Jacobine nyder livet

For ti måneder gjorde jeg det mest frygtede i mit liv. Jeg sagde den inderste hemmelighed højt: jeg er transvestit. Eller hvad end det hedder, når man er midt mellem to køn og tilfældigvis havnet i en mandekrop. Skrev det endda på Marens blog, hvor mange tusinde kigger forbi. Og jeg skrev også at jeg inderligt ønskede at jeg ikke var det. Det ønsker jeg stadigt, men ikke helt så inderligt.

Og jer der var med fra starten hos Maren ved at jeg var pisse-dødsbange. I ved at jeg cyklede til fest med regnbukser på, sent om aftenen i mørke, bare for at skjule mine pink jeans. At jeg ikke turde købe tyggegummi på Shell fordi de ikke skulle se mine lakerede negle. At jeg havde hovedet fuldt af ting som kunne gå galt og af angsttanker om afvisning, angreb og hån. Men I var seriøst gode heppere, og jeg tog springet og bloggede videre under et lidt fjollet, men alligevel oplagt navn: Jacobine.

Ved I så hvad jeg gjorde i lørdags? Stod i godt humør i bankende solskin midt på Vesterbrogade iført guldsandaler, lang og luftig nederdel og neglelak både foroven og forneden. Og fin ørering og flot arm-bling-bling. Hang ud midt i et tætbefolket lyskryds med en smilende dejlig dame ved min side og gloede på Pride. Bagefter gik vi på café, hende og jeg, fortovscafe endda. Lige ud til Istedgade oven i købet. Og det allermeste af tiden tænkte jeg næsten-næsten-næste ikke på at jeg havde tøj på som vi i mandkrop ellers ikke må ha’ på. Nød det bare. (Og ja, det er en nydelse helt uden liderlige undertoner. Har sagt det før, men understreger gerne: det er ikke en sexleg, ikke kinky exhibitionisme, det er såmænd bare mig selv.)

Al den offentlige fremtoning er jeg sgu lidt stolt over. Men mest bare helt vildt glad på egne vegne. Du gjorde det, Jakob. Nu skal du bare lære Jacobine bedre at kende.

Og det bliver vildere. For om aftenen tog jeg en varmere nederdel på og gik ind ad bådebroen. Stadig i guldsandaler og glimmerværk. Angst-genererende, for I ved jo at jeg bor på en båd i en havn hvor mænd er såkaldte mænd og alle kender alle. Jo, jeg ville ærgre mig hvis en flok af havnens mest macho typer hang ude et sted på min vej og så mig sådan. Indrømmet. Sejere er jeg ikke. Men hvis det skete, nå ja, så gik det nok.

Men både de og jeg slap dog. Og skulle det have været, så tror jeg faktisk at jeg i lørdags havde mod nok til at påpege hvem af os der har de største nosser.

Cyklede så med luft under skørterne præcis den samme rute som dengang jeg gemte mig i regnbukser og shell-frygt. Over lyskryds med ventende biler som på nært hold oplyste min fulde figur, fra isse over simil til elegante sko. No fear. Havnede sikkert i Kødbyen (hvis navn efterhånden mest hentyder til homo sapiens-flæsk) og fuldførte nøje planlagt operation: gik fra ryger-flok til ryger-flok uden for de mange åbne buler. Og sommernatten gjorde som ventet at der var mere fest ude end inde. Tullede rundt i mit dametøj i mange timer. Faldt i snak med virkeligt mange, alle ukendte. Købte drinks og gjorde alt andet end at krybe i skjul. Copenhagen Pride goes personal. Det. Var. Så. Fedt.

Om to måneder fylder mit udspring altså et år. Og jeg selv fylder på mirakuløs vis 40 af slagsen. Er vel – i positiv forstand – tvunget til at holde min egen 40-års-Pride-fest. Har hverken nok gysser eller helt modet til at træde frem for vennekredsen i flok og sige “Mine damer og herrer m/k! Mød Jacobine!” Men der er to måneder til, og jeg kan jo bare spare op af begge dele.

Så kom vi så langt: Jacobine findes. Nu er målet at finde et ordentligt, seriøst arbejde til hende, for jeg kan mærke at hun er ret glad for at møde nye mennesker. Hun synes tydeligvis at Pride er noget der skal bruges hver dag. Og måske skal jeg også vende mig af med at omtale hende i tredjeperson. Jacobine er jo mig.

.

___________________________________

HEJ, skal vi være venner?!
Følg med på den nemme måde – og bliv ven med en ægte trans: facebook.com/jacobinesblog