Transen sidder fast

Transeriet er gået i stå. Køber ikke nyt. Dresser ikke op. Og neglelakken græder sig ensomt i søvn i sine små flasker.

Ved ikke helt hvorfor. Eller hvad jeg skal synes om stilstanden. Men når jeg tænker tilbage på den tidligste del af udspringeriet er det tydeligt at forestillingen var en helt anden. Dengang, i den dybeste vinter, skrev jeg til nogle af mine nærmeste venner at jeg var transvestit. At jeg ville springe ud og eksperimentere med at gå i dametøj. Og at jeg var helt rundt på gulvet. Skrev endda at jeg måske fik brug for deres hjælp til at komme frem og tilbage fra bopælen i mine nye klæder, fordi jeg var bange for at færdes alene. Forestillede mig at jeg inden længe ville gå ret så feminint klædt, osse til hverdag.

Og det føltes seriøst mærkeligt at skrive til voksne mænd med bil og børn og skruemaskine at de måske skal hente og bringe deres skæggede ven iført dametøj. Men jeg havde brug for at slå fast at det var alvor. At udspringet også inkluderede en plads i virkeligheden, med den praktik som det nu måtte medføre. De stillede beredvilligt op – super som de seføli er. Men det har aldrig været nødvendigt at bede om et lift, for jeg gik slet ikke planken ud som jeg troede jeg ville. Det er kun blevet til nogle få ture ud i byen om aftenen iført nederdel og næsten-sort neglelak, men stadig med skæg og skaldet knold. Og så lidt dage hist og pist med neglelakken, et par smykker og ikke andet lir end det. Resten af tiden: sorte jeans, sweatshirt, sure tæer og sjusket skæg.

Købte osse for 1600 kr. basis-make-up og fik et grundkursus af sød veninde. Troede at jeg ville øve mig derhjemme, og at vi i løbet af vinteren skulle holde flere seancer hvor jeg kunne lære nye tips og få kritik efterhånden. Øvede et par gange, men hvor var det dog svært at få et halvgammelt mandefjæs til at være pænt. Eller i det mindste ikke ligne en parodi på en enten en stærkt kikset husmor eller en meget træt prostitueret. Havde – for at sige det mildt – ikke den store lyst til at blive set ude i verden sådan, heller ikke selvom jeg med tiden ville blive teknisk bedre til ansigtsmaling.

Og nu er der ingen tvivl: udspringet er gået i stå. På en måde rart. For jeg skal ikke konfronteres med at være anderledes hele tiden. Skal ikke overveje om jeg tør eller ikke tør idag. Om jeg orker eller ej. Og skal ikke igennem selv-terapeutiske tankerækker for at få mod til at gå ud af døren. Skal ikke kæmpe med hvor svært jeg synes det er at komme til at se bare OK ud. Det er så nemt bare at være den gamle Jakob.

På det seneste har et stort og landsdækkende medie et par gange spurgt om ikke jeg ville fortælle min historie i al offentlighed. På en måde noget jeg havde håbet ville ske, fordi det er så vigtigt at sætte ansigt på os der falder uden for. Fordi min angst og frustration sgu for Helvede ville være mere værdifuld hvis den kunne bane vejen for andre. Men når det kommer til stykket har jeg ikke lyst. Min fornuft siger “Gør det – det er ikke farligt, og det er vigtigt.” Mit hjerte siger: “Du kan ikke fortælle om dit udspring. For du tør jo ikke. Du hader tanken om at verden ser dig som en freak.”

Mit hjerte har ret. Jeg hader tanken om at være en særling. Om at mine nærmeste skal forholde sig til alt det mærkelige og måske være pinligt berørte i mit selskab. Jeg hader tanken om altid at være iført min “særhed” så alle kan se den og tænke deres.

Så er det heldigvis godt at der er mennesker som har langt mere mod og vilje. Jeg er ikke det fjerneste misundelig, men fuld af respekt og beundring. Mød Kirsten.