negle. De har fået et par skrammer. Lige vågnet med hovedpine og ganske let kvalme – en mild straf oven på usædvanlig god bytur. Opdager ti-tolv storglimtende armbånd i guld- og sølv-look på venstre arm. Finder telefon og dermed tidspunkt på dagen. Nåda, der var nu alligevel en del. Opdager at jeg er nøgen. Det ligner mig ikke når jeg sover alene, men husker nu hvorfor.

Lige omkring 04.50 i nat
Vågner på udsigtsbriksen i styrhuset. Tændt bærbar ligger på hovedet på gulvet. Må være faldet efter koma indtraf. Kommer gyngende på benene, fisker maskinen op og vakler de tre meter ned til køkkenet for at dulme den uldne, tobaksbaserede tørst. Foretager en slags børstning af nogle tænder nu jeg er der. Vender rundt for at bevæge mig ned i den anden ende af båden, ned til sengen, og påbegynder afklædning undervejs. Er nøgen da jeg indser at jeg skal tisse. Op med skydedøren og ud i den milde, men dog noget kolde forårsnat. Tisser nøgen i vandet og kan lide det. Kors hvor det larmer. Rammer min ene fod, men ikke så meget at det gør noget. Fryser pludselig helt febervildt – kaster mig under dynen.

En times tid tidligere
Hjemvendt. Logger af uforklarlige årsager på nettet. Det er fyldt til randen med farver og ord, kan jeg se.

Tyve minutter før hjemkomsten
Vi har kysset farvel længe. Langsomt, intenst, nydelsesfuldt og begge meget skæve. Men nu er det koldt. Jeg giver slip og giver ham et sidste kys. Tager min cykel og trækker den langsomt ud af parken. Alle verdens enheder er opløst og smeltet sammen i en lysende, tyndtflydende væske som jeg har nogenlunde held med at cykle igennem.

02.30
Indser at jeg ikke er klar til mere end det. Ikke i panik eller fortrydelse, bare nok nu. Kan ikke overskue at vågne op i fremmed seng eller have fremmed i min seng. Og slet ikke med en mand, selvom det måske er nemmere. Siger det uden omsvøb og han virker helt cool. Svarer at han aldrig har haft sex med en mand, så at det her var rigeligt. Men stemningen skifter til det lidt akavede, og jeg idiot tjekker endda mobilen, indtil jeg husker at vi jo har en stor joint. Han er klar. Den rammer hårdt. Vi har ikke andet end mælk til at tage hash-tørsten, så vi deler fra kartonen og kysser lidt igen. Mælkekys.

En halv time før
Første tager han bare min hånd og holder lidt fast. Vi snakker videre, men nok lidt langsommere. Efter lidt tid løfter han den og masserer min fingre. Rart. Han kigger på neglelakken og lader fingerspidserne glide hen over den. Vi er holdt op med at tale. Han forfører mig. Langsomt. Kæler for min nakke, niver blidt i øreflippen, får os op at stå så vi kan kysse og kramme. Og jeg lader mig falde med stor fornøjelse, overrasket over mig selv og at han er til mænd. Beæret.

En halv time før
Vi er gået ind til en bænk i Enghave Parken. Der dufter af fugtigt græs, og vejret er helt stille. På afstand nattelarmer Vesterbro med alt hvad den har af biler, latter, råb og sirener. Jeg ruller stærk joint. Vil ryge mig tordenskæv lige her i duften og det tidlige forår og tage den derfra. Og vi snakker imens. Han spørger til neglelakken og de mange blinkende armbånd og jeg fortæller om at springe ud som noget midt i mellem. Han er nysgerrig og vi taler lige ud ad landevejen, intimt, ærligt og ufarligt.

Nok 01.15
Står i neonlyset i verdens bedste kiosk på Istedgade. Skal ha’ tobak og mælk. Møder sjov og meget pæn fyr jeg kender lidt. Vi driver langsomt af sted i nattemylderet. Har hver en breezer og en smøg i den ene hånd, vores cykler i den anden.

Lidt over 01
Triller ned af Istedgade. Ved Skydebanen banker uansvarligt zigzaggende cyklist ind i fodgænger der går på kørebanen. De er præcis lige gode om det. Jeg stopper og hjælper dem op. Cyklisten bløder fra knoerne og har revet sit tøj i stykker, den gående har lidt næseblod. Men de kan dog begge stå op og virker OK. Så begynder de at råbe ad hinanden. Vil slås begge to. Tænk, de har lige sluppet med alle tænder i behold, og nu prøver de en gang til. Skrider.

Ret præcist kl. 01
Farvel til den nyfundne, gamle ven, som sætter sig ind i taxa for at køre til resterne af reception på meget dyrt galleri. Han har en bartenderven derinde som kan fortælle at de rige og deres kunstnere netop nu savler gin-gylp på tilfældige værker. Ville mægtigt gerne bevidne dekadencen, men kan desværre ikke overskue at slå følge.

En halv time før
Den fulde ven er væk. Måske dinglet hjem. Måske ude i noget med en dame. Den nyfundne ven og jeg ser på flokken. På en sofa sidder fx. en lækker kvinde med tykt, langt glat hår, mandeløjne, flotte kindben og dejlig barm. Ved hende sidder to pæne fyre i perfekt vi-hænger-ved-dine-læber-positur, den ene endda kækt på ryglænet. En ægte 50-reklame for hvide tænder. Vi nyder det.

Midnat
Alene nede fra festen for at ryge en smøg og tage stilling til om natten er slut. Næsten nytårsaftenstemning på fortovet foran døren. Møder to bekendte som har fået ungerne passet for første gang. Et polsk par der har boet i DK i fire-fem-seks år og som begge er tidligere punks. De kommer fra en fest ovre i Kødbyen for noget it-hejs der kalder sig “Podium” – en slags Facebook for erhvervslivet har de fået at vide. Vi dør af grin over hvor røvkedeligt det lyder. Fuck det, de scorede sig en gratis brandert og har stjålet en blå ukulele. De skændes konstant, men jeg ved det er for hyggens skyld, for de gør det på engelsk, til ære for mig.

Omkring klokken 23
Vi er på gaden for at ryge hash. Den nyfundne ven og jeg taler om vild musik. Han elsker en slags ondskabsfuld præcisionsmetal der hedder “Math Core” som bygger på matematik. Jeg prøver at sælge ham min ynglingstechnoduo Autechre, som ved grød også regner på sagerne. Den fulde ven gynger svagt frem og tilbage og smiler sit bedste soveværelsessmil til uendeligheden og alle der går forbi. Hashen virker som den skal og lyde, lys og krop flyder sammen.

Lidt over 22
Ankomst til designer- og arkitektfest i stort, lyst lokale på første sal på Vesterbrogade. Cypress Hill, Beastie Boys, Faithless og Bloodhound Gang gør gennemsnitsalderen klar. Vi kan trygt slappe af. Pænt, hyggeligt, nemt.

21.00 sharp’t
Gammel ven og jeg tjekker ind på lille, tilrøget bar for gamle hipstere i sidegade til Istedgade. Får en rom og en smøg. Vi venter på min nyfunden ven. Har kendt ham i årevis, men kun med meget sporadisk kontakt. Den sidste måneds tid er gensidig respekt dog vokset stort. Han er meget kontant og tænksom. Tidligere dygtig soldat.

20.40
Afgang fra Elizabeth mod Vesterbro. Vi er egentligt tre, men den ene har gået så meget i byen i sit tidligere liv (unbeatable) at han er stort se færdig med det. Men ham der senere bliver fuld cykler med. Sådan har jeg cyklet med ham i mere end halvdelen af mit liv nu. Skæv eller fuld eller begge dele, på vej til et eller andet der måske, måske ikke bliver fedt. Pt. taler vi en del om at gøre det mindst ti år mere – og gerne vildere. Han giver mig en engangshandske fra Shell så jeg ikke fryser den eneste hånd på styret. Det hjælper faktisk.

Omkring kl. 18
Griller på Rotteøen midt i havnen. Solen går snart ned og temperaturen styrtdykker. Himmelen er helt lyseblå og vi kan se vores ånde. Godt at grillen er klar, at vi har tæpper og alt er forberedt. Tågen vælter pludselig frem og blokere de sidste minutter med solen. Vandet er blankt. Havnen bomstille. Forårsdag bliver til nat på et kvarter og de tykke bøffer smager vildt godt midt i sceneskiftet.

14.30
Lægger neglelak på, en auberginefarve der er så mørk at den næsten er sort. Resultatet bliver OK.

En time før
Filer negle, ordner neglebånd, gnider ind i olie. Tørrer rent. Lægger basis-lak. Tænker at jeg i aften vil ha’ en god bytur. Har lavet aftale med tre gamle venner. To til grill og en der støder til senere. Er desuden inviteret af en way-back-X til fest i et arkitekt-design-grafiker-miljø på Vesterbro som kunne være sjov og hvor transeri vel er OK. Vil gøre lidt ud af mig selv og se hvad der sker. Dress for the job you want, not the job you have, tænker jeg.

12 thoughts on “Perfekt bytur

  1. Gud, hvor er det fint skrevet. Det lyder som en på alle måder fantastisk aften. Håber du kom hjem med et telefonnummer ;)

  2. Kære Jakob, din fortælling var dråben der satte min skilsmisse igang!!! Og mange tak for det!!! Jeg læste den igår og blev så ked af det fordi jeg var så misundelig på at du nyder livet. Jeg har været gift i ti år og de senedte fem er alting gået istå. Vi havde det så sjovt engang og gik meget i byen, men nu er vi bare hjemme altid. Hiver hinanden ned i kedsomhed. Vi har talt om det men det hjælper ikke så nu giver jeg op. Jeg er kun 35 …det er da for ungt til tvhygge altid!!!

    1. Jesus Christ! …Det må jeg nok sige. Passer mig glimrende kun at være dråben i noget så alvorligt. Resten af glasset har I jo selv fyldt.

  3. Hun kan jo skrive, ham Jakob. Elsker dine “kommentarspor” som ovennævnte – fanme næsten som at være der selv. Og ekstremt livsbekræftende. Og som man siger herovre i midtjylland: Det var vist go’ til dig at komme ud og svinge lidt med ørerne:-)

Skriv en kommentar